Guide: Få mere ud af dit bryggers

Bryggers | Orden i bryggerset giver ro i sjælen | BAUHAUS

Ordet bryghus er lige så rart og festligt, som ordet bryggers er usexet. Ikke desto mindre er det, hvad bryggers kommer af. Bryghuset var en fast bestanddel af et godt hus helt tilbage fra middelalderen, hvor rummet blandt andet tjente som grovkøkken, vaskehus og -ja, bryggeri. I dag er bryggerset vel nærmest et monument over middelklassen, og funktionerne er stadig i retning af vask og grovkøkken - men det står småt til ølbrygningen for de fleste.

I de gode gamle dage tilbage i 1970'erne, da vi holdt på formerne, havde husene typisk to indgange. En pæn entré og en bryggersindgang, hvor fodtøj og beskidte børn kunne bankes af, inden de skulle ind i de pæne stuer. I nybyggeri bliver entréerne efterhånden sløjfet, mens bryggerset stadig går sin sejrsgang. Det er nemlig et fantastisk rum, som vel næsten er uundværligt for de fleste børnefamilier. I mange huse er bryggerset ved at være en udtjent størrelse, og du kan nemt bringe det praktiske rum op til nye højder, uden det skal koste dig en formue.

Ordnung muss sein. Det er i hvert fald rart, når dit bryggers ikke vælter i rod, vasketøj og rør, du ikke aner hvor fører hen. Du kan vælge at pakke bryggerset ind eller omfavne den potentielle grovkøkken-hygge.

 

Find dit behov

Du bør overveje, hvad du bruger dit bryggers til nu, og hvad du drømmer om i fremtiden. Er det tøjvask og opbevaring, du vil have, behøver du ikke nødvendigvis alverdens bordplads, mens du bør tænke mere i den retning, hvis du gerne vil kunne bruge det som grovkøkken. Er bryggerset husets entre, skal det være nemt og bekvemt at komme af med overtøj og sko, mens opbevaring og funktioner bør være gemt godt af vejen.

For mange er drømmen at kunne gemme rod og funktioner langt væk, så gæster og beboere ikke skal konfronteres med bryghusets funktioner. Her er skydedøre en god løsning.

 

Udnyt kvadrat kubikmeterne i dit bryggers

Det er alfa og omega at få udnyttet pladsen godt i dit bryggers, for det er sjældent, der bliver mindre ragelse i huset som årene går. Det er også svært at forestille, at du inddrager mere bolig til bryggersbrug, selvom behovet måske er til det.

Der er, hvad der er af plads, og det kan endda være rigtig svært at udnytte pladsen i et bryggers optimalt, for der er ofte nogle faste installationer, som det både er dyrt og svært at flytte rundt på. Det kan være rørføringer, teknikskabe og vandvarmere, og ofte er der ikke rigtig noget at stille op med dem. Måske har du også en fryser, der skal være plads til.

Blandt andet er det derfor, det er vigtigt, du kender dine behov. Er dit bryggers mere eller mindre bare en kombination af vaskerum og entré, kan du nøjes med en smule bordplads til at folde tøj på. Ja, hvis du da ikke har en kummefryser, der kan bruges. Resten af pladsen er godt brugt på høje skabe fra gulv til loft, og du kan spare en del plads på at sløjfe håndvasken.

Husk, at skydelåger sparer på pladsen, og at skuffeskabe er effektive og gode til overblikket, når du er under hoftehøjde. Gem gerne vaskesøjlen bag en låge, og hæv med fordel arbejdshøjden. Pladsen under maskinerne kan jo bruges til opbevaring.

Vil du have mulighed for at bruge bryggerset som grovkøkken, bør du prioritere noget mere bordplads, ligesom du naturligvis bør bevare en vask. Det er et oplagt valg, hvis du har køkkenhave eller får mange grøntsager med jord på, som du helst ikke skal have ind i dit rigtige køkken. Røremaskiner, sous vide-apparater, dehydratorer og andre dejlige køkkengrejer er også rare at få ud af køkkenet, hvis pladsen bliver trang.

Den ekstra bordplads kan også være en fordel for småbørnsfamilier, for det er oplagt at have pusleplads i bryggerset, hvor der er rindende vand - og ikke mindst nemt at tørre op. Det er oplagt at stille de hårde hvidevarer under bordpladen, så dine eventuelle højskabe kan forblive skabe.

Når du bygger bryggers, kan du med fordel tænke i kubikmeter frem for kvadratmeter, og kom godt i højden med skabene. Uanset hvordan du vælger at indrette dig, kommer du nok til at skulle save lidt i dine skabe, så der bliver plads til installationer og den slags.

 

"Porebeton, eller gasbeton, er et fantastisk materiale til dit gør-det-selv-bryggers. Det er pænt, stabilt og nemt at tilpasse."

 

Kom nemt og billigt til et nyt bryggers

I nedenstående scenarier går vi ud fra, at dit bryggers har fliser og klinker, der ikke får dig til at miste appetitten. Skal du til at lægge nyt gulv, bliver projektet sandsynligvis ikke særlig nemt - eller billigt. Husk, at bryggers er et vådrum, så der skal vådrumssikres, hvis du brækker gulvet op.

Et lukket bryggers er en god idé, hvis bryggerset de facto er husets entré. Går du op i den slags petitesser om anstændighed, bør du gemme alt, hvad gemmes kan bag skydelåger og deslige. Så slipper dine gæster blandt andet for at blive konfronteret med husstandens undertøj. Her kan du eksempelvis overveje en skydedørsløsning, der helt og aldeles kan tilpasses dine bryggersmål og behov for opbevaring.

Et åbent bryggers er en god idé, hvis du vægter funktion over form. Hvis du ønsker løsningen med masser af bordplads, kan du komme temmelig billigt omkring det. Eksempelvis kan du få en charmerende stemning med elementer af porebeton og træ med en flot træbordplade som prikken over i'et.

Porebeton, eller gasbeton, er et meget nemt materiale at arbejde med, og du kan tilpasse betonpladerne med en gasbetonsav. Du kan også nemt spartle og male pladerne, så de bliver pæne i finishen. Det er en god idé at tegne dit bryggersmøbel ret nøjagtigt, inden du går i byggemarkedet, så du er sikker på, at du får den rette mængde i den rette størrelse. Husk i øvrigt, at en dyb vask er god at have i bryggerset, hvor der også er plads i forhold til underskabet. En dyb vask gør nemlig tilværelsen nemmere, når du skal lægge tøj i blød, vaske mudrede gummistøvler og fylde eller rengøre store gryder.

Er der børn i huset, er der gode odds for, at de kommer til at tilbringe en del tid med at få tøj af og på, og du kunne overveje, om en eventuel bar væg skulle byde på lidt skæg og ballade med et fototapet. Det kan også tage brodden af vaskerumsstemningen.

FÅ NYHEDER

Tilmeld dig nyhedsbrevet og deltag hver måned i lodtrækningen om et gavekort på 1.000 kr. 

NYHEDER I DIN INDBAKKE

Tilmeld dig nyhedsbrevet og deltag hver måned i lodtrækningen om et gavekort på 1.000 kr.