Pudsemørtel: Hold facaden pæn og intakt


En pudset murstensvæg er fremragende, når det kommer til at skjule grimme sten, gamle fuger og tidligere tiders arkitektoniske synder. Puds er til gengæld knapt så genialt, når det selv begynder at bøvle og slå revner, for det er skidt for både æstetik og murværk, når dine pudsede facader begynder at hænge i laser.

Så er det på tide at gribe spand, murske og pudsemørtel og komme problemerne til livs. 

Hvad er pudsemørtel?


Der findes mørteltyper, der er særligt velegnede til de fleste typer af mureropgaver, du kan forestille dig, og det er ikke anderledes, når snakken falder på pudsearbejde. Pudsemørtel hæfter godt, og strukturen gør den fin og velegnet som finish på dit byggeri.

Mørtel er naturligvis ikke bare mørtel, og der findes et væld af forskellige typer med forskellige komponenter, der hver især frembringer ønskede egenskaber. Her er pudsemørtlen så fremstillet, så den har de bedst mulige forudsætninger for at blive hængende intakt på dine vægge så længe som muligt.

Mørtel består i bund og grund af sand og et bindemiddel, og det bindemiddel er sandsynligvis cement, kalk eller begge dele. Det er især blandingsforholdet mellem de forskellige komponenter, der giver mørtlen sine egenskaber, mens også sådan noget som kornstørrelse kan have betydning. Du kan blive klogere på mørtlens forunderlige verden her.

Hvornår bør du reparere dine pudsede vægge?


Lige så flot som en pudset facade er, lige så potentielt problematisk er den, og du bør altid holde øje med skader - og om de udvikler sig. Den største risiko er, at der slipper fugt ind i - og bag - pudslaget, for her kan det udrette meget store skader. Især når det fryser, og vandet dermed udvider sig, opstår der store og selvforstærkende skader.

Tjek facaden grundigt et par gange om året. Gennemgå den med øjne og berøringer. Er der fugtskjolder at se nogen steder? Er der tydelige smårevner og huller? Lyder det hult, hvis du banker forsigtigt på laget med en hård genstand? Ser den eventuelle maling pæn og sund ud?

Der skal helst ikke være fugtskjolder på murværket, og hvis der er, skal du finde kilden hurtigst muligt. Revner skal også identificeres hurtigst muligt. Er det kosmetiske småting, eller er der tale om sætningsskader eller noget mere alvorligt? Er du i tvivl, bør du kontakte en byggesagkyndig. Hvis det lyder hult, når du banker, er det fordi, at pudslaget sidder løst. Hvis malingen ikke er tudsegammel, skyldes afskalningen sikkert problemer med fugt i murværket.

Skader på dit pudslag er altså sandsynligvis tegn på problemer med fugt, og du bør være i alarmberedskab, hvis pudsen falder ned i stor stil. Der kan være flere årsager til, at din væg er fugtig, men du bør med det samme tage affære og undersøge sagen.

Måske er der problemer med vandrør, nedløbsrør eller for store mængder slagregn, og måske er der i sin tid brugt forkert maling, der ikke er diffusionsåben - og derfor ikke lader fugten slippe ud af murværket.

Når du finder kilden til fugtproblemet, bør du hurtigst muligt sætte ind.

Relaterede produkter

Hvordan blander jeg min pudsemørtel?


Faktisk er det slet ikke sikkert, at du skal bruge pudsemørtel, for det er ret vigtigt, at du rammer den tidligere mørtels cementindhold. Cement bliver nemlig meget hårdere end kalk, når det hærder, og det kan betyde, at din nye puds ikke kan hæfte ordentligt med murværket og det gamle pudslag.

Der er dog gode odds for, at det er pudsemørtel, der er brugt til det tidligere lag også, hvor sammensætningen hedder 50 dele kalk til 50 dele cement til 700 dele sand. Hvis du er i tvivl om dit gamle murværk, anbefaler vi på det kraftigste, at du taler med en fagmand - eller sender en prøve til Teknologisk Institut.

Du bør følge produktanvisningerne på din pudsemørtel, når du tilsætter vand, men du skal nok regne med 3-4 liter vand til en sæk på 25 kg. Det er vigtigt, at du får blandet din mørtel godt. Men den skal ikke blandes for godt, for så mister den en del af sin styrke. Mørtlen skal blandes mindst fem minutter og maksimalt 10.

Regn med, at der går 20 kg pudsemørtel per kvadratmeter fuldpudset væg ved en pudstykkelse på 1 centimeter.

Sådan reparerer du skader i dit puds


Bank den løse og dårlige puds af, og sørg for at banke pudsen væk, så hullet har vinkelrette overgange. Så undgår du at påføre din reparation i tynde lag, der ikke tåler tilværelsen som dit hus' bolværk mod vejret. Det er oplagt at bruge en murhammer til opgaven, da du ret nemt kan styre arbejdet med den. Fjern alt støv og skidt fra det blotlagte hul.

Ved småreparationer kan du gøre følgende. Start med at give hullet en gang vand - eventuelt med en murerkost, inden du fylder mørtel i. Brug en murerske og eventuelt et murerbræt til at fylde hullet op. Fyld mere i hullet, end der er brug for, og udglat med filtsebræt, når mørtlen er fingertør. Det vil sige, at du kan trykke let på den, uden din finger sætter aftryk.

Er det en større reparation - på en kvadratmeter eller derover, bør du starte med at overveje, om du selv magter opgaven, eller om du skal have en murer ind over. Tør du selv give dig i kast med det, starter du også med at give murværket vand med en malerkost. Herefter fordeler du mørtlen rundt langs hullets kanter, og så kaster du pudsemørtel på med en håndledsbevægelse. Fordel med din murske, og træk efter med et langt bræt, så du undgår buler og lunker. Puds efter med dit pudsebræt, når mørtlen er fingertør.

Andre guides

 

Kontakt kundecenteret

Åbent alle dage indtil kl. 20
 
 

Returneringer og reklamationer

Læs mere om, hvordan det fungerer
Luk
Føj til favoritter

Føj til favoritter

Ved at tilføje produkter til Favoritter, kan du nemt få et overblik over udvalgte produkter!

Log ind eller opret konto