Fjern husmåren, inden den flytter ordentligt ind

Husmår | Få hurtigt has på husmåren, inden den hærger dit hus | BAUHAUS

Husmåren er sød og fascinerende på afstand - men dybt anstrengende på loftet. Her støjer og hærger den nemlig løs.

 

Nattetide. Et af de få øjeblikke, hvor den flittige husejer kan få lidt fred og ro fra dagens pligter og slid. Desværre tramper overboen rundt ovenpå, og du håber, han snart går til ro. Indtil du kommer i tanke om, at du bor i étplanshus, og panikken melder sig. Hører du trin - og ingen gnaveri - fra loftet, har du nemlig sikkert fået den tvivlsomme fornøjelse af en husmårs selskab.

 

Hvad er en husmår?

Husmåren en halvstor gnaver på omtrent 70 centimeter, der til forveksling ligner et forvokset egern. Det er et rovdyr, som lever af gnavere, småfugle og æg. Egentlig burde den bo i skoven, men i de seneste årtier er den trukket tættere og tættere på os mennesker, og nu trives den ganske fint i parcelhuskvarterer. Lidt for godt, hvis du spørger de boligejere, der har haft måren boende.

Husmåren har et væld af dårlige vaner, som du ikke ønsker at lægge loft til. Den er relativt renlig, hvilket umiddelbart lyder som en fordel. Det er det dog ikke, når måren udvælger sig et hjørne på dit loft, som den udråber til toilet. Det betyder, at toilethjørnet får en hård medfart.

Derudover kan den tarvelige gnaver godt lidt at spise sine måltider i ro og mag, hvilket betyder fjer, knogler og ådsler på dit loft, som i forvejen døjer med charmen fra toilethjørnet. Nå ja, så elsker husmåren at rive din isolering i stumper og stykker, og den går da heller ikke af vejen for at kradse hul i din dampspærre, så du skal til at forholde dig til fugtskader - eventuelt af latrinær karakter.

Dét, sammenholdt med døgnrytme og betænksomhed, du normalt finder på billige hostels, er opskriften på et problematisk naboskab.

 

Hvilke tegn skal du være opmærksom på - herunder ekskrementer?

Det er normalt larmen ud på de små timer, som gør mårens tilstedeværelse synlig for husets øvrige beboere. Andre gange kan det være stanken af døde gnavere og toilethjørner, der får dig op på loftet.

Det er typisk omkring marts og april, måren begynder at mosle og pusle på loftet, for det er hér, den drægtige mår søger ind for at føde sine unger. Parringen er foregået den foregående sommer.

Hvis du er i tvivl om, om det er rotter eller mår, der holder dig vågen om natten, kan du nærstudere deres afføring. Eller måske bare studere, for der er store og åbenlyse forskelle på de tos efterladenskaber. Hvor mus og rotter drysser små riskorn eller rosin-lignende pølser ud på din isolering, ligner mårens efterladenskaber mere kattelort - tilsat fjer- og pelsrester.

Du kan også være heldig at støde på dens potespor, som til forveksling ligner lidt en kats. Den har bare markant længere klør.

 

"Det er nemt at udpege mårens afføring blandt de andre fredsforstyrere, der elsker livet på dit loft."

 

Hvordan lyder husmåren?

Måren larmer kort sagt. Både den voksne mår og dens unger buldrer tungt henover isoleringen, og det vil typisk lyde som en hurtig, glidende bevægelse. Mus og rotter kan også larme overraskende meget i et natteroligt parcelhus, men du vil oftest høre gnavelyde, hvis der er tale om rotter og mus.

 

Hvad spiser husmåren?

Måren lever som tidligere nævnt mest af gnavere, fugle og fugleæg, og netop den nemme adgang til en masse kornfede fugle fra villahaven er med til at gøre tilværelsen på dit loft tillokkende.

 

Hvilke skader kan den forårsage?

Måren kan forvolde store skader på dit loft. Den river din isolering i stumper og stykker, og den sætter din dampspærre i farezonen med sine skarpe kløer. Derudover kan dens toilethjørne give problemer af ulækker karakter - eksempelvis hvis urinen begynder at trække ned i din bolig. Du bør altid sætte hårdt ind, så snart du konstaterer mår på loftet. Jo mere den flytter ind, desto sværere er den at komme af med igen.

 

Hvordan forebygger jeg husmår på loftet?

Måren kan komme ind gennem alle huller, hvor et hønseæg kan komme ind. Derfor bør du sørge for, der ikke er huller og løse trådnet, som giver adgang til dit lokkende loft. Måren får som oftest adgang til dit loft via træer, tagrender og skure, og du kan eventuelt sætte kraver af hønsenet op hist og her, hvor du tror, kræene kravler op.

Udvalgt hønsenet

Husmåren er en snedig rad, men hvis du anvender list, tålmodighed og hønseæg, kan du måske lokke den i en fælde. 

 

Hvordan bekæmper jeg husmåren?

Der findes et væld af forskellige tips, tricks og løsninger til at blive måren kvit, men der er bred enighed om, at det kan være en hård kamp at slippe af med dem.

Det bedste råd er, at du forsøger at fange den. Det gør du med en mårfælde, som du sætter i buskadset eller langs husmuren, hvor måren færdes. Du putter et par hønseæg i fælden - det ene med hul i, og lægger lidt æg rundt i haven og bedene, så den bliver tryg ved den pludselige forekomst af gratis æg. Måren er ekstremt mistroisk, så der kan gå længe, før den går i fælden. Hvis den altså overhovedet gør det. Du skal tjekke din fælde to gange dagligt, så måren ikke lider unødigt, og du skal overveje, hvad du stiller op, hvis du fanger den. Skal den blæses til atomer, eller er du typen, der kører lidt væk og slipper den fri? I så fald bør du køre meget langt væk, for måren kan finde tilbage over store afstande.

Udvalgte fælder

Et andet trick går ud på at skræmme den væk med lys og lyd. Tænd radioen, så snart du hører den pusle, og smid gerne et stroboskop-lys derop. Det stresser nemlig måren - og forhåbentlig nok til at flytte. Det er vigtigt, at du ikke lader skidtet stå tændt hele tiden, for så vænner den sig til det.

En krig på dufte er også populært, og gamle tricks siger gazebind dyppet i hjortetakolie eller paradiklorbenzol og hængt op på spærrene skulle få måren på flyttetanker. Alternativt en skål naftalin eller salmiakspiritus hist og pist.

Endelig siger et gammel råd, at lidt minklort i låget til et marmeladeglas skulle skræmme måren væk.

Nå ja, når måren er ude, kan du puste en masse balloner op og smide op på loftet - især hvor den har sin adgang, og så skulle den blive skræmt fra vid og sans, når skidtet sprænger. Husk, at måren ikke må bekæmpes med gift, så det er festlige tiltag som musik, diskolys og balloner, der skal til. Og fælder, naturligvis.

 

Anbefalet tilbehør

FÅ NYHEDER

Tilmeld dig nyhedsbrevet og deltag hver måned i lodtrækningen om et gavekort på 1.000 kr. 

NYHEDER I DIN INDBAKKE

Tilmeld dig nyhedsbrevet og deltag hver måned i konkurrencen om et gavekort på 1.000 kr.