Undergulv og svømmende gulv: Alt du skal vide

Et undergulv er, som navnet antyder, et gulv, der ligger under gulvbelægningen. Et undergulv bliver brugt, når belægningen ikke er bærende, og dermed ikke i sig selv kan bære vægten fra mennesker og møbler. I det tilfælde vil undergulvet være bærende for gulvet.
Et undergulv består som udgangspunkt af beton eller gulvplader, der er lavet af træfiber eller træplader. Det kan også være andet, der minder om det. Et klikgulv er eksempelvis et ikke-bærende gulv, hvor belægningen i sig selv ikke kan bære vægten fra den almene brug.
Vil du vide mere om, hvordan man støber et undergulv i beton? Det kan du gøre her.
Et svømmende gulv er et ikke-bærende gulv, hvor belægningen så at sige ligger frit oven på underlaget, der ligger på undergulvet. Belægningen er altså hverken sømmet eller limet fast til underlaget eller undergulvet. Her vil det svømmende gulv kunne bevæge sig i takt med belastning og temperaturer.
Man ser derfor ofte, at undergulve og svømmende gulve nævnes i sammenhæng, og derfor er det en god idé at blive klog på begge begreber, selvom du måske kun skal arbejde med det ene af dem.
Her ses et svømmende gulv bliver lagt oven på underlaget, der ligger mellem gulvet og undergulvet
Sådan får du det bedste ud af både dit svømmende gulv og dit undergulv
Når du skal lægge et nyt gulv, er det vigtigt, at du gør det på det rigtige underlag. Vi snakker i denne sammenhæng kun om ikke-bærende gulve, der skal ligge frit uden hverken søm eller lim. Det vil altså sige svømmende gulve på et bærende underlag.
Skal du lægge nyt klikgulv? Læs alt du skal vide om klikgulve her.
For at gøre det så nemt som muligt for dig, er det altid vejledningen til dit specifikke gulv, der gælder. Undergulvet, som dit svømmende gulv skal lægges på, skal være plant og stærkt. Det skal kunne støtte og bære vægten af både den nye gulvbelægning samt møbler og beboere.
Det er derfor, det er så vigtigt, at undergulvet er plant. Hvis det er ujævnt, vil belastningen på belægningen fordele sig skævt, og det kan gøre, at gulvet bøjer eller tilmed revner. Det ønsker du naturligvis ikke. Hvis underlaget er et ældre trægulv, der er blevet afhøvlet flere gange, kan det også være blevet så tyndt, at det ikke længere kan bære. Du vil altid være på den sikre side med underlaget, hvis dit undergulv er lavet i beton. Såfremt det er plant, naturligvis.
Du skal også sikre dig, at luftfugtigheden er tilpas, når du lægger dit svømmende gulv. Hvis luftfugtigheden ligger på 35-65 procent, er du på den sikre side. Undgå at tørre tøj indenfor og sørg for at male rummet, inden du lægger dit gulv. Malingen afgiver nemlig en masse fugt, ligesom vasketøjet gør. Du skal også sørge for, der er en fugtspærre mellem undergulv og det nye gulv. På den måde er det nye gulv beskyttet mod fugt fra betonen. Hvis dit undergulv er et gammelt gulv, bør der være en fugtspærre i forvejen.
I og med at et svømmende gulv skal kunne bevæge sig, skal du sørge for, at det ikke ligger klos op ad væggen og radiatorer. Hvis der er elementer i rummet, der gør, at gulvet ikke kan udvide eller give sig, kan det i værste fald få gulvet til at bue og slå sig. Dermed tager dit nye gulv skade, fordi det ikke har den frihed, som et svømmende gulv kræver. Sørg derfor for at klædeskabe ikke monteres fast, eksempelvis, så det låser gulvet. Der må gerne stå møbler og andet tungt på gulvet. Det skal bare ikke skrues fast til væggen, så gulvet bliver låst.
Var denne artikel behjælpelig?
Tak! Vi er glade for du synes godt om det
Tak! Vi arbejder på at forbedre indholdet
Tak for din feedback!