Sådan beskærer du dit æbletræ


For mange haveejere er æblehøsten mere til glæde for fuglene og græsplænen, da frugterne er små, smagløse og svært tilgængelige. Det er der heldigvis råd for. Hvis du beskærer dit æbletræ korrekt, kan du få en høst af højere kvalitet – som du kan nå fra jorden.

Hvorfor skal jeg beskære mit æbletræ?


Der er flere grunde til, at det kan være en god idé at beskære dit æbletræ, men det er som oftest af æstetiske og praktiske hensyn, når folk griber til saksen. Især det sidste, for hvis du har et æbletræ i haven for at kunne forsyne dig med æblekage, -most, -cider, -vin og gode spiseæbler, er du nødt til at sikre bedst mulige betingelser for frugterne. Og her kommer din beskærersaks ind i billedet.

Det er nemlig vigtigt, at der kommer lys og luft ned i trækronen og på træets frugter – blandt andet for at give æblerne farve. Hvis der er for mange frugter på træet, betyder det også ofte, at de bliver af en ringere kvalitet. De fleste vil hellere have færre, men bedre æbler.

Endelig er det bare nemmere at nå de lavthængende frugter, hvis vi skal se helt lavpraktisk på det. Det giver en bedre høst, hvis du kan plukke dine æbler, når de er perfekt modne – i stedet for at vente på, de ender som ringere nedfaldsfrugter.

Det er dog uhyggeligt vigtigt, at du beskærer med den allerstørste respekt for træet. Det er træets overlevelsesmekanisme, du klipper i, og du risikerer altid, at svamp finder vej til træet åbne sår. Det er derfor langt bedre at beskære for lidt end for meget. Du risikerer simpelthen, at træet ikke overlever, hvis du bliver for ivrig med saks og sav. Når det så er sagt, skal du ikke holde dig tilbage – hvis bare du ved, hvad du laver.

Hvordan skal jeg beskære mit æbletræ?


Hvis du vil være sikker på et godt resultat, kan du følge denne fremgangsmåde, når du beskærer dit æbletræ.

  1. En god tommelfingerregel siger, at vandrette grene bærer mest frugt. Det er et godt udgangspunkt at tage, når du skal beskære dit æbletræ.
  2. Derefter bør du beskære dit æbletræ med så få snit som muligt. Det vil sige, at det er en fordel, hvis du fjerner få, større grene i forhold til, hvis du klipper en masse mindre af. Det skyldes nemlig, at træet sætter en masser nye skud dér, hvor du har klippet gamle grene af.
  3. Skuddene skal du fjerne med det samme, inden du får en masse grene, der peger lodret op i luften. De kaldes vanris, og de tager saft og kraft fra dine æbler. De ser i øvrigt også herrens ud.
  4. Beskær dér, hvor grenene forgrener sig. Det er en god idé, så træet ikke får sendt saft og energi rundt i stubbe og 'blindgyder'. I stedet for kan den tilbageblivende gren få tilført al saften og kraften.
  5. Når du lægger dit snit, skal du gøre det lige uden for grenkraven. Det er den, der ligner en lille ring eller elastik ved grenens udspring. Hvis der ikke er en tydelig grenkrave, skal du stadig skære lige uden for det sted, hvor den burde have siddet. Hvis du får lagt dit snit rigtigt, skal træet nemlig bruge langt færre kræfter på at hele. Det er også meget vigtigt, at du ikke rammer grenkraven, for så heler "såret" nemlig ikke.
  6. Brug altid rent og skarpt værktøj, når du beskærer.

Relaterede produkter

Hvilke grene skal jeg beskære?


Det er en god idé at lægge dine snit, så du kommer af med flest mulige lodrette grene. Derudover er det vigtigt, at der er er lys og luft til æblerne, så beskær de grene, der "generer freden" i trækronen mest. Du bør kun beskære grene, der har en diameter på under 10 centimeter – med mindre du har en rigtig god grund til andet. Det kan nemlig være svært for træet at hele et sår, der er for stort. De lidt større grene skal tages med en grensaks, mens de største grene skal tages med en grensav. Det er vigtigt, du bruger det rette redskab, så snittet bliver så fint som muligt.

Forskel på unge og gamle æbletræer?


Der er stor forskel på, hvordan nye og gamle æbletræer skal behandles. Et nyplantet æbletræ skal typisk have et par snip - og så et par års hvile, indtil det begynder at bære godt med frugt. Når du beskærer dit nyplantede æbletræ, bør du klippe knap halvdelen af krongrenene af, så kronen bliver så kompakt som muligt. Derefter skal saksen som sagt pakkes langt væk.

Et gammelt æbletræ kan have mange forskellige former, så her er det straks værre at give tommelfingerregler. Udover at beskære lodrette grene og sørge for lys og luft til kronen, naturligvis.

Hvornår skal jeg beskære mit æbletræ?


Der har længe været ligeså mange holdninger til, hvornår man skal beskære sine æbletræer, som der er indehavere af æbletræer og beskærersakse. Der er dog mere og mere, der tyder på, at træet har bedst af at blive beskåret i perioden mellem juli og september. Mange hælder til, at du beskærer dit æbletræ i august, for her er træet i vækst. Derfor heler træet hurtigere, og med blade på træerne er det også nemmere at fornemme resultatet af din flid. Hvis du beskærer dit træ i august, slipper du også for mange af de nye skud, du ville have fået, hvis du havde beskåret træet tidligere.

Hvor ofte skal jeg beskære mit æbletræ?


I princippet bør du beskære dit æbletræ hvert år, hvis du vil sikre dig, at træets form og frugternes kvalitet lever op til dine forventninger. Det er dog aldrig en god idé at beskære bare for at gøre det, så gør dig nogle tanker om, hvad du vil med beskæringen, inden du går i gang. Måske kan du faktisk slippe for at klippe og save i dit kære træ og i stedet udtynde det.

Skal du udtynde dit æbletræ i stedet?


Okay, du slipper måske ikke helt for at begå vold på dit æbletræ, men det er langt mere skånsomt at udtynde end at beskære. At udtynde går i al sin enkelthed ud på, at du rydder op i mængden af æbler på træet. Der må nemlig ikke være for mange æbler i forhold til blade, for så får frugterne ikke sukker nok. En tommelfingerregel siger, at der skal være ti blade per æble, hvis du vil have fuld fart på smagen. Derudover bør der være i omegnen af ti centimeter mellem æblerne.

Du kan både bruge en saks eller fingrene til at fjerne de overskydende æbler, men med en saks får du renere snit. At udtynde et æbletræ er et stort og omhyggeligt arbejde, men det kan have langt større betydning for kvaliteten af din æblehøst end en egentlig beskæring.

Hvad skal du bruge til at beskære dit æbletræ?

Det kan ikke understreges nok, at det værktøj, du bruger, skal være uhyggeligt skarpt. Rent og skarpt, hvis træet skal have en chance. Det er vigtigt, at snittet bliver jævnt og rent, så træet kan hele så nemt og hurtigt som muligt. Et ujævnt og beskidt snit øger nemlig risikoen for svamp betydeligt.

Andre guides

 

Kontakt kundecenteret

Åbent alle dage indtil kl. 20
 
 

Returneringer og reklamationer

Læs mere om, hvordan det fungerer
Luk
Føj til favoritter

Føj til favoritter

Ved at tilføje produkter til Favoritter, kan du nemt få et overblik over udvalgte produkter!

Log ind eller opret konto