Få styr på tætningslisterne, og spar på varmen


Det kan ske, at du har problemer med træk, kulde og larm fra gaden, selvom dine vinduer ikke har mange år på bagen. Det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at du er blevet taget ved næsen af en lusket glarmester eller andet ubehageligt.

Dine vinduer kan nemlig være nok så tykke og fulde af argon, men hvis de ikke slutter ordentlig tæt, har varme, kulde og lyd fri passage ud og ind af huset. I gamle dage kunne vi godt nøjes med velhøvlet træ mod velhøvlet træ, men energikrav og standarder i dag dikterer, at træ skal møde gummi, hvis resultatet skal være ordentligt. I dag skal der nemlig tætningslister til, hvis du vil holde på varmen og freden.

Hvad er tætningslister?


Tætningslister er de gummilister, vi sætter rundt i falsen på døre og vinduer, så de slutter helt tæt. Det er nemlig tætningslisterne, der er afgørende for, om der kan slippe luft og lyd ud og ind. Tætningslisterne er nemlig bløde, så de slutter helt tæt, selvom vindue, dør eller karm skulle være en anelse skæv.

Har du problemer med træk og kulde, skyldes det måske, at dine lister er blevet for gamle og har mistet deres elasticitet. Når gummiet ikke længere er smidigt, er det nemlig ikke meget bevendt til at tætne. Det kan naturligvis også være, at der aldrig har været gummilister der, hvor kulden trænger ind. Uanset hvad er det en god idé at fatte målebånd, hobbykniv og gummilister, for at skifte lister er en investering, der meget hurtigt har tjent sig selv hjem igen.

Hvilke tætningslister findes der?


Der findes et væld af lister med forskellige fordele og ulemper, og især listeprofilen har noget at skulle have sagt, når du vælger mellem dem. Profilen hentyder til listens udformning, og de er ofte opkaldt efter det, de ligner. Eksempelvis en P-profil eller D-profil.

Mange lister er lavet i EPDM-gummi. Det syntetisk en form for syntetisk gummi, der er meget velegnet til løsninger, der har kontakt med tilværelsen udendørs. EPDM-gummi kan nemlig tåle solens skadelige UV-stråler, uden det bliver nedbrudt. Varme, væske og ozon er heller ingen udfordring for det syntetiske gummi, men olie og opløsningsmidler kan give vanskeligheder for produktet. Det er værd at have med i overvejelserne, hvis du skal male døre, vinduer eller karme, så du ikke kommer til at ødelægge den gode stemning med en gang oliemaling.

Der findes også lister i silicone, og disse er typisk lidt dyrere, men de holder til gengæld også form og funktion betydeligt længere. De allerbilligste lister i skum bør du springe over, da kvaliteten ofte er så ringe, du skal starte forfra efter et par år. Og så sjovt er det heller ikke at tætne døre og vinduer.

"Du kan med fordel få fat i en liste- eller geringsaks, når du vil klippe dit nye gummi til. Så er du nemlig sikker på, du får lavet en ordentligt vinkel."

Relaterede produkter

Hvordan monterer jeg dem?


Det er også stor forskel på, hvordan listerne monteres, for hvor nogle typer klikkes fast med et fer og not-system, skal andre have søm og skruer. Det mest normale er dog listerne med selvklæbende bagside.

Vigtigst er det, at listen kommer til at sidde på en måde, så dør eller vindue klemmer den sammen og dermed slutter helt tæt. Dine tætningslister skal have en passende størrelse, og de må hverken være for tynde eller tykke. Er de for tykke, bliver døre og vinduer skæve og svære at lukke. Er de for tynde, slutter det ikke ordentligt tæt.

Du kan finde frem til din listestørrelse ved at måle mellemrummet mellem fals og dør eller vindue. Sæt et stykke ler, modellervoks eller tyggegummi fast i falsen, og luk døren eller vinduet helt i. Når du åbner igen, vil du have et aftryk, der viser mellemrummet mellem træet. Mål dette, og lad det være bestemmende for din listetykkelse.

Nu skal du finde ud af, hvor meget af din passende liste, du skal bruge. Det gør du ved at måle indersiderne af dine false. Brug gerne målebånd, og noter målene, så du ikke skal måle igen, når du skal til at klippe i gummiet. Køb en passende længde - og gerne lidt til, så du har lidt at fjumre med.

Nu skal du til at montere listerne. Hvis der sidder noget i falsen, når du fjerner de eventuelt gamle lister, bør du fjerne det. Limen virker nemlig bedst på en ren overflade. Klip nu dine nye lister til efter mål, og se, om du kan klippe dem i vinkel, så de kan mødes i et tæt smig. Her kan du med fordel bruge en gering- eller listesaks, så du er sikker på, de bliver klippet i korrekt vinkel. Når du sætter det nye gummi på, er det nemmest, hvis du starter oppefra og ned, og du piller bagsiden af løbende, så du hele tiden kan styre listen. Husk at trykke den godt fast, så limen får ordentligt fat i træværket.

Er du ude i et lappejob i et gammelt hus, hvor alt er skævt, bør du kun sætte gummi de steder, det gaber. Ellers kan du trække træværket skævt.

Nye vinduer eller nye tætningslister?


Hvis larm og kulde vælter ind, og du ikke har plads i budgettet til at skifte vinduer, kan du nå langt hen ad vejen med nye tætningslister. Det koster et sted mellem et par hundrede og et par tusinde at få tætnet falsene - afhængig af mængde og kvalitet, og det er immervæk en betydeligt mindre udskrivning, end hvis du vil skifte dør og vinduer.

Der kan dog sagtens være situationer, hvor du ikke bør nøjes med nyt gummi. Hvis du har en dyr varmeform, som olie eller el, bør du kigge på, om lavenergiruder måske ikke var en løsning, der kunne tjene sig selv hjem indenfor en overskuelig årrække.

Der findes en beregner på Energistyrelsens hjemmeside, som kan vise dig, hvor meget du vil spare årligt på at udskifte dine ruder med termo- eller energiruder. Husk også, at det både er muligt at få håndværkerfradrag og tilskud til energirenovering, hvis du skifter dine vinduer ud med en mere miljørigtig model.

Andre guide

 

Kontakt kundecenteret

Åbent alle dage indtil kl. 20
 
 

Returneringer og reklamationer

Læs mere om, hvordan det fungerer
Luk
Føj til favoritter

Føj til favoritter

Ved at tilføje produkter til Favoritter, kan du nemt få et overblik over udvalgte produkter!

Log ind eller opret konto