Guide: Hjælp haven godt gennem tørken


Sommeren 2018 bød på udfordringer for haveejerne, vi ikke har set siden jubelsommeren 1992, og pludselig lød snakken på villavejen som de årlige klageindslag fra landmændenes marker. Der var nemlig tørke. Gult græs, trætte bede og brandfare.

Hvad er tørke?


Med et par møgsomre i streg havde vi næsten glemt, hvad tørke egentlig ville sige - ud over at det er et fænomen, de tumler med i de varme lande. Vi havde nemlig nedbør, nedbør og atter nedbør på menuen i årevis. Det modsatte gør sig ikke overraskende gældende, når vi har tørke.

Tørke er nemlig, når der falder for lidt regn. DMI har lavet et tørkeindeks, som tager udgangspunkt i, når jorden er allermest våd. I foråret er der cirka 100 liter vand til rådighed per kvadratmeter, og det er nulpunktet.

Når der er 50 liter tilbage, hedder tallet fem, og indekset slutter med et 10-tal, når der ikke er mere vand overhovedet. Normalt befinder vi os på 5-6 stykker i højsommeren, mens sommeren 2018 bød på næsten to måneder med et indeks på 9-10 stykker.

Hvordan opstår tørke?


Som med det meste af vejret handler tørke ofte om højtryk og lavtryk. Når kold og varm luft mødes, kan der opstå lavtryk. Det sker typisk ved, at den kolde luft kommer ind under den varme, der så bliver sendt til vejrs. Den varme luft indeholder en masse fugt, og når luften kommer op i de højere og koldere luftlag, kondenserer fugten, og det bliver så til regn.

Er der til gengæld højtryk, skubber højtrykket luften ud til siderne, og den 'nye' luft i vejrsystemet er kold luft oppefra, der falder ned - og den indeholder ingen fugt. Normalt er højtryk lig med flot, roligt og solrigt vejr, og der er normalt noget, vi påskønner om sommeren. I tørkeperioder er højtrykket ofte fastlåst, og det bliver med tiden for meget af det gode. Lange perioder med udeblivende regn og masser af solskin fordamper det resterende vand på jordoverfladen - og så har vi balladen.

Relaterede produkter

Hvad betyder tørke for min have?


Det kommer ikke som den store overraskelse, at dine planter skal have vand for at trives. De planter, der har deres rødder i jordoverfladen eller står i krukker, er mere udsatte, da jorden hurtigere tørrer ud her. Det er også derfor, at din græsplæne er blandt de første, der ser ud til at opgive ævred i varmen. Træer og ældre buske har rodsystemer, der rækker længere ned i jorden, hvor der stadig er fugt at finde. Indtil videre.

Nogle planter vil dø under de barske forhold, mens andre går i dvale, og nogle forbliver upåvirkede. Vil du holde liv i haven, skal du vande. Du bør dog kun sætte ind, hvor det gælder, for det er potentielt mange, mange tusinde liter vand, du får brugt unødigt i løbet af sådan en langvarig tørke.

Sådan bør du vande haven under tørke


Først og fremmest bør du ikke vande i dagtimerne, for alt for meget af det dyrebare vand vil fordampe og forsvinde direkte op i atmosfæren. Vand i stedet i de tidlige morgentimer og de sene aftentimer, så vandet får en chance for at trænge ned i jorden.

Det er heller ikke alle steder, du bør vande. Gamle træer og buske har ikke brug for vandet, og græsplænen er en tabt kamp, som det næsten ville være uforsvarligt at bruge vand på, for der skal enorme mængder til for at holde den grøn i tørkeperioder. Når dit græs bliver gult, er det ikke, fordi det dør. Det går bare i dvale, og du kan stå som en anden Sir David Attenborough og nyde det episke syn fra stuen, når den forløsende regn falder, og livet vender tilbage til savannen villahaven.

Planter i krukker er meget udsatte i tørken, da de står over jorden, hvor de dels bliver varmet op fra alle sider og dels ikke har fugt i jorden at falde tilbage på. Regn med, at potter og krukker skal vandes næsten dagligt i tørken, og overvej, om du kan skabe lidt skygge for dine potteplanter.

Drivhuset er i sagens natur også meget udsat, så her skal også vandes flittigt, så drivhuset ikke bliver alt for varmt.

Nyplantede træer og buske skal også have en del vand, da deres rødder stadig er udsatte ovenpå udplantning. Det gælder i princippet også for nyplantede stauder og lignende. Har træer og buske kun stået i jorden i et par år, kan du med fordel give dem en god, ugentlig vanding.

Blomsterbedet skal vandes 1-2 gange om ugen, køkkenhaven lidt hyppigere, og det er vigtigt, at du vander med en god del ad gangen. En siveslange er god at have liggende i bedet, da den mindsker vandspildet betydeligt.

Red plænen oven på tørken


Din plæne skal nok komme sig igen oven på tørken, for græs er en sejlivet størrelse. Det er dog ikke sikkert, det er samme slags plæne, der kommer tilbage, for der er mange græssorter i din grønsvær. Nogle er bløde, mens andre er stivere, og det er typisk de sidstnævnte, der er hurtigst tilbage efter tørken. Det kan du ændre på ved at efterså plænen, når regnen er vendt retur. Det vil sige, at der skal være faldet nogle centimeter.

Hvis ambitionsniveauet er højt, giver du plænen en gang luft med plænelufteren, for det fjerner det døde græs og giver jorden luft. Herefter kan du efterså plænen og give den en gang topdressing. Topdressing giver næring og struktur til plænen, og det kan du blive lidt klogere på her.

Når du eftersår, kan du med fordel tænke i frøblandinger med græssorter, der er mere tørkeresistente. Frøblandinger med mikrokløver er eksempelvis et oplagt valg, da kløver både trækker kvælstof ud af luften og tilfører det jorden, hvilket giver en sundere plæne, mens det også har den fordel, at den bevarer sin smukke, grønne farve i tørken.

Andre guides

 

Kontakt kundecenteret

Åbent alle dage indtil kl. 20
 
 

Returneringer og reklamationer

Læs mere om, hvordan det fungerer
Luk
Føj til favoritter

Føj til favoritter

Ved at tilføje produkter til Favoritter, kan du nemt få et overblik over udvalgte produkter!

Log ind eller opret konto