Sølvfisken - Et gammelt og harmløst skadedyr

Sølvfisk | Hold badeværelset rent og tørt, og undgå sølvfisk | BAUHAUS

Sølvfisken, det prægtige dyr, har været på planeten i cirka 400 millioner år, og den har ikke ændret sig spor - bortset fra, at den altså nu holder til på badeværelser.

 

Der er ikke noget, der kan fjerne glæden ved et toiletbesøg, som hvis du ud af øjenkrogen kan se noget pile i skjul, når du tænder lyset. Det er ikke desto mindre hverdagen i mange danske badeværelser, når sølvfiskene er flyttet ind. Det er dog heldigvis et relativt harmløst dyr - så længe de bliver på badeværelset.

 

Hvad er sølvfisk?

Sølvfisk er tudsegamle. På alle måder. Arten er en af de første landlevende dyr, og den ligner definitionen af et forhistorisk dyr. De fleste andre smådyr af det design er i dag blevet til kridt. Som art har den tilbragt 400 millioner år på kloden - uden at ændre sig en tøddel. På individniveau kan sølvfisken blive op til otte år gammel, hvilket er temmelig uhørt for et dyr på den størrelse. De fleste bliver dog omkring fire år.

Der findes sølvfisk de fleste steder på jordkloden, og de er vel nogle af de mindst skadelige skadedyr, vi har. Til kuriositeterne hører sølvfiskenes parring, hvor hannen - efter ivrig vibrering med halen op ad hunnen - udløser på dit gulv. Sæden tager hunnen så til sig og lægger tre snese befrugtede æg, hvorefter næste generation af sølvfisk melder deres ankomst 2-8 uger senere. Den voksne sølvfisk, eller sølvkræ, bliver typisk 1-1½ centimeter lang.

Sølvfisken har en også forhistorisk fætter, der er typisk bliver dobbelt så stor og har skiftet sølvhammen ud med en brunlig af slagsen. Den kalder vi ovnfisken, og den adskiller sig ikke betydeligt fra sølvfisken - set med husejerbriller. Den er glad for varme, men fugt giver den ikke alverden for. Derfor skal den typisk findes i varme, tørre rum som fyrrum og den slags.

I de varme lande kan sølv- og ovnfisk fint klare en tilværelse i det fri, hvor de lever under sten og deslige, men på vores breddegrader må de inden døre, hvis de skal overleve. Og det er altså derfor, du støder på dem fra tid til anden.

 

Hvor kommer de fra?

Sølvfisken kommer oftest ind i huset som blind passager via varer og papkasser, og når de først er her, får de hurtigt rodfæste. I hvert fald hvis betingelserne er gode. Sølvfisk elsker nemlig varme, fugtige rum, og her er vores badeværelse, køkken og bryggers ofte leveringsdygtigt. Kan du tilbyde et rum med en temperatur på 21-29 grader og en relativ luftfugtighed på 70-100 procent, er sølvfisken godt tilfreds.

Om dagen bor sølvfisken i små revner og sprækker i gulvet, og når mørket falder på, har vi balladen med de pilende fortidslevn. Sølvfisk ses ofte omkring afløb, men det er faktisk ikke dér, de bor eller kommer fra. Det er dog typisk hér, de spiser.

Sølvfisken er nogenlunde harmløs, med mindre den finder vej til dine frimærkesamlinger og fotoalbum. Den lever nemlig af stivelse, som den typisk finder i sæberester, lim og papir.

 

Hvad spiser de?

Sølvfisk er altædende, og de går efter alt med stivelse i. De lever typisk af skæl, hår og andet ulækkert, der samler sig ved dit afløb, men de er også ret glad for papir, lim, sukker og tekstiler. Det er dog også oftest, når menuen står på andet end vores aflagte skæl, at problemerne med sølvkræet opstår.

Der går nemlig skrækhistorier om spiste frimærkesamlinger, fotoalbum og brudekjoler, og det er absolut også en risiko, hvis du har sølvfisk i huset. De vil dog for det meste være i dine vådrum, da det er her, der er varmt og fugtigt. I vådrummet er det oftest toiletpapir, tapet og tapetklister, der er på menuen - og dermed i farezonen.

 

Hvordan forebygger jeg sølvfisk?

Først og fremmest bør du tage det til efterretning, hvis du har mange sølvfisk. Det kan nemlig være et tegn på, at du har det for fugtigt i huset, og du bør især være på vagt, hvis de begynder at vise sig udenfor vådrummene. Altså, et par stykker i bryggers og badeværelse er ikke noget at tage på vej over, men du bør undersøge situationen nærmere, hvis du har mange.

Som sagt er fugt og varme det vigtigste at forholde sig til, og her bør du sætte ind, hvis du vil være sølvkræene kvit. Er dit badeværelse meget fugtigt, kan du overveje, om du skal have noget ventilation. En ventilator, eventuelt med hygrostat, kan være med til at holde luftfugtigheden lidt nede i dine vådrum, men ellers kommer du rigtig langt med at lufte godt ud. Gerne tre gang om dagen af ti minutters varighed. Det får også temperaturen på dit badeværelse ned.

Døjer du meget med sølvfiskene, kan du også sørge for at tørre godt op efter dig, når du har været i bad. Giv brusekabinen en tur med svaberen, tør gulvet grundigt, og overvej, om du skal tørre dine håndklæder udenfor badeværelset.

Det siges også, at de små dyr er meget følsomme overfor dufte, og især citron, laurbær, lavendel og nelliker skulle virke frastødende på de små drønnerter.

Herudover kan du med fordel støvsuge alle revner og sprækker grundigt og herefter fylde dem ud med fugemasse. Så får sølvfiskene sværere ved at slå sig ned.

Endelig kan det gøre underværker med en grundig rengøring. Hvis du kommer i bund med krummer, sæberester og skæl, og alle de andre ting, der kan friste sølvfisken, kan du slippe af med den. Du bør dog være varsom med gulvvasken, da fugt som sagt også er en af de vigtigste faktorer med sølvfisk.

Et tørt og rent badeværelse er den bedste kur mod sølvfisk. Udover knofedt kan du også sætte ind med jævnlige udluftninger for at holde temperaturerne nede.

 

Hvordan bekæmper jeg dem?

Den bedste måde at bekæmpe sølvfisk er ved helt at undgå dem. Det vil sige udluftning og rengøring. Hvis du bekæmper dem på anden vis, og ikke gør noget ved temperatur og luftfugtighed, kommer de sandsynligvis igen. Når deres levebetingelser er blevet forringet, er der til gengæld flere ting, du kan gøre, for at komme dem helt til livs.

 

Anbefalet tilbehør

FÅ NYHEDER

Tilmeld dig nyhedsbrevet og deltag hver måned i lodtrækningen om et gavekort på 1.000 kr. 

NYHEDER I DIN INDBAKKE

Tilmeld dig nyhedsbrevet og deltag hver måned i konkurrencen om et gavekort på 1.000 kr.