Indbrudssikring: Få tyven til at opgive sit ærinde

Indbrudssikring | Sådan undgår du indbrud | BAUHAUS

 

Det er svært at forestille sig, hvor krænkede det egentlig er at have indbrud, før du har prøvet det. Fremmede, der invaderer jeres fredelig hverdag og vælter dit hjem og intime gemmer på hovedet for stjæle ting og minder, der enten er værdifulde eller uerstattelige. Det er en skrækkelig følelse at stå som offer for et indbrud, og det er sikkert og vist, at du ville ønske, du kunne have forhindret det.

Kriminaliteten i Danmark er faldende, og det gælder heldigvis også indbrud, hvor vi er ved at nå et niveau, vi ikke har set i mange år. Det betyder dog ikke, at vi kan læne os tilbage, for vi har stadig suverænt Europa-rekorden i indbrud i private hjem. Det er der flere forklaringer på.

Dels har vi en høj levestandard i Danmark, så der er for det meste noget at komme efter for tyvene. Derudover har vi en høj andel af kvinder på arbejdsmarkedet - og derfor en masse tomme huse i dagtimerne, ligesom vores glæde for at bo i villaer, hvor tyvene ofte kan arbejde uforstyrret, heller ikke trækker i den rigtige retning. Endelig er det relativt risikofrit at begå indbrud i Danmark, for kun 3,5 procent af indbruddene ender i sigtelser. Ender sigtelsen i en dom, er straffen heller ikke så hård, at det afskrækker tyvene.

Det er meget svært at komme med et klart billede på, hvem der begår indbruddene i Danmark, for langt de fleste er som sagt uopklarede. I sigtelserne står unge, danske mænd for fire ud af fem indbrud, men om det afspejler virkeligheden, eller at udenlandske kriminelle lettere slipper udenom, er svært at sige.

 

Hvor og hvornår er der flest indbrud?

Københavnske og Nordsjællandske kommuner er hårdest ramt af indbrud, men det skal nok især ses som et udtryk for, at større byer og villakvarterer er hårdere ramt, end man er i småbyer og på landet. Det skyldes blandt andet, at det er nemmere for tyvene at arbejde ubemærket i disse områder, hvor det er nemmere at forsvinde i menneskemængden. Næsten 84 procent af alle indbrud sker i enfamilieshuse.

Det Kriminalpræventive Råd har opgjort, hvornår tyvene er travlest, og det vil måske overraske nogle, at aftenerne også er usikre. De fleste indbrud, og det vil sige godt halvdelen, bliver begået i dagtimerne, mens en fjerdedel faktisk bliver begået i aftentimerne.

Fredag er den travleste dag på ugen, de mørke måneder er de travleste på året, og det er ikke overraskende i ferier og i juledagene, at indbruddene topper.

 

Alarmsystemer har ingen bevist effekt, hvis de står alene, men de kan være et godt supplement. Især hvis du vælger en løsning med kameraovervågning.

 

Værd at vide om alarmer

Det Kriminalpræventive Råd udgav i 2017 en 84 sider lang rapport om tiltag mod indbrud. Her er rapporten meget forsigtig i forhold til at love, at du kan læne dig tilbage på ferien, bare fordi du har installeret en alarm. Det er nemlig ikke dokumenteret, at alarmer alene har en positiv effekt, og det er sandsynligvis et tiltag, der ikke kan stå alene.

Der findes flere alarmtyper på markedet, du kan overveje at investere i.

  • Den klassiske alarm, der er tilknyttet et vagtselskab, der så rykker ud, når alarmen går. Her betaler du for installation og et månedligt abonnement på typisk 3-600 kroner.
  • Alarmen, der støjer og tiltrækker opmærksomhed - men ikke tilkalder nogen ellers. Den koster anskaffelsen og eventuel installation.
  • Alarmer, der støjer og sender elektronisk besked til dig og eventuelle naboer om, at Fanden er løs i Laksegade. Vores startpakker koster 1.000-1.700 kroner - plus eventuel installation og SIM-kort til 280 kroner årligt.

Uanset alarm-pakke er det værd at overveje at vælge en løsning med kamera. Dels får du bevismateriale, og dels får du mulighed for at give politiet et signalement af tyven, mens indbruddet står på, og det ved tyven. Det kan derfor have en afskrækkende effekt.

 

Sådan sikrer du dine døre

Skalsikring er det vigtigste, når det gælder om at undgå indbrud. Skalsikring hentyder til døre og vinduer, og dørene er absolut vigtige her, for én ting er adgangen, noget andet er udgangen, når tyven har forsynet sig og skal ud med kosterne igen.

En indbrudssikret hoveddør er et godt udgangspunkt, og sådan en kan modstå indbrudsforsøg i minimum tre minutter. Det er en evighed i indbrudstid, og tyven er meget sårbar, når han står og brækker højlydt løs. Indbrudssikrede døre kan sagtens være dét, der får ham til at springe dit hus over.

Er døren ikke indbrudssikret, er det vigtigt, at den i det mindste er solid og sidder godt fast og slutter tæt om karmen. Dine låse bør også være moderne og bore/dirkefri, ligesom låseriglen mindst bør gå to centimeter ind. Du kan også overveje, om du skulle have en ekstra lås - monteret cirka 40 centimeter over den eksisterende. Overvej også, om du skal have en løsning uden vrider, så tyven ikke kan åbne døren indefra, hvis det lykkes ham at komme ind.

Yderdøre er mere end bare hoveddøre, og kælderdøre samt havedøre er også meget udsatte. For kælderdørene gælder sådan set det samme som for hoveddørene, og en terrassedør kan gøres mere sikker ved at give den et elektronisk dørgreb, der kræver kode for at kunne åbnes. Så er det nemlig ikke nok bare at baldre en rude.

Her kan du finde nye låse, låsecylindre og dørgreb til terrassedørene, og her kan du læse, hvordan du skifter en låsecylinder.

Det kan svare sig at gennemgå dit hus grundigt og se det med tyvens øjne. Er der svage punkter, og er døre og vinduer nogenlunde tyverisikrede? En god skalsikring er noget af det mest effektive, du kan gøre som tyverisikring.

 

Sådan sikrer du dine vinduer

Indbrudssikre vinduer er i allerhøjeste grad også med til at afskrække tyven, ligesom sikringsbeslag kan besværliggøre indbruddet så meget, at han opgiver sit foretagende. Det vigtigste er dog, at dine vinduer er i god stand og hermetisk lukkede, når du ikke er hjemme.

 

Andre forbehold, du kan tage

Nabohjælp er helt sikkert én af de ting, der gør livet svært for tyvene. Snak med naboerne, fortæl hinanden, når I ikke er hjemme, og hils på mistænkelige personer i nabolaget. Spørg eventuelt, om de har brug for hjælp, hvis de virker meget interesserede i husene.

Installér en sensor, så din indkørsel eller kælderskakt bliver lyst kraftigt op, når der er bevægelse. Det fjerner tyvens mulighed for at arbejde i skjul af mørket, og det kan sagtens få ham til at søge videre.

Klip og beskær træer og buske (og plankeværk), så tyven ikke kan stå i skjul. Det er ærgerligt, at det skal være sådan, men det kan være nødvendigt.

Hav aldrig værktøj, stiger og haveredskaber liggende fremme, som tyven kan bruge. Der går nemt MacGyver i den, når tyven har en spade, lidt snor og en grensaks til rådighed.

Omfavn kaosset, og lad have og køkken rode lidt, så tyven er i tvivl om, om I virkelig har efterladt huset i den tilstand.

Skjul værdierne, eller træk gardinerne for. PH-lamper og Ægget-stole er smukke, men de er også indbrudsmagneter.

 

FÅ NYHEDER

Tilmeld dig nyhedsbrevet og deltag hver måned i lodtrækningen om et gavekort på 1.000 kr. 

NYHEDER I DIN INDBAKKE

Tilmeld dig nyhedsbrevet og deltag hver måned i lodtrækningen om et gavekort på 1.000 kr.