Få varmen med en facadeisolering

Måske bor du i et hus fra dengang, hvor energien var rigelig og billig, eller hvor kendskabet til isolering var mere begrænset, end det er i dag. Derfor sidder du måske i dag og fryser en smule, hvis det ikke lige var for svedeturene over de høje varmeregninger. Her vil den umiddelbart løsning være, at du efterisolerer din hulmur. Men det kræver, at du har en hulmur. 

Men hvad gør du så, hvis du ikke har en hulmur, du kan putte isolering i? Her kan svaret enten være at lave en udvendig isolering eller en facadeisolering. Det er to løsninger, der minder meget om hinanden.  


Hvad er facadeisolering?

Normalt forbinder vi som sagt efterisolering med at blæse papir eller mineraluld ind på lofter og i hulrum, men med en facadeisolering får du tilført isoleringen på - ja, facaden. Du giver kort sagt dit hus en uldsweater på.

Der er mange fordele ved at isolere udvendigt fremfor indvendigt. Det er mere effektivt, da du slipper for kuldebroer, det koster ingen indvendig plads - ja, faktisk får du flere kvadratmeter på papiret, og du slipper for at flytte på installationer som radiatorer, stuk, kontakter og den slags.

Der er da også et par ulemper, der dels går på æstetikken i en facadeisolering, og dels går på problemer med dit udhæng på taget, som måske pludselig bliver for kort, når væggene bliver tykkere.

En facadeisolering kan foretages på to måder. Den ene metode går ud på at sætte et træ- eller stålskelet på ydersiden af huset, som så bliver fyldt ud med isolering fra ruller eller batts. Herefter ryger der et lag vindpap eller lignende på, så en afstandsliste og til sidst din nye udvendige beklædning.

En anden løsning er at iføre huset facadeisolering, der kan pudses op. Her bliver særlige, hårde isoleringsbatts skruet ind i den umalede mur, hvorefter huset bliver iført flere pudslag og armeringsnet, inden det til sidst fremstår nydeligt og nypudset - eventuelt i en farve.

Relaterede produkter

Hvornår kan en facadeisolering give mening?


En facadeisolering er et oplagt valg til de kolde huse, hvor en ordentlig hulmursisolering ikke umiddelbart kan lade sig gøre - for en hulmursisolering koster altså en brøkdel af en facadeisolering. Derudover er der andre faktorer, der kan gøre, du bør overveje en facadeisolering.

Det kunne være i forbindelse med facaderenovering, hvor dine fuger måske er ved at være slidt ned, eller huset skal pudses op på ny. Det kan også være i forbindelse med fugtproblemer, hvis ydermurenes evner som klimaskærm er ved at være tvivlsomme - hvis de da ikke er decideret utætte.

Når du alligevel er i gang, kan du gribe chancen for trække nogle kabler på ydersiden, hvis du går og savner nogle stik rundt omkring i huset. De bliver nemlig fint skjult bag isoleringen.

Hvilke overvejelser bør du gøre dig, før du går i gang?


En facadeisolering kan friske udseendet på dit hus gevaldigt op, og det kan trække det betydeligt ned. Har du et smukt hus med en pæn, særlig eller bevaringsværdig facade, er det næsten synd at pakke den ind i isolering. Her bør du overveje alternativer - som eksempelvis en indvendig isolering.

Nogle facadeisoleringer ender også med, at dit parcelhus ligner et fritidshjem fra 1980'erne - når det fremstår færdigt i sin kommunegrå eternit-rustning. Måske er du ikke den store æstetiker, men du bør alligevel have husets udtryk i mente, når du beslutter dig. Huset skal jo også gerne kunne sælges engang.

Den æstetiske akilleshæl

Beklædningen er nemlig ofte den æstetiske akilleshæl i sådan en facadeisolering, men du kan sagtens få et pænt resultat. Der er nemlig mange pæne løsninger, så som puds eller beklædninger i pæne materialer. Du kan nemlig pudse huset op i et væld af forskellige farver, og du kan endda male det efterfølgende, hvis du bruger en silikat-maling. Vælger du den anden løsning, findes der et væld af beklædninger, som enten er eller ligner flotte materialer.

Derudover bør du også overveje tagets udhæng og døre og vinduers placering, for det ser ærlig talt mærkeligt ud, hvis dine vinduer sidder yderligere 25 centimeter inde i muren. Du kan naturligvis flytte dem ud, så de passer til dine nye forhold, og ofte vil nye energiruder også komme på tale i forbindelse med sådan en øvelse.

Hvad koster en facadeisolering?


En facadeisolering adskiller sig markant fra sine billigere fætre, hulmursisolering og et lag uld til på loftet, for det er en relativt dyr løsning. En løsning med isolering og puds koster typisk i omegnen af 1.000 kroner per kvadratmeter med en acceptabel tykkelse på isoleringen, mens en løsning med facadebeklædning afhænger meget af dine materialevalg.

Med en typisk pris på 150.000-200.000 kroner for en facadeisolering og en årlig besparelse, der typisk vil lyde på 5.000-10.000 kroner, går der altså nogle år, før investeringen har tjent sig hjem.

Anderledes ser regnestykket naturligvis ud, hvis du alligevel skulle have ordnet facade. Husk også, at en efterisolering godt kan give 5-10 ekstra kvadratmeter i BBR, som jo potentielt er rigtig mange penge værd. Især i områder med en høj kvadratmeterpris.

Derudover har du jo også forbedringer i komfort og indeklima, som vel også repræsenterer en form for værdi. 

Hvordan foretager jeg en facadeisolering?

Som altid, når du ændrer på husets isolering, ændrer du på temperatur- og fugtforhold, og det bør du som regel overlade til professionelle, for der er mange potentielle faldgruber. En rådgiver er også en god idé at alliere sig med, faktisk igennem hele fasen fra idé til overlevering.

Uanset om du vælger at isolere selv, eller du får en fagmand til det, bør du også tale med dit forsikringsselskab inden, så du ikke står med håret i postkassen, hvis der går noget galt.

Det er også en god idé at kontakte kommunen, inden du går i gang. Det er ikke sikkert, du skal bruge kommunens tilladelse i dit projekt, men det er en god idé at sikre sig inden.

Derudover kan du søge tilskud til energiforbedring ved energiselskaberne. 

Andre guides

 

Kontakt kundecenteret

Åbent alle dage indtil kl. 20
 
 

Returneringer og reklamationer

Læs mere om, hvordan det fungerer
Luk
Føj til favoritter

Føj til favoritter

Ved at tilføje produkter til Favoritter, kan du nemt få et overblik over udvalgte produkter!

Log ind eller opret konto