Your company account is blocked and you cannot place orders. If you have questions, please contact your company administrator.

Guide til rendejern, konsoljern og montage af tagrender

Rendejern | Konsoljern til dine nye tagrender | BAUHAUS

Mange boligejere står overfor at skulle skifte deres tagrender inden for rimelig tid. 1970'er-husenes er måske ved at være trætte, måske var 1990'ernes plastiktagrender et dårligt valg, og måske er de gamle tagrender bare for små til at klare de mængder vand, vor tids skybrud sender ned over os.

Tagrender er en af de der uundværlige ting på huset, du sjældent skænker en tanke. Uden dine tagrender ville vandet ellers løbe direkte ud over taget, hvor det ville lave ulykker med din belægning, sende fugt i din sokkel og i det hele taget gøre det surt at være husejer. Gode tagrender sørger også for, at vandet løber ordentligt væk, så stern, spær, vindskeder, rem og alle de andre trækonstruktioner ikke står og rådner.

Velsignet være tagrenden og al dens væsen. Blandt dens væsen finder vi det ydmyge rendejern, som vi også skylder en stor tak.

 

Hvad er rendejern?

Rendejern er de beslag, din tagrende sidder på. Rendejernet er udformet, så det passer til dimensionerne på din tagrende. Eller omvendt skal din tagrende matche dine rendejern. Rendejern bukkes og monteres under tagbeklædningen, hvorefter de gerne skulle sidde godt til tid og evighed.

Det betyder også, at du sandsynligvis kun monterer rendejern i forbindelse med, at huset bliver bygget eller får skiftet tag. Får du brug for at ordne jernene eller ændre på tagrenderne, mens taget er på, skal du have fat i konsoljern i stedet.

Nye tagrender er ikke svære at montere, men det kræver lidt flid, tid og umage, hvis projektet skal ende lykkeligt. Og det skal det helst, for tagrenderne har en uundværlig funktion.

 

Hvad er forskellen på rende- og konsoljern?

Hvor rendejernene hæfter i taget under belægningen, er konsoljernet skruet fast i sternbrædderne. Det betyder, at de er betydeligt nemmere at montere og pille ned igen, selvom huset har taget intakt.

Jernene er mere kantede i udtrykket, men funktionen er helt og aldeles den samme for både rendejern og konsoljern; at holde tagrenderne på plads, så alskens vand og ulykker ikke vælter ned over dig og dit hus.

 

Kan jeg montere nye tagrender i gamle jern?

Det er heldigvis nogenlunde ligetil at smide nye tagrender i dine gamle jern, hvis ellers jern og hældning virker nogenlunde fornuftige. Du skal ikke fortvivle, hvis de gamle rendejern ser herrens ud, for du kan få skjulere til dem.

Hvis der sidder en form for klemme-låsemekanisme, åbner eller fjerner du den, så du kan få de gamle tagrender ned. Det kan godt være noget bøvl at få de gamle render ud af jernene, men så kan du banke lidt forsigtigt på dem og vrikke dem ud af grebet.

Tagrender og jern fås i tre størrelser, og det er en god idé at gå efter de gamle renders bredde, når du køber nye, så du er sikker på, at tingene passer sammen. Med mindre du skal op i dimensioner, naturligvis.

 

Sådan monterer du konsoljern og tagrender

I denne guide viser vi, hvordan du monterer metalrender i nye konsoljern. Fremgangsmåden med rendejern er lidt anderledes, da de skal bøjes, men ellers er principperne de samme. Om du vælger plast, zink, aluminium, galvaniseret stål eller kobber, betyder ikke noget for montagen. Eller, kobber er efterhånden så sjældent og absurd dyrt, at de færreste bruger det i tagrenderne, og det er som oftest fagfolk, der installerer dem, da de typisk skal loddes.

Nå, vi skal have dine konsoljern op på sternen, og her er det alfa og omega, at du får korrekt hældning på, så vandet løber væk. Regn med et fald på tre millimeter per løbende meter, og start med at montere det første og sidste jern i hver sin ende af sternen - med passende fald. Herefter spænder du en snor stramt op mellem de to jern, og så er det nemt at styre faldet efter snoren. Sæt konsoljernene med en 60-70 centimeters mellemrum.

Der er stor forskel på, om det er konsoljern eller rendejern, du skal montere. De kantede konsoljern er vejen frem, hvis du ikke kan komme til for tagbeklædningen. Begge typer skal dog monteres med et fald på tre millimeter per løbende meter.

 

Hvis nedløbsrøret ikke sidder i den ene ende, men midt på i stedet, monterer du de to yderjern i vater. Herefter monterer du et tredje, og laveresiddende, jern på midten, så du får en ny hældning at sigte efter.

Nu skal du lave hul til nedløbsrøret, og her kan du med fordel skæve til din gamle tagrende - hvis det altså fungerede fint. Brønden bliver jo ikke flyttet, bare fordi du får nye render, så det burde være nogenlunde ligetil. Alternativt måler du selvfølgelig op i forhold til dine brønde.

Hullet behøver ikke sidde vanvittigt præcist i forhold til brønden, da du altid kan justere ind med dine buede samlestykker, som skal føre vandet ned i røret. Det er til gengæld vigtigt, at der er mindst 10 centimeter til nærmeste konsoljern. Sæt tudstykket på, hvor nedløbsrøret skal sidde, tegn en cirkel op efter nedløbsrørets diameter, og fjern tudstykket igen.

Nu skal du save den cirkel ud, du lige har tegnet på, og her skal du bruge en nedstryger. I det hele taget bør du bruge en nedstryger, da vinkelslibere og rundsave kan give problemer med rust i det lange løb. Slib hullet, så der ikke sidder splinter, og sæt tudstykket på igen med din særlige tagrendelim. og her skal metallet lige tørres godt af med en særlig vådserviet, så der ikke sidder fedt og bøvler med limen. Alternativt kan du vente med tudstykket, til renden sidder på plads, hvis det er besværligt at komme til.

Nu skal renderne op, og det burde der ikke være de store vanskeligheder i. I første omgang lægger du dem løst, så du kan vurdere og markere, hvor de skal skæres. De skal sidde tæt, men der skal ikke være overlap.

Når du har skåret dem til, skal de have limet endestykkerne på, Lad enderne, som skal have endestykkerne på, være de helt fabrikslige, så du kan lime dem på et helt lige snit. Småfejl og skævheder betyder mindre i samlingerne.

 

Tudstykket skal på, så vandet kan løbe væk. Det er vigtigt, at du få brugt godt med tagrendelim, så du er sikker på, at resultatet holder i mange år fremover.

 

Sæt dem så op og på plads. De skal bare hægtes på bagsiden først, hvorefter du sandsynligvis kan klikke dem fast med en form for låsemekanisme, men vent med at låse renderne, til du er helt tilfreds med, hvordan de ligger.

Husk også, at du skal have cirka fem millimeter til vindskeden i enderne, så der er lidt plads at give af, når renderne udvider sig i varmen. Skub tagrenderne helt sammen, og lim samlestykkerne på efter samme fremgangsmåde som med tudstykket.

Nu skal vi have nedløbsrøret på, og her kan du forhåbentlig genbruge om ikke hængslerne, så i det mindste hullerne fra forrige nedløbsrør. Dit nye nedløbsrør skal stikke mindst 10 centimeter ned i kloakken, og montagen burde være nogenlunde ligetil, da delene passer ind i hinanden. Det eneste svære består i at finde ud af længden på røret mellem de bøjede stykker, og her må du selv måle og vurdere.

Var denne artikel behjælpelig?

Tak! Vi er glade for du synes godt om det

Tak! Vi arbejder på at forbedre indholdet

Tak for din feedback!

Få del i nyheder, tilbud og konkurrencer

Tilmeld dig nyhedsbrevet og deltag hver måned i konkurrencen om et gavekort på 1.000 kr.