Your company account is blocked and you cannot place orders. If you have questions, please contact your company administrator.

Optænding i brændeovn: Sådan gør du

Optænding i brændeovn | Sådan tænder du op | BAUHAUS

I Danmark kan de fleste af os regulere på varmen ved at trykke på knapper og dreje på håndtag. I dag kan det endda i nogle tilfælde klares fra telefonen. Alligevel har vi i omegnen af 750.000 brændeovne fordelt på de i alt 2,6 millioner boliger, hvor en betydningsfuld del er lejligheder. Det vil sige, at der er rigtig mange brændeovne i de danske villakvarterer, og brændeovne bliver flittigt brugt i de kolde måneder - og de bliver flittigt brugt forkert.

Netop af den årsag er det vigtigt, at du har styr på optænding af din brændeovn, så du ikke spilder brænde ved forkert optænding af din brændeovn og går rundt og fryser samt sender for mange skadelige partikler ud i luften.

Hvorfor er det vigtigt at korrekt optænding af brændeovn?

Der er mange gode grunde til, at du skal tænde ordentligt op i brændeovnen. Når der er tændt ordentligt op, og forbrændingen kører, som den skal, udleder din hyggeild 50-80 procent færre skadelige partikler. Det er ikke småting, og har du gået tur i et villakvarter, hvor beboerne har sløset med optændningen, ved du, at luften er kras og ildelugtende. Du kan altså lugte, når der ikke er tale om korrekt optænding.

Det er ikke alene et spørgsmål om, at hele nabolaget lugter af bål. Det er faktisk også sundhedsskadeligt - både ude og inde. Når du fyrer forkert, får du også for meget sod. Det bliver til glanssod eller løbesod i skorstenen, der kan give store problemer, lige fra skorstensbrand til skjolder på murværket og en ubehagelig stank - potentielt i hele hytten.

Endelig er det dårligt for din brændselsøkonomi, når du fyrer forkert i brændeovnen. Du spilder nemlig en masse energi, og du kan spare i omegnen af en tredjedel af dit brændeforbrug, hvis du fyrer ordentligt i din brændeovn.

To stykker træ i bunden, tre lag pindebrænde på kryds og tværs og 3-4 optændingsposer. Tilsæt ild fra toppen og ilt fra spjældene, og du har en veloptændt ildebrand i ovnen.

 

Hvad siger reglerne om optænding af brændeovnen?

Du skal faktisk fyre ordentligt. Det siger reglerne, og dine naboer kan klage, hvis de bliver generet af dine dårlige fyringsvaner. Du kan få bøder, og din brændeovn kan faktisk ende med at blive lukket af kommunen.

En ny brændeovn skal leve op til nogle ret skrappe krav, og det samme gælder, hvis du installerer en brugt. Der skal også foreligge en såkaldt prøvningsattest, ligesom en autoriseret skorstensfejer skal godkende brændeovnen, inden du må fyre i den. Din brændeovn og skorsten bliver også renset og efterset en gang årligt, og her vil skorstensfejeren typisk også have bemærkninger, hvis du fyrer dårligt. Derfor skal du altså have styr på din optænding.

Røgen må næsten ikke kunne ænses fra din skorsten, når der først er tændt ordentligt op. Et kvarters tid efter optænding skulle røgen gerne være næsten usynlig. Ellers er der noget galt.

 

Hvad slags brænde skal jeg bruge til optænding?

Der skal først og fremmest være tale om tørt brænde, og så skal dit brænde være rent. Det vil sige, at fugtindholdet ikke må overstige 18 procent, og det kan du tjekke med en fugtmåler, hvis du er i tvivl. Alternativt kan du slå dit brænde sammen og høre, om du kan lytte dig frem til det. Tørt brænde har den der klaves-agtige lyd, du måske husker fra musiklokalet i skoletiden.

Nåletræer skal have mindst en sommer at tørre i, inden du kan fyre med det, mens mere massive træsorter nok nærmere skal have halvandet år. For begge sorter gælder tørretiden, at brændet er ordentligt kløvet og stablet. Alternativt kan du købe et brændetårn, der er er tørret, kløvet og stablet på forhånd. På den måde kan du også sikre dig, at der kommer luft nok til dit brænde.

Med rent brænde mener vi, at du naturligvis ikke bør fyre med brænde, der er malet, imprægneret eller fuld af søm og skruer. Det er giftigt både ude og inde og giver en meget usund forbrænding. Så lad derfor være med det.

Når du vil lave en korrekt optænding, bør dit brænde heller ikke være for stort. En god forbrænding er rigtig varm, og store kævler tager længe om at blive varmet op. Brændestykker på størrelse med en halvlitersflaske er meget passende til en dejlig ild og god forbrænding. 

Har du brændeovn, kan du i princippet bruge hvilken som helst træsort, mens du bør undlade at fyre med gran i en åben pejs, da de store mængder harpiks med små knald kan sende skrækindjagende mængder gløder brændende stykker træ ud i stuen.

 

Sådan tænder du korrekt op i din brændeovn

Det kan være, du er blandt de mange, der tænker, at en ild skal tændes fra bunden. Du skal faktisk tænde op fra toppen, hvis det skal gå korrekt til. Grunden er, at det er vigtigt, at de partikler og røggasser, der stiger op nedefra, bliver antændt af flammerne, så de ikke ender som forurening i villakvarteret. Tænder du op nedefra, bliver flammerne i stedet kølet ned af det kolde træ, og så har vi balladen.

Når du tænder op i ovnen, starter du med at lægge to stykker tørt træ i bunden af brændeovnen - med barksiden nedad og med et par centimeters mellemrum. Så ligger de tæt nok til at kunne give hinanden varmen. Læg optændingspinde ovenpå. Du kan købe optændingspinde, der er skåret for, og de er ret nemme at bruge. Ellers skal du skære dem i cirka to gange to centimeter. Læg pindene i lag á fire, og læg cirka tre lag på kryds og tværs. Læg en 2-4 optændingsposer på øverste og næstøverste lag.

Nu skal vi sikre os, ilden får luft nok. Spjældene skal stå på vid gab, når du tænder op. Begge to. Det primære spjæld sidder sandsynligvis i forbindelse med din askeskuffe, mens det sekundære er dét, du kan regulere på i løbet af brændingen. Nogle brændeovne har kun et spjæld, og så skal du tænde op med døren på klem. Det er meget vigtigt, at der kommer luft nok ind i din brændeovn. Ellers er det svært at opnå en god forbrænding.

Sæt ild i optændingen, og lad flammerne få fat. Luk først for døren, og skru først ned for det primære spjæld, når der er god ild og varme i brændkammeret. Skru først ned for det store spjæld, når der er virkelig godt gang i ilden.

Nogle gange skyldes en dårlig ild ikke manglende evner til at tænde op. Det kan også være din skorsten, den er gal med, og så kan du med fordel installere en røgsuger, der er en form for brændeovnsblæser, som sørger for et ordentligt træk.

 

Undgå røg i stuen, når du åbner til brændkammeret. Det gør du ved at åbne døren på klem en kort stund, inden du åbner døren helt.

Du kan altid se, om du fyrer korrekt på både ruden i brændeovnen og skorstenen. Soder ruderne til, fyrer du forkert. Tjek skorstenen et kvarters tid efter, du har tændt op. Er røgen, der stiger op ad skorstenen tyk, fyrer du forkert. Er den tyk og sort, står det helt skidt til. Du skal faktisk næsten ikke kunne fornemme røgen, og hvis du kan se røgen - fyrer du forkert i brændeovnen.

Du kan også være ude for, at du faktisk gør alt det rigtige med tørt træ og det hele, men at det alligevel kører skidt. Så kan det være, din skorsten er for kort. Det problem kan du komme udenom med en røgsuger, du sætter på skorstenen. Den sørger nemlig for, at du altid har et ordentligt træk i skorstenen. Der findes også et varmeflytningsanlæg, som du kan bruge til at fordele varmen fra brændeovnen i resten af din bolig.

Så er det i øvrigt en ikke en god idé med natfyring, hvor du lægger et par kævler ind, skruer ned for ilten og vågner til en bunke ulmende gløder. Energien bliver ikke omsat til varme, du sender skyer af sod og partikler ud i nabolaget, du soder din skorsten til, og du risikerer at kulilteforgifte dig selv. Det er i øvrigt også blevet ulovligt i en lang række kommuner. Så lad være med at holde din brændeovn tændt natten over.

Var denne artikel behjælpelig?

Tak! Vi er glade for du synes godt om det

Tak! Vi arbejder på at forbedre indholdet

Tak for din feedback!

Få del i nyheder, tilbud og konkurrencer

Tilmeld dig nyhedsbrevet og deltag hver måned i konkurrencen om et gavekort på 1.000 kr.