Loading

Lejebetingelser varevogn

Lejebetingelser varevogn

Udlevering

Lejeren erklærer ved modtagelsen af køretøjet at have undersøgt bremser, styretøj, signalapparater og lygter, og at disse er i forskriftsmæssig stand. Eventuelle skader på bilen på udleveringstidspunktet registreres på lejekontrakten. Lejer forpligter sig til straks at orientere BAUHAUS såfremt lejer efter udleveringen konstaterer skader, der ikke er registreret på lejekontrakten. Lejeren har modtaget bilen i klargjort stand og er ansvarlig for at køretøjet altid er påfyldt tilstrækkelig olie og vand i udlejningsperioden. Ved hændelige uheld (f.eks. punktering) eller i andre situationer (f.eks. manglende brændstof), hvor der rekvireres hjælp, sker dette for lejerens regning.                                                       

Afhentes den reserverede varebil ikke senest én time efter den reserverede tid, kan reservationen blive annulleret og der trækkes 199 kr. i udeblivelsesgebyr fra depositummet.

Depositum og online gebyr
Lejeren betaler et depositum på kr. 1000,- som reserveres på din konto. Der kan gå op til 30 dage efter aflevering af varebilen, uanset korttype, før din bank slipper dit depositum igen. BAUHAUS har ikke trukket dit depositum og kan ikke frigive det. Hvis varebilen ikke reserveres i varehuset, pålægges der et online reservationsgebyr stort kr. 25,00. Ved afbestilling refunderes online bestillingsgebyret IKKE, ligeledes kan der stadig gå op til 30 dage før depositummet bliver frigivet af banken.

Aflevering
Lejeren forpligter sig til at aflevere bilen tillige med alt tilbehør (dæk, værktøj og udstyr i øvrigt) til det BAUHAUS, hvor bilen blev lejet. Afleveringen skal ske til det på side 1 nævnte tidspunkt. Kontrakten omfatter kun leje frem til det nævnte tidspunkt og kan kun forlænges ved skriftlig bekræftelse af BAUHAUS. Bilen skal ved aflevering parkeres i Drive-in, såfremt varehuset har en sådan og herefter skal der ske en personlig henvendelse i BAUHAUS kundeservice. Bilen kan ikke afleveres udenfor varehusets åbningstid.
Afleveres bilen ikke til det aftalte tidspunkt, skal lejer betale leje frem til afleveringstidspunktet og er erstatningsansvarlig for øvrige skader og tab, som opstår i perioden indtil bilen afleveres. Bilen anses først for afleveret, når lejer har modtaget en underskrevet kvittering herpå. Der refunderes IKKE lejebeløb ved for tidlig aflevering af varebilen.
Bilen skal afleveres i ryddet og rengjort stand. Manglende overholdelse medfører, at BAUHAUS kan opkræve et gebyr på 500 kr. Eventuelle gebyrer og yderligere lejebeløb BAUHAUS kan opkræve hos lejer kan modregnes i det indbetalte depositum.

Bestemmelser og bilens anvendelse
Bilen må kun føres af lejeren, som er påført lejekontrakten med kørekortdata. Lejeren skal have gyldigt kørekort og have haft det i mindst et år. Når bilen ikke bruges, skal den altid holdes aflåst. Manglende overholdelse heraf medfører, at BAUHAUS kan tilbageholde det indbetalte depositum.
Bilen må ikke benyttes:

  • til kørsel i andre lande end Danmark
  • til person- eller godstransport mod betaling
  • til at slæbe eller trække andet køretøj eller påhængsvogn/trailer med mindre bilen er udstyret med godkendt træk og krog og de tilladte belastningskrav er overholdt
  • til motorsportsarrangementer, kørekursus på motorbane el. lign.
  • til kørsel uden for fast vej eller plads, herunder grus- og markveje
  • til hunde eller andre husdyr. Lejer hæfter for eventuel ekstra rengøring
  • af nogen person, der er under påvirkning af spiritus, narkotika eller medicin
  • der må ikke ryges i bilen.
  • Tagbagagebærer må ikke monteres

Forhold som lejer hæfter for
Lejeren anerkender udtrykkeligt at hæfte for at skulle betale:

Se på side 1 aftalte lejebeløb.

  • Alle bøder, omkostninger og gebyrer i forbindelse med parkerings, færdsels- eller andre lovovertrædelser, som pålægges bilen, dens lejer eller BAUHAUS inden for denne kontrakts løbetid, medmindre disse udelukkende skyldes BAUHAUS egne forhold.
  • BAUHAUS udgifter til reparation af skader på køretøjet samt evt. følgeskader opstået ved grov uagtsomhed eller anden misligholdelse udvist af lejer, herunder men ikke begrænset til fejltankning af køretøjet, tilsidesættelse af advarselssignaler af bilens systemer m.m. Afleveres køretøjet i beskidt eller snavset tilstand kan BAUHAUS opkræve lejeren et gebyr for rengøring.
  • Erstatning for bortkomne originalnøgler. Nøglen skal til enhver tid opbevares forsvarligt. Lejer skal straks informere BAUHAUS, når lejer er blevet opmærksom på at nøglen er bortkommet.
  • Sådanne udgifter - herunder rimeligt advokatsalær, påløbne inkassosalærer m.m. som lejeren er årsag til.

Forsikring og selvrisiko
Uden for de under punkt 4 nævnte tilfælde er lejer dækket af en lovpligtig ansvarsforsikring samt kaskoforsikring. Lejer er forpligtet til at holde udlejer skadesløs for ethvert beløb op til kr. 7.500 (selvrisikoen) som BAUHAUS er forpligtet til at betale i medfør af bestemmelserne i ansvarsforsikringspolicen eller kaskoforsikringspolicen. Lejer hæfter personligt og solidarisk for de under punkt 4 & 5 nævnte forpligtigelser.

Færdselsuheld og tyveri
Lejeren giver ved sin underskrift på nærværende lejekontrakt samtykke til at BAUHAUS på lejeres kreditkort/betalingskort trækker betaling for de udgifter, som udlejer har haft til reparation og afsavn efter kollisions- eller anden skade på bilen, som lejer hæfter for jf. ovenstående bestemmelser.
        
Lejeren skal varetage BAUHAUS og dennes forsikringsselskabs interesser ved i tilfælde af uheld eller skader:

  • At skaffe navn, adresse og evt. registreringsnummer på de implicerede parter samt eventuelle vidner
  • ikke at anerkende ansvar eller skyld
  • ikke at forlade bilen uden at der er truffet fornødne forholdsregler med hensyn til beskyttelse samt endvidere at tilstille BAUHAUS udførlig beskrivelse af uheldet med situationsrids og udfylde skadeanmeldelse
  • Kontakte BAUHAUS – selv i tilfælde af småskader
  • Omgående underrette politiet, dersom en anden parts skyld skal fastslås eller hvis der er tale om personskade

Begrænsning af BAUHAUS ansvar
BAUHAUS har truffet alle forholdsregler med henblik på at undgå mekaniske fejl ved bilen. Skulle sådanne alligevel opstå, er BAUHAUS imidlertid ikke ansvarlig derfor og ej heller for eventuelle følger deraf, såsom forsinket fremmøde, omkostninger til alternativt transportmiddel mv. Reparationer må kun foretages, hvis der gives tilladelse af BAUHAUS. BAUHAUS er ikke ansvarlig for genstande, som er tabt eller glemti bilen.

Udgifter til transport, værkstedsregninger o.lign.
Uden forud indhentet tilladelse hos BAUHAUS vil eventuelle udgifter til transport, slæbning, værkstedregninger ol. ikke blive refunderet. Lejeren skal kunne referere til varehuset samt navnet på den BAUHAUS medarbejder, lejeren har talt med.    

Ændring af lejebetingelser
Tilføjelser af eller ændringer i nuværende kontrakts bestemmelser er kun gyldige, hvis disse er aftalt skriftligt.

Lov og værneting
Denne kontrakts bestemmelser skal fortolkes i overensstemmelse med dansk ret. Enhver uoverensstemmelse mellem lejer og BAUHAUS afgøres ved Retten i Århus.