Guide: Værd at vide om rullegræs


Græsset er grønnere på den anden side, og du er ved at blive godt, gammeldags træt af at kigge på den bare jord. Der skal græs til, som du kan ligge på - og nyde tilværelsen fra. Desværre har du tålmodighed som en 10-årig, og du magter ikke at skulle vente i månedsvis. Det skal være nu. Det skal være rullegræs.

 

Hvad er rullegræs?


Rullegræs er, som antydet, ruller af græs, en leverandør har været så venligt at dyrke på forhånd for dig. Græsset sidder på et to centimeter tykt 'jordlag', der er skåret og rullet sammen til ruller á typisk 40 gange 250 centimeter, så hver rulle svarer til en kvadratmeter. Rullerne vejer omtrent 20 kg stykket, så der skal potentielt et par tons til, når du skal have lagt haven.

Rullegræsset rulles ud, så snart du får det leveret, og efter et par uger er det ikke til at se, at du ikke har sået og tålmoldigt ventet på gammeldags manér. Du kan få rullegræs i alle mulige sammensætninger, og det er sædvanligvis nogle ret hårdføre græssorter, du får leveret i ruller på paller.

Hvad har det af fordele og ulemper?


Den største fordel ved rullegræs er naturligvis, at du på ingen tid kan få en flot græsplæne uden for døren. Du får også den store fordel, at der hverken er mos eller ukrudt med på rullerne, hvorimod et stykke bart jord og en nysået plæne er slaraffenland for det uønskede ukrudt. Rullegræs er egentlig også til at have med at gøre, og arbejdsmængden er nogenlunde den samme som med en såning, hvis vi medtager lugning af den nysåede plæne.

Træerne vokser ikke ind i himlen, og vi kommer ikke udenom, at den lynhurtige grønsvær kommer med en pris. Det er ikke småpenge, du kommer til at betale, hvis du skal have rullegræs i hele haven. Der skal også samme, store forarbejde til, inden du ruller græsset på, som hvis du havde sået i stedet, og der skal megen pleje og opmærksomhed til i starten af din nye plænes liv. Det kan også være svært at få dit rullegræs til at trives i tung skygge.

Græsrullerne er også nogle sarte madammer, og de skal gerne lægges og vandes inden for otte timer, efter de bliver leveret. Endelig går der et par uger, fra plænen er lagt, til du kan bruge den som en normal græsplæne.

Relaterede produkter

Hvad koster rullegræs?


Prisen er som sagt ikke sådan at bide skeer med, og det er mængden af græs, du skal bruge, som oftest afgør kvadratmeterprisen. Jo større bestilling, desto billigere ruller.

I BAUHAUS har vi fire prisklasser for vores rullegræs:

  • Ved 24-48 kvadratmeter er prisen 69,95 kroner/m2
  • Ved 49-96 kvadratmeter er prisen 59,95 kroner/m2
  • Ved 97-288 kvadratmeter er prisen 49,95 kroner/m2
  • Ved mere end 288 kvadratmeter er prisen 34,95 kroner/m2

 

Hos os er fragten gratis, og det vil sige, at det vil koste dig 17.500 kroner at lægge 500 kvadratmeter rullegræs i haven. Plus hvad du ellers eventuelt skal bruge i forbindelse med projektet, for der kan sagtens være store og små udgifter forbundet med at gøre jorden klar - afhængigt af grundens tilstand.

 

Hvornår skal rullegræs lægges?


Rullegræs skal lægges i vækstperioden. Det vil sige, når jordtemperaturen er over otte grader. Når det så er sagt, er der perioder, der egner sig bedre end andre. Som med så mange andre ting i haven, er der tale om det tidlige efterår. I september er jorden godt varm - og for det meste fugtig, og det giver de optimale betingelser for græsset.

I foråret, hvor jorden også er dejlig, lun og fugtig, er vejret ofte en ustadig omgang, der både kan byde på nattefrost og høje temperaturer. Det kan nemlig sagtens blive for varmt for det arme græs, og du bør ikke lægge det, når temperaturen er over 25 grader. Det skyldes, at der skal helt urimelige mængder vand til, hvis jorden ikke skal tørre ud.

Sådan lægger du rullegræs i haven


Jorden skal gøres klar, før du ruller din nye plæne på. Det sker på samme måde, som når du sår en ny plæne.

Underlaget skal bestå af et muldlag på 10-20 centimeter. Det skal hverken være for løst eller fast; det skal være lige præcis tilpas, hvis vores Guldlok-græs skal trives. Det klarer du typisk ved at arbejde jorden godt igennem, fjerne al ukrudt samt alle større sten - og så træde jorden fast med små skridt. Du kan også med fordel fordele lidt NPK-gødning 14-3-15 i jorden på dette tidspunkt. 2-3 kg per 100 kvadratmeter er meget passende for de fleste jordtyper.

Mange nybyggere køber rullegræs til deres nye, fine huse, og her skal man være på tæerne. Der er nemlig mange nye haver, der lider af traktose. Det er et fænomen, der opstår, når enorme entrepenørmaskiner kører rundt på matriklen, for de får mast jorden så hårdt sammen ned i lerlaget, at hverken vand eller rødder kan trænge ned. Har du traktose i jorden, skal den graves eller grubbes løs, inden du går i gang med at træde muldlaget fast.

Når underlaget er trådt fast, skal det rettes af. Lav en 'slæde' af en palle, lidt tov og et par fliser som ballast. Træk pallen rundt på jorden, så den bliver fin og plan.

Cirka et døgn før du skal lægge græsset, gennemvander du jorden. Det er vigtigt, at jorden er godt fugtig, for det er svært at tilføre muldlaget fugt, når græsset først er der.

Læg nu græsset. Læg gerne en stribe hele vejen rundt langs kanten af din nye plæne, og fyldt så feltet ud med rullegræs. Læg rullerne forskudt i forhold til samlingerne, så du får et stærkere resultat. Læg rullerne helt tæt - helt uden mellemrum og overlap.

Herefter skal græsset tromles let - og så gennemvandes. Dit nye græs skal i det hele taget have masser af vand og hvile i de kommende uger. Hold øje med græssets fugttilstand og rodsætning. Tørvene må ikke tørre ud, og efter 10 dage skulle du gerne kunne se dannelsen af nye, hvide rødder.

Efter cirka tre uger bør plænen være sund og god. Giv den endnu en omgang NPK-gødning, og så er græsplænen sådan set så god som en gammel.

Andre guides

 

Kontakt kundecenteret

Åbent alle dage indtil kl. 20
 
 

Returneringer og reklamationer

Læs mere om, hvordan det fungerer
Luk
Føj til favoritter

Føj til favoritter

Ved at tilføje produkter til Favoritter, kan du nemt få et overblik over udvalgte produkter!

Log ind eller opret konto