Forskøn badeværelset med et væghængt toilet


Tidernes skifter hurtigere, end vi kan nå at følge med, og ting, der ellers virkede uforanderlige, er i dag ændret næsten til ukendelighed. Vi har måske længe troet, at porcelænstronen, ligesom hajer og krokodiller, var færdig med at udvikle sig, da vi gik fra natpotte til træk-og-slip. Det skulle vise sig at være løgn, og vi har været forbi et væld af former, farver, knopper og knapper, og nu er vi faktisk ved at nå dertil, hvor toiletterne ikke længere står på jorden. De hænger på væggen.

Hvad er et væghængt toilet?


Et væghængt toilet er tilsyneladende et toilet, der hænger på væggen. Det er dog en sandhed med modifikationer, for det ville ende i et utal af klamme og komiske situationer, hvis vi bare borede fajancen ind i væggen og satte os. Et væghængt toilet er i virkeligheden monteret på et stativ, der så til gengæld er boret fast i væggen.

Det betyder dels, at der bliver plads til cisternen, og det betyder, at du trygt kan smide din kropsvægt på kummen, for konstruktionen er bygget til at kunne holde til det. Cisternerne fås i udgaver, der kan bygges ind i væggen eller sidde udenpå - enten frit eller i en kasse, der får toilettet til at ligne en del af badeværelset.

Et væghængt toilet løfter udtrykket på badeværelset, og så er det betydeligt nemmere at holde rent og fri fra støv.

Hvad er der af fordele og ulemper ved et væghængt toilet?


Der er mange praktiske og æstetiske fordele ved et indbygget toilet. Et godt, gammeldags gulvstående toilet er på mange måder en fin ting, men som de huslige typer ved, så er det et værre hyr at rengøre et gulvstående toilet. Der er mange folder og kroge, porcelænet virker som en magnet på støv og ubehageligheder, og det er ofte vanskeligt at komme til med kost og klud. Er man meget grundig med rengøringen, er det ikke utænkeligt, at hoved og ansigt kommer ubehageligt tæt på kummen. Et væghængt toilet er til gengæld nemt at komme til, og du slipper for de mange svært tilgængelige buer og folder ved faldstammen.

Et toilet bliver nok aldrig decideret smukt, men det skyldes måske også de konnotationer, der følger med, for et væghængt toilet er vel egentlig nydeligt i al sin minimalisme. Skål, bræt og knap. Mere er der sådan set ikke at tage stilling til for de trængendes øjne.

Nogle væghængte toiletter sparer også en del plads i rummet i forhold til de gammeldags typer, hvor dybere cisterner og afstand til væggen har betydet masser af spildplads i et rum, der ofte ikke er for stort i forvejen.

Livet med væghængte toiletter er dog ikke lutter lagkage, for der er naturligvis også ulemper. Det er nemlig sværere at komme til at reparere de væghængte. Det kan være svært at komme til indmaden, hvor pølsefingre og store næver kan have vanskeligt ved at få plads, og det kan blive ret dyrt og omstændeligt, hvis ikke reparationen kan klares fra 'forsiden'.
Det kan nemlig hurtigt blive både bøvlet og bekosteligt, når kassens indpakning skal brækkes ned og laves om. Og så er et væghængt toilet betydeligt dyrere i indkøb end de gulvstående modeller.

Relaterede produkter

Hvad koster et væghængt toilet?


Der er stor forskel på, hvad toiletterne koster, for der er selvklart stor forskel på mærker og kvalitet. Du kan få skåle og cisterner, der næsten er mistænkeligt billige, og du kan få japanske robotskåle, der er så avancerede, du næsten bliver mistænksom - og alt derimellem. Der er dog ingen grund til at holde sig tilbage i forhold til nogen af løsningerne, men du skal regne med, at du kommer til at slippe 3-10.000 kroner for et væghængt toilet med skål, cisterne, panel og gips til at pakke kassen ind i.

Med et hi-tech, japansk toilet kan prisen nemt nærme sig de 20.000 kroner - inklusive cisterne og så videre.
Læg hertil eventuelle håndværkerlønninger.

Sådan monterer du selv et væghængt toilet


Der er naturligvis stor forskel på de forskellige toilet- og cisternetyper, men fremgangsmåden er ret meget den samme, når de skal monteres. Det skal dog siges, at de cisternetyper, der skal bygges ind i en ny eller eksisterende væg, måske afviger lidt i forhold til dem, der gøres fast til væggens yderside.

Start med at fjerne dit gamle toilet. Hullet til din faldstamme går lodret ned i gulvet, og det går ikke, når dit nye toilet ikke har gulvkontakt, så derfor skal vi have en vinkelret tilslutning på din faldstamme 503.

Nu skal toilettets stativ monteres, og det kræver lidt umage. Skelettet skal stå, så dit rør til faldstammen kommer til at stikke ud mellem stativets to nederste stivere. Marker, hvor i væg og gulv du skal bore i forhold til de nederste beslag, og træk stativet ud igen. Bor for, så der er plads til rawlplugs med passende franske skruer. Det samme gør sig gældende for oven.
De nederste beslag får en gang sanitetssilikone på bagsiden, inden du skruer det i gulv og væg. Sørg for, at stativet kommer til at stå helt i lod og vater, og skru stativet godt fast for oven også.
Fold røret fra cisternen til kummen ud, så det kommer til at sidde parallelt og fastgjort ovenpå faldstammerøret, der nu også sidder fastgjort og vinkelret på stativet. Dæk enderne til på begge rør, så der ikke sker dem noget under resten af forløbet.

Skru de to gevindstænger ind i stativet. Det er disse, der skal bære din vægt, så skru dem ordentligt ind.
Nu skal vi have tilsluttet vandet med pexrør, og det burde næsten give sig selv, hvordan det skal tilsluttes, for vandet skal naturligvis føres ind i cisternen. Der vil typisk være et par steder, slangerne skal fastgøres.

Måske medfølger der noget, du kan skærme hullet til indmaden med, ellers kan du selv dække det af, for nu skal kassen til toilettet bygges. De fleste vælger at bruge vådrumsgips, men du kan med fordel overveje at bruge en Wedi-plade, som måske er nemmere at skære til, uden den går i stykker.

Monter aluprofiler på din kasse, så du har noget at montere dine plader på. Kassens stål er sandsynligvis uegnet til skruer, og med aluminium slipper du for at skulle bekymre dig om råd og skimmel.
Nu skal du, meget præcist, skære din plade til, så du kan bygge din cisterne. Om det bliver en hel- eller halvmur, betyder ikke alverden. Det vigtigste er, at du er enormt præcis, når du skærer den til, så hullerne til panelet, rørene og gevindstængerne sidder, som de skal. Skru pladerne godt fast, så kassen eller væggen bliver helt stabil.
Når kassen er færdig, skal den spartles og males eller beklædes med fliser.

Nu mangler vi bare det sidste. Montér panelet med dine knapper, og skær rørene til, så de passer i dybden. Husk, at de mindst skal stikke et par centimeter ud. Sæt gummipakninger på begge rør, og giv dem en god gang fedt til formålet. Sæt skålen fast på gevindstængerne, og spænd boltene godt til.

Sæt toiletsæde på, og nyd de gode stunder på den nye porcelænstrone.

Andre guides

 

Kontakt kundecenteret

Åbent alle dage indtil kl. 20
 
 

Returneringer og reklamationer

Læs mere om, hvordan det fungerer
Luk
Føj til favoritter

Føj til favoritter

Ved at tilføje produkter til Favoritter, kan du nemt få et overblik over udvalgte produkter!

Log ind eller opret konto