Lofter og vægge af gips – alt du skal vide om gips og opsætning

Gips | Lofter og vægge i gips | BAUHAUS

Hvis du skal installere en ny væg eller et nyt loft, så er gipsplader en let genvej til en snorlige løsning, der er let at tilpasse og sætte op. Der findes forskellige typer gips, og når man opsætter gips i enten vægge eller lofter, isolerer man typisk samtidig. Vi har samlet alt her, du skal vide om forskellige typer gipsvægge og -lofter samt isolering og opsætning.

Gips bruges til både vægge og lofter og bliver lavet i store plader, der er nemme at sætte op.

 

Forskellige typer gips

Når du skal arbejde med gipsplader, skal du være opmærksom på, at der findes forskellige typer gipsplader til forskellige formål. Nogle plader er særligt hårdføre, og andre har egenskaber, der gavnligt for indeklimaet og rumklang.

Almindelige gipsplader består af to lag karton, der er limet fast på hver side af lag af hårdt sammenpresset gips. Den fås både i en almindelig og letvægtsudgave.

Når du samler din gipsplader, skal du spartle pladesamlingen, så den ikke kan ses. Til det formål er det smart vælge gipsplader med forsænkede spartelkanter. I de forsænkede kanter er der plads til både armeringsstrimmel og spartelmasse.

Hvis du er erfaren i arbejdet med gipsplader, kender du nok de formbare gipsplader. Når de er gjort fugtige, kan du bøje og forme dem til det formål, du har brug for. Det kræver en smule ekspertise at gøre det, så derfor er det typisk folk, der har erfaring med gipsplader, som kaster sig ud i brugen af formbare gipsplader.

Er du på udkig efter en stærkere type gipsplade end den helt almindelige, skal du vælge fibergipspladen. Fibergibspladen består af 80 procent gips blandet med 20 procent papirfibre. Resultatet er en gipsplade, der er dobbelt så stærk som en almindelig gipsplade. Du kan læse mere om fibergips her.

Der findes også gipsplader med særlige egenskaber. Eksempelvis kan du sætte lyddæmpende gipsplader i loftet, så du undgår rumklang og dårlig akustik i dit hjem. De lyddæmpende gipsplader har små huller i sig, der gør, at lyden ikke reflekteres og spredes i resten af rummet. Dette modvirker rumklang.

Der er også gipsplader, der er særligt anvendelige i vådrum. Du kan ikke bruge almindelige gipsplader på badeværelset for eksempel, da gipspladerne suger vand til sig, og det kan give fugtskader og skimmelsvampeangreb. En gipsplade til vådrum er imprægneret med silikone, så de kan modstå fugten og bære tungere materialer som fliser, der bliver brugt i stor stil på badeværelser og i køkkener, hvor der er vådt.

 

Opsætning af gipsvægge

Når du skal opsætte en gipsvæg, skal du bruge et skellet. Her anbefaler vi, at du vælger et stålskelet, da det ikke vejer særlig meget, og du er sikker på, at skelettet er helt lige. Du kan også vælge at bruge et træskelet, men her har du med et levende materiale at gøre, og derfor kan du ikke være sikker på, at det er helt så lige og præcist som stålskelettet. Det ændrer sig også en smule med årstiden. Når der er varmt og fugtigt, fylder træet lidt mere, og når det er tørt om vinteren, vil det fylde lidt mindre. Den variation i skelettet kan føre til sætningsskader på din gipsvæg. Derudover kan et stålskelet ikke brænde.

Når du laver skelettet til gipsvæggen, må der som tommelfingerregel ikke være mere end en halv pladelænge mellem hver stolpe. Det vil sige, at er dine gipsplader 90 centimer lange, skal der være maksimalt 45 centimeter imellem hver stolpe.

Det virker måske logisk og som en selvfølge, at man skal isolere sin væg godt, hvis man lægger gips på en kold ydervæg. Men selv hvis gipsvæggen monteres som skillevæg, skal du isolere den. Den holder selvfølgelig bedre på varmen i huset af den årsag, men mineralulden hjælper også med lydisoleringen.

Jo flere lag gips du bruger, jo bedre er det. Selvfølgelig skal du ikke gå til ekstremerne, men hvis du bruger to eller tre lag gips, uanset om det er til loftet eller til væggen, kan du være tryg ved, at din løsning holder. Især hvis du vil hænge noget op. Med et lag af flere gipsplader vil væggens styrke blive betragteligt forstærket, og det er jo en fordel, hvis du vil montere hylder på væggene eller hænge lamper og andet op i loftet.

Du kan læse meget mere om opsætning af gipsvæg lige her.

 

Opsætning af gipsloft

Lige som med gipsvæggen skal gipsloftet monteres på et skelet af træ eller metal. Vi anbefaler, at du bruger metal, da det er stærkere og ikke giver sig i takt med temperatur og fugtniveau. Et sådant skelet kaldes også en spredt forskalling.

Husk at altid at få lagt en dampspærre mellem loftet og gipspladerne. En dampspærre sørger for, at den varme luft ikke fiser lige ud til gråspurvene, samt at fugten ikke sætter sig skjulte steder i dit hjem. Det er meget vigtigt, selvom det ikke er fokus her.

Det vigtigste værktøj, du skal bruge til at sætte et loft med gipsplader op, er en gipspladehejs, der hjælper med at holde gipspladerne mod loftet, så du kan skrue dem fast og bruge begge hænder.

Du skal altid montere de hele plader først. Hvis du skal brække af eller tilskære dine gipsplader, skal de beskårede plader monteres efter de hele plader. Det er nemlig nemmere at skære lidt af en afskåret plade end en hel, hvis denne monteres sidst. Hvis du altså er kommet til at skære lidt skævt, eller det bare ikke passer, som du regnede med.

Det er altid – ligesom med gipsvæggen – bedst at montere to lag gipsplader på loftet. Det er bare vigtigt, at lagene ligger forskudt af hinanden, så der ikke er overlap mellem samlingerne.

Hvis du efterlader cirka en halv centimeter mellem pladerne og væggen, kan du efterfølgende fuge mellemrummet med akrylfugemasse. Dermed bliver loftet helt tæt.

Som afslutning spartler og maler du gipspladerne, så du ikke længere kan se samlingerne. Vil du vide mere om montering af gipslofter, kan du finde det her.

 

Værktøjer til at arbejde med gips

Til at arbejde med gipsplader skal du anvende bestemt værktøj, så du ikke risikerer at ødelægge pladerne, mens du arbejder med dem. Når du skruer dine gipsplader fast, skal du anvende særlige gipspladeskruer, der beskytter kartonen med sit trompetformede hoved. Når du skruer dem i, skal de så dybt, at der kan spartles over dem, men du må aldrig skrue dem så langt i, at kartonen på gipspladerne går i stykker. Det kræver lidt snilde. Du kan vælge at købe eller leje en gipsskruemaskine, hvis du ikke er tryg ved selv at skrue skruerne i i den rigtige dybde.

Det afhænger også af, hvor langt du i processen med at opsætte gipsvæg eller -loftet. Knive, høvle og kantskærere er nødvendige i starten, hvor du tilpasser dine plader. Til at montere skal du bruge den ovennævnte gipspladeskruer og gipspladehejs til at holde pladerne mod loftet. Pladesakse og cirkelskærere kan du også få brug for.

Ekstra tilbehør til selve pladerne er eksempelvis hjørneforstærkning. Gipspladerne er desværre ikke særligt stærke, og derfor er de sårbare overfor stød og slag. For at undgå skader kan du montere en hjørneforstærkning, der er en metalskinne, du lægger rundt om pladen og dækker med spartelmasse. Dertil kan du bruge en hjørnehammer, som du let kan bruge til at fæstne skinnen til gipshjørnet.

FÅ NYHEDER

Tilmeld dig nyhedsbrevet og deltag hver måned i lodtrækningen om et gavekort på 1.000 kr. 

NYHEDER I DIN INDBAKKE

Tilmeld dig nyhedsbrevet og deltag hver måned i lodtrækningen om et gavekort på 1.000 kr.