Multiplader - Gør det nemt at gøre det selv


Der er meget, der ikke er, hvad det har været, og i tilfældet med porebeton er det nok en god ting. Gasbeton, som det hed dengang, var et både elsket og populært byggemateriale op igennem 1950'erne og 1960'erne, men i 1970'erne kom de hvide blokke i unåde på grund af blandt andet elendige isoleringsegenskaber.

Gasbetonen er dog i dag et fremragende byggemateriale, der snildt kan bruges til lavenergihuse, der ellers stiller krakilske krav til, hvad angår isolering. De såkaldte multiplader er også efterhånden atter elsket af både arkitekter, fagfolk og gør-det-selv-typer. 

Herunder kan du blive klogere på, hvad multiplader i gasbeton er for en størrelse, og hvad du kan bruge dem til.

Hvad er multiplader?


Multiplader er gasbeton, som er det samme som porebeton og letbeton. Materialet vejer nemlig meget lidt, selvom det består af tunge bygningsmaterialer. Opskriften på gasbeton er sand, gips, kalk, cement, vand og aluminium, som får massen til at "skumme", og derfor står du tilbage med luftige blokke, når betonen er størknet.

Der er flere gode grunde til, at multiplader i gasbeton er så populære. Det er et relativt billigt materiale, som er fleksibelt, og det ikke vejer alverden. Det er uhyggeligt nemt at bearbejde porebeton, og du kan tilpasse plader og klodser med en særlig sav. Når du skal bygge med multiplader, har du også at gøre med et meget taknemmeligt materiale, og de fleste amatører kan opnå både flotte og stærke resultater.

Porebeton er immun over for råd og skimmel, materialet kan ikke brænde, og pladerne er åndbare, så du ikke kapsler fugt inde. Materialet er let, stærkt og relativt miljøvenligt, og de moderne klodser og plader isolerer glimrende, hvis de bliver brugt rigtigt.

Der er mange fordele ved de hvide plader i gasbeton, og der er egentlig kun få ulemper. De er blandt andet, at du skal være varsom med vand og fugt, da stenene kan blive porøse, hvis de er for udsatte.

Hvor bruger man porebeton?


I tidligere tider var gasbeton gør-det-selv-mandens foretrukne, og mange huse og sommerhuse er blevet bygget i de karakteriske, hvide klodser. Fremgangsmåden var en slags LEGO-leg for voksne, og resultatet var ofte derefter. Der findes dog mange fine huse i gasbeton, så det er ikke så skidt, som det lyder. Tværtimod. Men ikke uden problemer alligevel.

De gamle huse i porebeton var typisk ikke hulmursisolerede, og det er der, de største problemer med de tidlige huse skal findes. Varmen piver lige ud gennem væggene, og der skal en relativt omfattende efterisolering til - enten udvendigt eller indvendigt, hvis ikke vinteren skal tilbringes i tøfler og tæpper.

Til gengæld har multipladerne altid været populære til indervægge, og det er som oftest også der, du støder på materialet i moderne byggerier. Det skal dog siges, at flere har taget materialet til nåde, når det gælder ydervæggene også, og det egner det sig også fortrinligt til.

Men det er som sagt oftest i indvendigt i huset, pladerne kommer i betragtning, og udover til indervæggene eller porebetonen også populær i vådrummene. På badeværelserne vil brusekabiner og halvmure ofte være opført i gasbeton, og i bryggersene har materialet længe været populært til at bygge møbler til vaskesøjler og bordplader. Enkelte er endda så glade for det minimalistiske look, at gasbeton har sneget sig ind i køkkenet, hvor materialet er et oplagt valg, når du vil have et virkelig unikt resultat.

Relaterede produkter

Hvordan bygger jeg en væg af gasbeton?


Uanset om du ønsker at bygge en væg eller et møbel af multiplader, er fremgangsmåden nogenlunde ens. Du bør have et helt fast underlag, når du går i gang. Det vil sige, at du helst skal have beton, fliser eller tilsvarende stabilitet, så din gasbeton ikke kommer til at give sig.

Sørg for, at underlaget er nogenlunde i vater, inden du begynder at lægge dine plader. Er der risiko for, at der kan stige fugt op i gulvet, eksempelvis i en kælder eller garage, kan du med fordel lægge en stribe murpap.

Start væggen på lidt mørtel, som er dejlig fleksibelt i forhold til at gøre muren helt lige. Første række multiplader er de vigtigste, for det er selvsagt fundamentet for resten af muren. Det hele skal være i lod og vater, det kan ikke understreges nok.

Giv siden, der vender op mod din eksisterende væg, lidt pladelim. Det er nemt at have med at gøre, og du kan med fordel bruge én af de specialudviklede limskeer til formålet. De kan fås i bredder, der matcher dine plader, og det er en meget overkommelig måde at få doseret limen på.

Alle flader, der skal sidde sammen med andre, skal have en omgang pladelim. Selvom limskeen hjælper dig med at dosere korrekt, undgår du ikke, at der kommer lidt lim ud mellem stenene, når du murer op. Det kan du med fordel fjerne, inden det størkner, ligesom fugerne bliver pænere af at blive strøget efter med en fugtig pensel.

Smid et vinkelbeslag i den eksisterende mur ved hvert skift, så din nye væg er forbundet med den gamle. Det gør din væg stabil og mere hårdfør, så du ikke skal frygte for sammenstyrtninger, når du banker et søm i. Apropos søm, så findes der særlige bølgesøm, som du med fordel kan banke i dine samlinger for ekstra styrke.

Multipladerne skal lægges i forbandt med forskydning på minimum 100 millimeter. For de, der ikke er stærke i murerjargon, betyder det, at de lodrette fuger skal sidde med minimum 10 centimeter forskydning i forhold til pladerne under og over. Det betyder meget for væggens styrke og stabilitet.

Mens du murer din væg i gasbeton op, holder du naturligvis løbende øje med, at væggen er i lod og vater, og du kan med fordel insvestere i et langt vaterpas eller en lodstok, så du er sikker på, at din væg nu også er helt lige. Den sidste række mod loftet kan du med fordele skrue fast med særlige fjederbeslag efter hver multiplade.

Nu er væggen sådan set færdig, og hvis du løbende har fjernet den overskydende lim og har børstet fugerne, skal der ikke meget arbejde til, før væggen er klar til en spartling. Kør væggen over med en bred metalspartel, så småsten og den slags kommer væk. Revner, sprækker og huller fylder du med en filler. Så er din nye mur klar til spartel, grunder og til sidst en gang maling.

Tilbage er der blot at nyde resultatet og gøre din væg i gasbeton færdig.

Andre guides

 

Kontakt kundecenteret

Åbent alle dage indtil kl. 20
 
 

Returneringer og reklamationer

Læs mere om, hvordan det fungerer
Luk
Føj til favoritter

Føj til favoritter

Ved at tilføje produkter til Favoritter, kan du nemt få et overblik over udvalgte produkter!

Log ind eller opret konto