Guide: Sådan skifter du selv dine termoruder


Det kan være svært at nyde årstidernes skiften, når de punkterede termoruder indhyller haven i et kronisk, mælkehvidt skær. Det er også svært at nyde hyggen i stuen, når stearinlysene blafrer, selvom du har lukkede vinduer. Eller når fyringssæsonens dresscode dikterer uldsweater og lommesmerter. Det er heldigvis ikke så svært at gøre noget ved problemerne, så du atter kan læne dig tilbage og nyde tilværelsen som husejer. Indtil næste tjans melder sig, vel at mærke.

Hvornår bør jeg udskifte en rude?


Det er selvklart at en baldret rude nok skal skiftes, mens det er sværere med de punkterede ruder. For det er en skade, der kommer snigende. Først er der lidt kondens i ruden, der opstår og tørrer ud igen og igen, så kommer det mælkehvide skær - og så befinder du pludselig i en døsig, mælkehvid glaståge, som får huset til at se forfaldent ud.

Er det en termorude, har en punktering faktisk ikke den store betydning for isoleringsevnen. Det er mest kosmetisk, det har betydning. Er det en lavenergirude, der er punkteret, betyder det derimod mere for isoleringsevnen. Det skyldes, at hulrummene i en lavenergirude typisk er fyldt med argon, der er en dårligere varmeleder end luft.

Om det kan betale sig at udskifte termoruderne ud fra et økonomisk perspektiv, er en større udregning. Hvis du har dyr varme, som elvarme, taler det for en udskiftning. Hvis dine rammer og karme er i dårlig stand, skal de også skiftes, og så er det en helt anden pris, vi taler om. Det er en større udregning, der skal til, og oftest ville du få mere ud af at hulmursisolere dit hus, hvis du går og fryser.

Energistyrelsen har en udregner, der viser dine årlige besparelser ved udskiftning til nye energiruder. Eksempelvis vil en udskiftning af 30 kvadratmeter termoruder til 3-lags energiruder give en årlig besparelse på cirka 3.500 kroner for et hus med oliefyr. Så er det værsgo at beregne, om det kan svare sig i forhold til investeringen. Køb vinduer i god kvalitet, for øvelsen kan slet ikke svare sig, hvis ruderne skal skiftes igen, inden de har tjent sig hjem.

Kan jeg selv stå for det?


Hvis du er nogenlunde fiks på fingrene, og har nerver og selvtillid til at arbejde med glas, skulle der ikke være noget i vejen for, at du skifter termoruderne i dine vinduer. Det vigtigste er, at du får målt ordentligt op, inden du bestiller din nye rude.

Du kan måle højde og bredde på vinduerne, uden du behøver at fjerne lister først. Du skal bare måle fra yderkanten af glasliste til yderkant af glasliste - og så trække 8 millimeter fra. Det er meget præcise målinger, vi arbejder med her, så det er en god idé at være helt sikker.

Du slipper til gengæld ikke for at fjerne en liste, når du skal måle tykkelsen på dit glas. Her stikker du en tommestok ind i sprækken og måler tykkelsen, når du har afmonteret listen.

En gammeldags termorude vil typisk være tyndere, end en ny 3-lags energirude er, og her bør du tale med glasleverandøren om, hvad du kan gøre. Om du kan få plads til tykkere ruder, hvis du får tyndere lister, eller om du måske skal fræse lidt ud i falsen. Måske giver det mening med en moderne termorude i stedet for en 3-lagsrude. Glarmesteren kan rådgive dig om, hvad der bedst kan betale sig. Ring gerne til et par stykker, hvis det drejer sig om flere vinduer, der skal skiftes.

Relaterede produkter

Hvilket værktøj og hvilke materialer skal jeg bruge?


Det er ikke så forfærdelig meget, du skal bruge for at skifte en rude. Du får brug for en tyk spartel til justere på ruden - og måske hjælpe vinduet af med lister. Så får du brug for nogle glasklodser til at holde ruden fast. Dem får du samme sted, som du køber dine glas. En sugekop kan gøre noget nemmere at håndtere glasset - især hvis det er et lidt større vindue, der får en overhaling.

Derudover får du brug for et godt selvklæbende tætningsbånd. Hvis din bundglasliste virker træt og bedaget, kan du overveje, om ikke også den skal skiftes ud.

Hvordan udskifter jeg en termorude i et vindue?


Nu kommer vi til det svære, som heldigvis ikke er så forfærdeligt svært. Du skal bare tage dig godt tid og være lidt forsigtig.

Start med at brække glaslisterne løs - enten ved at give dem et dask med en træklods, eller brække med en spartel. Du bør brække nænsomt, naturligvis. Især hvis du ønsker at genbruge dem. Tag toplisten af til sidst, så ruden ikke falder ud.

Hvis dykkersømmene sidder fast, kan du med fordel bruge din glasspartel som underlag, når du bruger knibtangen. Brug gerne handsker, når du håndterer ruden - kanterne kan være ret skarpe.

Tag den gamle rude ud, og fjern gamle tætningsbånd og siliconerester i falsen. Hvis falsen virker lidt medtaget, kan du slibe og male den, så du får lukket af for fugt. Når falsen er rengjort og klar, sætter du nyt tætningsbånd på. Du sætter også nyt tætningsbånd på dine vindueslister.

Nu sætter du glasklodser i bunden. Glasklodserne sikrer de fire millimeter hele vejen rundt, så ruderne og træværket har plads til at arbejde. Sørg for, at glasklodserne er ligeså dybe som ruden, så den er ordentlig understøttet. Du kan eventuelt give de to nederste klodser lidt fuge, så de sidder fast.

Nu sætter du ruden ind. Sørg for, den rigtige side vender indad - det står på ruden. Herefter tilpasser du vinduet med dine glasklodser, så der er fire millimeter hele vejen rundt om ruden. Sæt listerne på plads igen - og vær forsigtig med hammeren. Skærm eventuelt ruden med noget tykt pap, så du ikke laver ridser.

Så er ruden skiftet, og du kan læne dig tilbage - for en stund.

Andre guides

 

Kontakt kundecenteret

Åbent alle dage indtil kl. 20
 
 

Returneringer og reklamationer

Læs mere om, hvordan det fungerer
Luk
Føj til favoritter

Føj til favoritter

Ved at tilføje produkter til Favoritter, kan du nemt få et overblik over udvalgte produkter!

Log ind eller opret konto