Rullespartel gør det nemt at fuldspartle

En fuldspartlet væg har et flot og ensartet udtryk, og det er et rigtig godt udgangspunkt, når du skal male den. Fuldspartlet betyder, at hele væggens overflade får et tyndt lag spartelmasse, og betegnelsen skal ses i forhold til en pletspartling, hvor det kun er revner, skruehuller og samlinger, der får en omgang.

Det kræver til gengæld et godt håndelag at fuldspartle en væg, hvis resultatet skal blive godt, og det kræver både tid og øvelse. Det er ikke sikkert, du har det, når husets vægge ser trælse ud, men så er det heldigvis godt, der findes rullespartel.

Hvad er rullespartel?

Rullespartel er spartelmasse, der er lidt tyndere i konsistensen, så du kan rulle den på med en malerrulle. Så slipper du for at skulle stå og trække massen på med bredspartler. Slipper er måske så meget sagt, for faktisk er det ret svært at spartle, selvom håndværkerne får det til at se legende let ud.

Det er alt andet lige noget nemmere og hurtigere at få spartelmassen godt fordelt med malerrullen, hvis du er glad amatør. Eller professionel, for den sags skyld.

Fordele ved rullespartel?

Der er mange fordele ved at bruge rullespartel, og den største er nok, fra et gør-det-selv-synspunkt, at det er nemmere at arbejde med end den klassiske spartelmasse. Det er nemmere at påføre massen med malerrullen, det er nemmere at få massen til at hæfte på væggen, og det er nemmere at glatte bagefter.

Altså, hvor det måske er eksotisk for de fleste at trække en luftig masse på en lodret væg, er det mere i velkendte farvande at betjene en malerrulle. Den tyndere og lidt mere klæbrige masse betyder også, at du i højere grad undgår problemer med, at skidtet ikke rigtigt vil hænge fast på væggen.

Endelig har du den fordel, at et tyndt, jævnt lag er nemmere at glatte ud end ét, der er tykt og ujævnt. Som eksempelvis et lag, der er påført af en panikslagen amatør. Har du et glat og flot resultat, skal der også slibes mindre, når væggen er tør, og det bliver du og din trætte krop glade for i længden.

Relaterede produkter

Sådan bruger du rullespartel

Først skal vi sikre os, at dine vægge er klar. Er der eksempelvis tale om nye gipsvægge, skal alle skruehuller spartles ud, ligesom samlingerne også skal have en omgang. Husk armeringsbåndet i samlingerne, så du undgår revner senere hen.

Har du gamle vægge, skal de også gøres klar. De skal være rene og fri for ujævnheder, og du bør overveje at fjerne gammelt tapet. Det kan være, det er sat op med vandopløseligt tapetklister, og der er altså en god del fugt i din rullespartel, så du risikerer, tapetet og dermed den fine, nye væg løsner sig.

Når væggen er klar, finder vi vores grej frem. Vi skal bruge rullespartel, en god malerrulle med teleskopstang, en lille malerrulle til kanterne, en god, bred spartel og en mindre til finpudseriet.

Hvis du bruger ny rulle, kan du med fordel fjerne fnug og løse hår. Træk dem ud, eller vask rullen godt. Når du går i gang, kan det godt tage lidt tid, før rullespartlen trænger ordentligt ind i rullen, så tage dig gerne god tid med at gøre den godt våd.

Arbejd med et mindre felt af gangen, måske et par meters bredde, så du ikke risikerer, at din masse tørrer ud, før du er færdig. Brug en lille rulle rundt i kanterne først, for det gør det hele lidt nemmere. Brug en stor rulle til de større felter, og påfør et godt, jævnt lag på væggen. Skal nabovæg og lofter også have en omgang, kan du se lidt mere stort på det hele og anvende den store rulle hele vejen rundt.

Nu skal den glattes ud, din spartelmasse, og her skal du have fingrene i din brede spartel. Sørg for, at redskaberne er helt rene, så gamle rester ikke trækker striber rundt i din fine væg. Start med at glatte en lodret stribe i cirka 20 centimeters bredde ud fra væggen, så du ikke skal derind og fedte med dine store, bløde bevægelser. Herefter trækker du spartel rundt på væggen i lange, jævne træk.

Det er især i forbindelse med, at du starter, stopper og vender, at der risikerer at komme hak og deslige i finishen, og du bør så vidt som muligt undgå for store svipsere. Hvis du er usikker, kan du starte med at trække din spartel ned langs væggen i en næsten lodret vinkel. Stop, når bevægelsen ikke længere er naturlig, og tag den nederste del ved at trække spartlen opad.

Det er vigtigt, du sætter værktøjet på med en spids vinkel i forhold til muren, så du glatter spartlen ud og ikke trækker den af væggen igen. Småfejl og den slags skal du ikke stresse alt for meget over, for det kan for det meste klares med den efterfølgende slibning.

Det er altid rart med godt grej til opgaven, og det er hårdt arbejde at slibe vægge, så du kan med fordel overveje at se, om du kan få fingrene i en girafsliber.

Når din rullespartel er tørret, skal du slibe let efter med fint sandpapir. Det er oplagt at få fat i en god håndsliber eller slibeklods med skaft til arbejdet. Har du flere vægge, bør du overveje at skåne dig selv lidt og leje en elektrisk girafsliber. Det er nemlig hårdt arbejde at rulle, spartle og slibe, og du bliver sandsynligvis mindet om muskelgrupper, du havde glemt alt om.

Slib væggen i store, cirkelformede bevægelser, så du ikke kommer til at slibe for dybt. Når du er færdig med slibearbejdet, er væggen sandsynligvis godt og grundigt fedtet ind i støv, og det skal du børste grundigt væk, inden du går videre processen. Hvad du ønsker at tapetsere, sætte filt eller væv op eller bare male direkte på din fine, fuldspartlede væg.

Andre guides

 

Kontakt kundecenteret

Åbent alle dage indtil kl. 20
 
 

Returneringer og reklamationer

Læs mere om, hvordan det fungerer
Luk
Føj til favoritter

Føj til favoritter

Ved at tilføje produkter til Favoritter, kan du nemt få et overblik over udvalgte produkter!

Log ind eller opret konto