Sådan laver du et flisebord
Drømmer du om at lave dit eget flisekøkkenbord?
Sif fra LeSifre Design viser dig, hvordan du selv kan bygge dine egne eye-catchy køkkenborde ud af plademateriale og fliser!
“Nye og specieldesignede køkkenborde løber hurtigt op i mange tusinde kroner - medmindre man laver dem selv”, siger Sif og tilføjer med et smil på læben: “Og så er det ikke engang særlig vanskeligt – tværtimod er det en kæmpe tilfredsstillelse at arbejde med fliser, fordi de kan skabe de vildeste looks!”
Vi har været en tur forbi Sifs værksted for at se, hvad det kræver at bygge sine egne køkkenborde. Sif fortæller, at man skal bruge følgende:
- Plademarteriale, fx. MDF 19 mm.
- Fliser i ønsket farve og størrelse
- Evt. flisekryds
- Flisefuge i ønsket farve (bland evt. selv)
- Lister
- Sømpistol / hammer + dykkere (søm)
- En klar fuge (sanitetssilikone/vådrumssilikone)
- Montagelim + fugepistol
- Skruer
- Træmaling / olie til listerne
- Pensel og rulle
- Træfiller + spartel
- Sandpapir korn 240
Sif fortæller, at man nemt kan købe alt hvad man skal bruge i BAUHAUS, og at man oveni købet også her kan få skåret sit plademateriale ud i den størrelse, man ønsker køkkenbordpladerne i.
Sådan gør du:
- Start med at skære dit plademateriale ud i ønsket størrelse til køkkenbordpladernes fundament. (Husk også at skære ud til evt. vask, f.eks. med en stiksav).
- Herefter er det en god idé at montere bordpladerne til køkkenmodulerne, så pladen aldrig vil kunne bevæge sig eller bøje som en banan (pladen vil bøje sig med tiden, når der kun ligger fliser på den ene side, medmindre man monterer pladen så godt med skruer nedefra, at den ikke kan rykke sig).
- Herefter skal du “prøvelægge” dine fliser, så du ved hvilke fliser, der evt. skal skæres til. TIP: hvis du ønsker en køkkenbordplade kun med hele fliser, skal du skære din bordplade i et mål, der passer til det.
- Inden du sætter fliserne fast, er det en rigtig god idé at skære de fliser ud, som skal have et andet mål. Det kan du enten gøre med en fliseskærer eller en vinkelsliber.
- Nu er det tid til at sætte fliserne fast. Det kan du enten gøre med fliseklæb eller montagelim, som jeg foretrækker til dette projekt – det går hurtigere med montagelim, og der er mindre oprydning og spild. Skyd lange slangede striber montagelim ud på bordpladen og læg fliserne på. Brug evt. flisekryds/snor/tændstikker eller andet for at få den samme afstand imellem alle fliserne.
- Nu kan du røre din flisefuge op og lægge imellem alle fliserne. Jeg har selv blandet min fugefarve her med almindelig vægmaling, men det skal du teste af, før du kaster dig ud i det.
- Pynt siderne med lister, skær alle enderne i 45 graders vinkel, så du får en flot samling. Mal evt. listerne i en ønsket farve eller give dem en omgang træolie.
- Sæt listerne på med montagelim og søm (brug enten en sømpistol eller en hammer og dykkersøm).
- Udfyld nu sømhullerne samt hjørnerne med træfiller, slib når det er tørt og mal igen, så du får et flot finish.
- Nu skal du “lukke” de sidste huller imellem fliser og lister – også dér, hvor du evt. har en vask. Her kan du bruge en klar sanitetssilikone eller vådrumssilikone
Find hele den detaljerede trin-for-trin-guide her: www.lesifre.dk.
TIP: Lav dit eget unika køkkenbord og design det, så du får præcis det bord, du ønsker dig. Du kan helt selv vælge flisernes farve, mønster og størrelse. På sammen måde kan du vælge en bestemt farve til din fuge og male dine lister i ønsket farve. Du kan også vælge at lave kanterne af fliser. Det er helt op til dig, og det er heldigvis kun fantasien, der sætter grænserne. Held og lykke med dit kommende DIY-projekt!