Parketgulve er tidløs elegance

Parketgulv | Bliv klogere på parketgulve her | BAUHAUS

Der er få ting, der pynter i et hjem som parketgulve og særligt sildebensparket. Det skulle da lige være stuklofter, skåret træværk og en kamin så stor, du kan stå i den. En flot sildebensparket vidner nemlig om bygherrer og håndværkere, der har gjort sig umage for, at resultatet skulle blive så smukt som muligt. Et parketgulv i små eller større stave er nemlig en smuk og elegant måde at få et naturligt udtryk med masser af spil ind i lokalet.

Et parketgulv er dog langt mere end den klassiske sildebensparket, og i dag bærer mange mere eller mindre mondæne gulve parket-navnet. Et parketgulv er nemlig et smukt gulv, der lader træet spille en hovedrolle i rummets udtryk.

Mange forbinder parketgulve med de klassiske sildebensmønstrede gulve, der rummer en vis tidløs elegance. Men der findes parketgulve til en hver smag, pengepung og behov.

 

Hvad er et parketgulv?

Betegnelsen dækker over gulve, der er sat sammen af mindre stave. Det skal ses i modsætning til plankegulvet, der kører med samme bræt - eller planke - i længst mulig tid. Parketgulvet fås i tre typer, hvor forskellene er i deres sammensætning.

En stavparket, som tro mod navnet er en stav, er dem, du ser i sildebensparketgulve. De leveres enkeltvis, og derfor er der stor kreativ frihed, når du lægger gulv med dem.

Parketbrædder består af flere stavparketter, der er limet sammen til en form for planke på fabrikken. Du lægger dem også typisk på samme måde, som du vil lægge et plankegulv; på langs.

Endelig har vi parketruden, som vel egentlig mest minder om en flise i træ. Her er parketstavene limet sammen, så det færdige gulv får en flot og flettet fornemmelse.

 

Hvilke varianter findes der?

Du kan få massive parketgulve, hvor det er samme træ hele vejen igennem. Det var typisk den slags, man brugte i gamle dage. Det er en dyrere løsning, men til gengæld får du et stærkt gulv, der kan slibes igen og igen.

Du kan også få en billigere variant, hvor en træ-lamel er limet på en form for spånplade eller andet billigere materiale. Det er tykkelsen på lamellen og træsorten, der er anvendt, som afgør, hvor stærk din lamelparket er - og om dit gulv kan slibes, når det bliver træls at se på.

Et parketgulv med brædder af små stave kan give dit rum en masse liv med spil i nuancerne. Samtidigt er gulvet både stærkt og praktisk.

 

Hvor kan du med fordel lægge parketgulve?

Der findes næppe et rum i hjemmet, som ikke ville få et visuelt løft med et parketgulv. Bevares, det ville måske være lidt upraktisk i bryggerset og på badeværelset, men det vil se smukt ud. I dag kan du faktisk også få parketgulve, der kan tåle tilværelsen i vådrummene, så det er udpræget et spørgsmål om smag, behag og pengepung, når du vælger et parketgulv. Selvom det måske er mere praktisk med en flot flise de steder, hvor det går hårdt for sig med vand og slid. 

 

Hvilken overfladebehandling skal mit parketgulv have?

Da ludbehandling og sæbe mest er metoder, der bliver anvendt på ældre plankegulve, er det nok oplagt at gå videre til de to hyppigste måder at beskytte parketgulve på - nemlig olie og lak.

En oliebehandling er ikke lige så slidstærk som lak, men en løsning med hærdende olie har den fordel, at det er relativt nemt at friske gulvet op, når hverdagen har sat sine spor.

En lakering er en stærk løsning, som holder træet flot længe. Når lakken begynder at få for mange ridser, er det dog en omstændelig affære at genoprette til fordums storhed. Her er nemlig ikke andet for end at slibe gulvet ned og lakere på ny.

Er du herskabeligt anlagt, er der ingen vej udenom en gang bonevoks på gulvene. Den gammeldags metode er både vanvittigt besværlig og på alle måder usund, men det er svært ikke at blive ærefrygtig, når du bevæger dig på de blanke, bonede gulve.

Det er langt fra nemt at lægge et flot gulv, men det er dog blevet meget nemmere med de såkaldte klik-gulve, som har elimineret vanskelighederne med samlinger.

 

Sådan lægger du et parketgulv

Der findes flere måder at lægge parketgulve på, og det er nemt at fortabe sig i bærende- og ikke bærende gulve, men de fleste gør-det-selv-gulve er ikke-bærende og ligger på et fast undergulv. Det er sandsynligvis parketbrædder, du skal til at lægge.

Derfor tager vi udgangspunkt i et svømmende gulv, som overhovedet ikke er ligeså sjovt, som det lyder. Svømmende betyder nemlig, at gulvet ikke er banket fast til undergulvet - men frit kan udvide sig og trække sig sammen i takt med årstiderne.

Start med at afklimatisere parketgulvet. Det vil sige, at du stiller det ind i rummet, hvor det skal lægges, og pakker det ud af plastikken. Så kommer gulvet ikke til at flytte for meget på sig, når du har lagt det.

Start med at lægge et undergulv, som typisk er en form for skumgummilag, der gør dit gulv behageligere at gå på, ligesom lyden fra dine trin bliver dæmpet. Er dit underlag af beton, kan du med fordel lægge en dampspærre under undergulvet, så der ikke trænger fugt op.

Parketbrædder bør du lægge på rummets lange led. Af gammel tradition lægger man parketgulve i samme retning som tagryggen. Det er godt til rumfornemmelsen. Sørg for, at gulvet får lidt afstand ind til væggene, så gulvet kan give sig, uden det buler op på midten. Det kan du gøre ved at bruge nogle afstandsklodser i masonit. Afstanden til væggen afhænger af gulvet. Husk at holde rummets bredde op mod plankernes bredde, inden du starter, og tilpas eventuelt første planke, så du ikke risikerer at stå med en håbløs lille afstand til sidst.

Start med at lægge den første gulvbane med fer-siden ind mod væggen, så du har not-siden tilgængelig til at hæfte med. Der vil sandsynligvis være brug for at skære den sidste planke til, så den kan være der. Det er kun godt, for du skal bruge resten til at starte næste række med. Med mindre stumpen er for kort - den skal helst ikke komme meget under 40 centimeter.

Sæt næste række på plads, og vær forsigtig, når du bruger værktøj. Brug gerne en træklods mellem hammer og not, så du ikke beskadiger den. Dit gulv vil sandsynligvis give et tilfredsstillende 'klik', når fer og not mødes i skøn forening.

Fortsæt, til du er færdig. Du får sandsynligvis brug for din sav mange gange, og det er en fordel at have en god geringsav. Du kan med fordel lade bagsiden vende opad, når du saver, så du slipper for flossede kanter.

 

Sådan reparerer du et parketgulv

Der er flere måder at få et træt parketgulv til at skinne igen. Er det helt skidt, kan du undersøge gulvets tilstand for at se, om det kan tåle en slibning. Et massivt parketgulv vil sandsynligvis fint kunne tåle det, mens det med en lamelparket afhænger helt og aldeles af slidlaget.

Det er svært at reparere et parketgulv, hvis der er kommet større skader i det, og det er en god idé at tale med en fagmand og få en professionel vurdering.

Men ofte kan du gå med en løsning, hvor du sliber dit parketgulv ned og giver det olie eller lak. Du kan også vælge at male dit parketgulv, hvis du gerne vil give det et helt nyt udtryk. 

Var denne artikel behjælpelig?

Tak! Vi er glade for du synes godt om det

Tak! Vi arbejder på at forbedre indholdet

Tak for din feedback!

Få del i nyheder, tilbud og konkurrencer

Tilmeld dig nyhedsbrevet og deltag hver måned i konkurrencen om et gavekort på 1.000 kr.