PRESSEMEDDELELSE
BAUHAUS
MARTS 2025
BAUHAUS
MARTS 2025
Ny varehuschef i Bauhaus stortrives med fuld fart på
Mads Offenbach på 37 år er ny varehuschef i Bauhaus i Herning, og såvel kunder som medarbejdere møder en varehuschef med stor energi og lyst til udvikling. Han kommer med masser af erfaring i rygsækken og er optaget af at få mennesker til at trives.
Umiddelbart efter at Mads Offenbach blev udlært salgsassistent i et byggemarked, blev han ansat i Bauhaus, og på nær et sidespring på to år har han været i Bauhaus lige siden.
”Jeg har prøvet det meste og været i de fleste afdelinger, så man kan vist roligt sige, at jeg kender livet i byggevarehuset særdeles godt. Og jeg elsker det. Jeg kan lide at være i butikken, være tæt på mine kolleger og hjælpe kunderne med deres store og små projekter,” fortæller Mads Offenbach og slår fast, at han kan lide at arbejde med mennesker og bestemt ikke er nogen kontorrytter.
Trivsel smitter
Den nye varehuschef havde første arbejdsdag i Herning den 1. marts og føler sig taget godt i mod af sine nye kolleger.
”Her er en god medarbejderstab med en positiv indstilling og god energi, og det er for mig at se fundamentet for at skabe et byggevarehus, hvor kunderne føler sig velkomne. Fordi trivslen smitter, og glade medarbejdere med overskud til at hjælpe og inspirere giver glade kunder, der gerne kommer igen,” fastslår Mads Offenbach, der følger op med at sige, at det ganske enkelt skal være sjovt at gå på arbejde.
Foråret frister
Selv synes Mads Offenbach, at forårssæsonen er den sjoveste tid på året, fordi butikken bugner af nye varer, og fordi det lunere vejr giver folk lyst til at gå i gang med nye projekter.
”En solskinsdag med masser af glade kunder og liv i butikken giver mig et kick. Jeg elsker, når der er gang i den, og dagen flyver afsted, fordi man har travlt med at hjælpe kunderne. Så vi går en rigtig god tid i møde,” siger den nye varehuschef.
Når Mads Offenbach holder fri, er han selv lidt af en handyman, og han står lige nu over for at skulle renovere hus i Skanderborg, hvor han bor med sin kæreste og deres datter.
Foto:
Mads Offenbach er ny varehuschef i Bauhaus i Herning.
Yderligere oplysninger:
Kragelund Kommunikation, Gitte Høyer, 23 23 28 15
