Guide: Byg din egen strandstol


Det er dejligt at være på stranden, når den danske sommer tilsmiler én - det skal der ikke herske tvivl om. Men det kan knibe lidt med komforten, hvis du vil sidde op i sandet. Det er ikke meget bevendt som rygstøtte. Der skal mere til, hvis det skal blive en god dag.

Der må en strandstol til. Ja, en strandstol. Et lille stykke menneskeskabt komfort her på kanten af oceanerne. Og ikke en hvilken som helst strandstol. Det skal være én, du selv har bygget. Hvor du ikke skal bekymre dig om, at den falder sammen under sig.

Med godt håndværk og gode materialer får du nemt en lækker og solid strandstol, der holder til mange timers soldyrkning på stranden, i haven eller på terrassen.

Hvad er en strandstol?


En strandstol er, helt banalt, en stol, du bruger på stranden. Men trækker vi perspektivet lidt op, så er det en stol, der emmer af afslapning og hyggelige stunder. Den skal dog også være praktisk. Ellers kunne en strandstol nemt lyde som en lænestol, det er bare knap så praktisk at slæbe sådan en stol med på stranden. Så den skal være nem at tage med og bruge udendørs – og komfortabel.

Den der lille stol, som bruges til festivaler og lignende, er faktisk et godt bud på et design. Den er typisk bare alt for lille, alt for ukomfortabel og bygget i alt for dårlig kvalitet. Derfor er de oftest engangsstole. Designet fejler dog intet, så derfor er det vores udgangspunkt - bare større og bedre.

Relaterede produkter

Hvilke materialer skal jeg bruge til en strandstol?


Til din luksusstol skal du bruge gode materialer og masser af umage.

Vi bygger vores havestol i brædder med dimensionerne 74x19 millimeter - længden er underordnet, for det skal alligevel saves til, og vi bruger grantræ. Grantræ er let og lettere fleksibelt, ligesom træets lukkede cellestruktur gør, at det i høj grad afviser vand. Det er perfekt til vores stoleprojekt.

Vi skal også have nogle gode skruer. En god spunskrue til udendørs brug på 4x40 millimeter er passende, og du kan med fordel bore for med et 3 millimeters bor, så træet ikke flækker. Har du ikke en god bore-/skruemaskine, er det værd at overveje at overveje en investering, for det er et værktøj, der gør dit liv nemmere – så snart du ikke kan nøjes med hammer og søm.

Du skal træffe et valg, når det kommer til ryglænet. Du kan lave det i træ. Det er holdbart, men det giver lidt mere vægt at slæbe på. Derudover kan du få brug for en hynde, hvis du har planer om at sidde længe og slappe i stolen.

Du kan også få dig et ryglæn i lærred. Det kan dog være en akilleshæl, hvis ikke du vælger det rigtige lærred. Det skal kunne holde din vægt og være af en kvalitet, så du ikke skal skifte det hver sommer.

Sådan bygger du selv en strandstol


Nu skal du i gang, og du starter med saven.

  • Sav to rygstykker i 95 centimeters længde.
  • Sav to sædestykker i 60 centimeters længde.
  • Sav tre tværstivere til rygstykket i 40 centimeters længde.
  • Sav én tværstiver til sædestykket på 35 centimeters længde.
  • Sav tre sædestykker á 40 centimeter - ønsker du ryglæn i træ, kan du skære yderligere fem stykker i samme længde.

 

Nu skal du have vinkler på benene, så stolen bliver et mageligt og tilbagelænet bekendtskab. Rygstykkernes fødder skal skæres i en 40 graders vinkel, mens sædestykkernes ditto får 65 grader. Nu skal træstykkerne slibes en gang, og så skal du bore for.

Start med ryggen. Her skal den øverste tværstiver sidde plant med toppen på bagsiden af rygstykket. På forsiden, 12,5 centimeter over rygstykkets fod, skal den næste tværstiver så sidde. Nu skal den tredje tværstiver monteres, og den skal sidde på bagsiden af stolen, så der kommer til at være en sprække på otte centimeter mellem de to tværstivere. Det er din sædebredde på 74 millimeter - plus en halv centimeter at give af.

På sædestykket kan du sætte din tværstiver 10-15 centimeter over foden - på oversiden. I modsatte ende måler du 23,5 centimeter af fra sædekanten. Det er den plads, du har til dine tre sædestykker, og der skal ikke megen hovedregning til at konstatere, at de skal sidde tæt. Har du planer om at sidde i vådt badetøj, kan du overveje at høvle brædderne til, så der kommer til at være mere luft mellem dem. Du kan også vælge nogle smallere brædder.

 

"Det er også vigtigt, du får sat tværstiverne og sædet, så de understøtter konstruktionen."

 

Nu skal du bestemme dig for, om du vil have lærredsryg eller træ. Vil du have træ, monterer du bare ryglænet fra lænden og op til kanten.

Nu skal stolen have en gang træbeskyttelse, så den forhåbentlig kan holde i mange år fremover.

Foretrækker du en lærredsryg, skal den på nu. Find et stykke stærkt lærred, og skær det til, så det passer til stolen. En højde på 50 centimeter og en bredde på 80 centimeter burde være nok til, at det holder længe. Giv stoffet en fold på en centimeters penge, og skru det fast på indersiden af ryglænet. Ved at sætte skruen gennem to lag stof, bliver resultatet stærkere. Stram til, og lav samme øvelse i den anden side.

Værsgo, en fin, lille strandstol, du kan bruge i årevis. Vi skal ikke lyve for hinanden - den vejer lidt, for der er brugt 585 centimeters grantræ til stolen. 785 centimeter, hvis du skal have ryglæn på. Det er ikke en invaliderende vægt, men det bliver småtungt, hvis du skal gå langt med den.

*Vær opmærksom på, at billederne i denne guide ikke illustrerer samme strandstol, som guiden beskriver.

Andre guides

 

Kontakt kundecenteret

Åbent alle dage indtil kl. 20
 
 

Returneringer og reklamationer

Læs mere om, hvordan det fungerer
Luk
Føj til favoritter

Føj til favoritter

Ved at tilføje produkter til Favoritter, kan du nemt få et overblik over udvalgte produkter!

Log ind eller opret konto