Skjul overgangene med skyggelister

Din bolig har mange små funktioner og finesser, du sandsynligvis aldrig skænker en tanke i det daglige. Nogle af dem er livsnødvendige, andre overflødige, mens en del er kosmetiske. Én af dem er dine skyggelister, som du måske, måske-ikke, har i boligen - og hvis du har, ved du det måske ikke engang. Det er nemlig først, når de burde være der - men ikke er der, du bemærker det.

Hvad er skyggelister?

Skyggelisterne er de trælister, der sidder langs dit loft. De har fået deres lidt dramatiske navn, fordi de kaster skygger på både lofter og vægge. Deres fornemste og eneste formål er at skjule overgangen mellem loft og væg, der ofte i især ældre huse lider lidt under skævhed og laissez-faire håndværk fra tidligere tider.

Hjem med trælofter har især brug for skyggelister, da det er svært at ramme helt præcist med saven, så der er ofte brug for en lille skjuler til overgangene. Træ har også den egenskab, at det udvider sig og trækker sig sammen igen, når det bliver udsat for ændringer i fugt og temperatur. Det bliver mindre skæmmende for blikket, når du har skyggelister på.

Det kan dog også sagtens pynte, selvom loftet er af gips eller puds, og skyggelisterne er et elegant indslag i de fleste rum. Skyggelister har en - lad os bare sige mindre elegant fætter, skyggetovet, der er betydeligt nemmere at sætte op, da du i sagens natur ikke skal save vinkler på et reb. Det udskældte skyggereb har alligevel en vis charme, og hvis du går efter et retro- eller nautisk look, kan du hurtigt og nemt få gemt dine overgange med dén løsning.

Hvad har de af fordele og ulemper?

Skyggelister pynter i langt de fleste tilfælde, og den lille profil kaster lidt glamour over dit lokale - ja, næsten som en lillebitte stuk. Har du trælofter, er der næsten ingen vej udenom et par lister i samlingen.

Der er også ulemper ved de kære skyggelister, og den største er helt klart, at det er mere end almindeligt omstændeligt at få dem sat op - især hvis du har skæve vinkler og vægge. Lister tilfører også endnu et sæt revner og sprækker, støvet kan sætte sig i, men det er nu sandsynligvis ikke noget, du ikke kan klare med en støvsuger.

Skyggelister fås i både træ og plastik med hver deres fordele og ulemper. Plastik er nemt at have med at gøre, og de hvide lister skal ikke males. Til gengæld patinerer plastik ad Pommern til, hvorimod trælister kan friskes op med en klat maling.

Hvad vej skal mine skyggelister vende?

Det er ikke uvæsentligt, hvad vej du vender dine lister. Der er faktisk en rigtig og forkert måde at montere dem på, og de skal sidde, så du får skygge på både væg og loft, så den udskårne fals skal altså være fri af hjørnerne.

Sådan monterer du skyggelister

Skal du bare montere lister i et enkelt rum, kan du nøjes med en god, gammeldags hammer, lidt dykkersøm, en dyknagle, en sav, et målebånd og en skærekasse. En listesaks kan også du, hvis ikke listerne er for tykke.

Er det til gengæld lofterne i hele huset, der skal have en omgang lister, bør du overveje at få fingrene i en kapsav. Når du alligevel har smørt ærmerne op, går arbejdet altså også betydeligt lettere, hvis du har en sømpistol til arbejdet.

Selvom begge dele er dejligt værktøj at have liggende, er det måske at skyde gråspurve med kanoner, og så kan du med fordel leje grejet.

Nå, listerne sætter jo ikke sig selv op, så vi må hellere komme videre. Det er op til dig, om du sømme listerne fast i væg eller loft, men du kan med fordel styre udenom at slå søm gipsen, hvis det er en mulighed. Søm sidder nemlig ikke synderligt godt fast i gips, og har du trælofter, er det klart det nemmeste at sømme fast i.

Inden du går i gang med listearbejdet, skal vi forbi nogle mor-agtige formaninger. For det første bør du danne dig et overblik over, hvor dine ledninger sidder. Både de synlige og de skjulte, for det er mildest talt træls at banke et søm i en ledning. Er du i tvivl om ledningernes færd i det skjulte, kan du bruge en detektor, inden du sømmer løs.

Når listerne skal op, kan du med fordel iføre dig sikkerhedsbriller, uanset om bruger hammer eller sømpistol. Når du står med nakken bøjet og kigger op, er det nemt at få støv, splinter og andet bras i øjnene. Bruger du gasdrevet sømpistol, skal du også huske at have godt med udluftning i lokalet. Så er der vist heller ikke mere pylren, du skal tage dig af.

Vær meget præcis, når du måler op til listerne, for det er hårdt for blikket, når samlingerne gaber. Hvis du saver dine lister, hvad end der er håndkraft eller motor bag, skal du også være opmærksom på dit snit. Saven tager nemlig et par millimeter, så du skal save på den side af stregen, du ikke skal bruge.

Hjørner, der er 90 grader, klarer du ved at skære listerne i smig på 45 grader. Er der tale om et skråt loft, kan det godt være svært at lave en pæn finish i samlingerne, da et smig rækker som en skrædder i Helvede. Skær listen, der går op ad det skrå loft, til, så bunden af den kan gå lidt ud over den vandrette liste.

Monterer du listerne med håndkraft, kan du med fordel banke dine søm lidt i, mens du har den nede i lidt behagelig arbejdshøjde. Så slipper du for at stå og fumle med søm i munden i akavede stillinger. Vær meget forsigtig, når du bruger hammeren, så du ikke ender med at gøre mere skade end gavn på dét, der skulle være en fin finish. Bagefter bruger du din dyknagle til at banke dykkersømmene helt ind.

Med sømpistol burde der ikke være behov for yderligere nørkleri, og du kan læne dig tilbage og nyde dit gode arbejde.

 

 

Kontakt kundecenteret

Åbent alle dage indtil kl. 20
 
 

Returneringer og reklamationer

Læs mere om, hvordan det fungerer
Luk
Føj til favoritter

Føj til favoritter

Ved at tilføje produkter til Favoritter, kan du nemt få et overblik over udvalgte produkter!

Log ind eller opret konto