Sølvfisken - uønsket gæst på badeværelset
Der er få ting, der kan være mere ubehagelige end at se noget bevæge sig hurtigt i skjul, når du tænder lyset på badeværelset. Dette er en almindelig oplevelse i mange danske badeværelser, når sølvfiskene har fundet vej ind. Heldigvis er det et relativt harmløst dyr - så længe de bliver på badeværelset.
Hvad er sølvfisk?
Sølvfisk er en meget gammel art. De er en af de første landlevende dyr og har et forhistorisk udseende. De fleste andre smådyr af denne type er i dag uddøde. Som art har sølvfisken eksisteret i 400 millioner år uden at ændre sig. På individniveau kan sølvfisken blive op til otte år gammel, hvilket er usædvanligt for et dyr af denne størrelse. De fleste lever dog omkring fire år.
Sølvfisk findes de fleste steder på jorden og er blandt de mindst skadelige skadedyr. Sølvfiskenes parring er også interessant, hvor hannen - efter en karakteristisk bevægelse med halen op ad hunnen - udløser sæd på gulvet. Hunnen optager sæden og lægger derefter tre snese befrugtede æg, hvorefter næste generation af sølvfisk kommer til verden 2-8 uger senere. Den voksne sølvfisk, eller sølvkræ, bliver typisk 1-1½ centimeter lang.
Sølvfisken har også en forhistorisk slægtning, der typisk bliver dobbelt så stor og har en brunlig farve. Denne kaldes ovnfisken og adskiller sig ikke betydeligt fra sølvfisken. Den foretrækker varme, men ikke fugtige omgivelser, og findes derfor typisk i varme, tørre rum som fyrrum.
I varmere lande kan sølv- og ovnfisk leve udendørs under sten og lignende, men i vores klima må de søge indendørs for at overleve. Derfor støder man på dem fra tid til anden.


Hvor kommer de fra?
Sølvfisken kommer ofte ind i huset som blind passager via varer og papkasser. Når de først er her, får de hurtigt rodfæste, især hvis betingelserne er gode. Sølvfisk elsker varme, fugtige rum, og vores badeværelse, køkken og bryggers er ofte ideelle steder for dem. Hvis du kan tilbyde et rum med en temperatur på 21-29 grader og en relativ luftfugtighed på 70-100 procent, vil sølvfisken trives.
Om dagen bor sølvfisken i små revner og sprækker i gulvet, og når mørket falder på, bliver de aktive. Sølvfisk ses ofte omkring afløb, men det er ikke dér, de bor eller kommer fra. Det er dog typisk hér, de spiser.
Relaterede produkter
Hvad spiser de?
Sølvfisk er altædende og går efter alt med stivelse i. De lever typisk af skæl, hår og andet, der samler sig ved dit afløb, men de er også glade for papir, lim, sukker og tekstiler. Det er dog også oftest, når menuen står på andet end vores aflagte skæl, at problemerne med sølvkræet opstår.
Der går nemlig historier om spiste frimærkesamlinger, fotoalbum og brudekjoler, og det er absolut også en risiko, hvis du har sølvfisk i huset. De vil dog for det meste være i dine vådrum, da det er her, der er varmt og fugtigt. I vådrummet er det oftest toiletpapir, tapet og tapetklister, der er på menuen - og dermed i farezonen.
Hvordan bekæmper jeg dem?
Hvordan forebygger jeg sølvfisk?
Først og fremmest bør du tage det til efterretning, hvis du har mange sølvfisk. Det kan nemlig være et tegn på, at du har det for fugtigt i huset, og du bør især være på vagt, hvis de begynder at vise sig udenfor vådrummene. Altså, et par stykker i bryggers og badeværelse er ikke noget at tage på vej over, men du bør undersøge situationen nærmere, hvis du har mange.
Som sagt er fugt og varme det vigtigste at forholde sig til, og her bør du sætte ind, hvis du vil være sølvkræene kvit. Er dit badeværelse meget fugtigt, kan du overveje, om du skal have noget ventilation. En ventilator, eventuelt med hygrostat, kan være med til at holde luftfugtigheden lidt nede i dine vådrum, men ellers kommer du rigtig langt med at lufte godt ud. Gerne tre gang om dagen af ti minutters varighed. Det får også temperaturen på dit badeværelse ned.
Døjer du meget med sølvfiskene, kan du også sørge for at tørre godt op efter dig, når du har været i bad. Giv brusekabinen en tur med svaberen, tør gulvet grundigt, og overvej, om du skal tørre dine håndklæder udenfor badeværelset.
Det siges også, at de små dyr er meget følsomme overfor dufte, og især citron, laurbær, lavendel og nelliker skulle virke frastødende på dem.
Herudover kan du med fordel støvsuge alle revner og sprækker grundigt og herefter fylde dem ud med fugemasse. Så får sølvfiskene sværere ved at slå sig ned.
Endelig kan det gøre underværker med en grundig rengøring. Hvis du kommer i bund med krummer, sæberester og skæl, og alle de andre ting, der kan friste sølvfisken, kan du slippe af med den. Du bør dog være varsom med gulvvasken, da fugt som sagt også er en af de vigtigste faktorer med sølvfisk.