Undgå oversvømmelser med en regnvandsfaskine


Faskine. Et mærkeligt ord, der for de uindviede kan henlede tankerne på en fejlstavet maskine - eller måske en fascistisk mekanisme. Det er det ikke, og faskinerne vinder mere og mere indpas på de danske parceller, for med de tunge regnskyl, klimaet byder os nu, er de ganske enkelt blevet uundværlige.

Hvad er en regnvandsfaskine?


En faskine er en sivebrønd, hvor det overskydende regnvand bliver ledt hen, når der er tryk på. Herfra siver det så ligeså langsomt ud i jorden - og udenom de belastede kloakker. I gamle dage var det typisk skærver og Leca-nødder, der blev brugt til formålet, men i dag er det for det meste plastikkassetter eller stenuldskasser, vi graver ned.

Rent praktisk fungerer det sådan, at vandet fra dine tagrender løber ned i et sandfang, og herefter løber det via et rør ned i din faskine, hvorfra det stille og roligt siver ud i jorden.

Hvem bør overveje at få en faskine?


Der er flere gode grunde til at overveje en faskine, og de kan både være altruistiske og egoistiske. Hvis du har fællesskabet for øje, kan du glæde dig over, at du skåner miljøet og de arme kloakker, der er i store vanskeligheder, når regnen nådesløst hamrer ned. Derudover lader sivebrøndene hurtigere regnvandet trænge ned til grundvandet, der jo som bekendt er vor allesammens livsnerve.

Af egoistiske årsager kan en faskine hjælpe, hvis du jævnligt oplever oversvømmelser på matriklen på grunden for små kloakker. Hvis du står i en situation, hvor du skal bygge til eller nyt, kan du også med fordel anlægge en faskine, for det er betydeligt billigere - og bedre - end at tilslutte sig kloaksystemet.

Du kan ikke bruge en sivebrønd til noget, hvis grundvandet står meget højt på din grund, da vandet af gode grunde så ikke kan sive ned. Du kan tjekke, hvor højt grundvandet cirka er på denne hjemmeside. Ser det ud til, at vandspejlet er højt, hvor du bor, kan du grave eller bore dig ned på 1,5 meters dybde, og hvis der kommer vand i hullet, går den ikke med en faskine. Er din jord meget leret, er det heller ikke sikkert, du får glæde af en faskine.

Relaterede produkter

Hvor stor en faskine har jeg brug for?


Der er mange faktorer, der spiller ind, når du skal nå frem til størrelsen på din sivebrønd. Det ubetinget vigtigste er din jordtype. Det siger næsten sig selv, at sandet jord lettere lader vandet sive, end leret jord gør, og det kan betyde, at faskinen skal være fem gange så stor for at kunne løse opgaven.

Regn med, at en standardfaskine på to bioblokke kan klare vandet fra omkring 50 kvadratmeter tag i almindelig jord, mens der skal seks stenuldsfaskiner til det samme. Prisforskellen er dog ikke enorm, og stenuldsfaskinerne har flere fordele.

Producenten hedder Plastmo, og på deres hjemmeside findes et ret godt værktøj, der hjælper dig til at finde den præcise mængde af deres faskiner, du får brug for. Regn også med, at du skal have helt styr på jordtypen, inden du går i gang.

Er du på nogensomhelst måde i den mindste smule tvivl om jordens beskaffenhed og faskinens dimensioner, bør du snakke med en kloakmester, inden du går i gang. Han kan vurdere, om din jord er egnet til en faskine, og hvor stor den eventuelt skal være.

Det er uhyggeligt vigtigt, at din faskine fungerer, som den skal, for ellers får du potentielt store problemer med vandskader, og der er ingen kære mor - eller forsikringssummer, hvis du selv har fjumret i den. Anderledes forholder det sig, hvis der har været en fagmand inde over.

Hvad koster en sivebrønd?


Selve faskinen og den tilhørende rørføring koster ikke alverden, og du kan sagtens blive godt kørende for 3-10.000 kroner - afhængigt af størrelsen. Skal du have en kloakmand ind over projektet, hvilket du på det kraftigste bør overveje, bør du undersøge markedet lidt.

Der er potentielt mange penge at spare ved at grave selv. Da gravearbejdet er ret omfattende, kan du overveje at leje en minigraver. Sådan én burde du kunne få leveret til døren for omkring en godt 1.500 kroner - til en dags arbejde.

Sådan laver du en god faskine


Der skal søges om tilladelse hos kommunen, inden du går i gang med projektet, og det er for det meste en ren formalitet, der nemt og hurtigt kan klares online. Der findes dog kommuner, hvor du ikke må etablere en faskine, hvis du har tag og tagrender i kobber, bly eller zink, så det er værd at undersøge først. I samme omgang kan du undersøge, om din kommune er én af dem, der giver tilskud til etableringen

Vær opmærksom på placeringen. Faskinen skal ligge mindst to meter fra huset, og gerne fem, hvis der er kælder. Vær også opmærksom på, om der er fald væk fra huset.

Lodrette siveflader er alfa og omega for, hvor hurtigt faskinen kan komme af med vandet igen. Derfor kan det give god mening at halvere blokkene med en sav og opstille dem i forlængelse af hinanden, så der kommer større flade med jordkontakt. Du kan også få faskiner, der er designet til formålet.

Grav hullet, så det passer med faskinens bredde - og 20 centimeter ekstra. Regn med, at du skal godt 130 centimeter ned, så du rammer en frostfri dybde. Der skal gå et kloakrør fra sandfanget og over til din sivebrønd, og her er det en god idé med et fald på to centimeter per meter. Overvej at gemme græstørvene, så du nemt kan genetablere haven

Har du en plastikfaskine, skal du lægge det medhørende fibernet ud, inden du sænker faskinen ned. Sav ud i faskinen, så der er plads til at stikke dit rør ned. Hvis det passer bedre, kan du også stikke røret ind i siden. Dæk grundigt til med nettet. Er det en Plastmo-faskine, skal den bare i jorden og forbindes med de medhørende rør, der skal trækkes seks centimeter ud.

Tomrummet rundt om faskinen fyldes op med sand, og herefter fylder du jord ovenpå. Kig i sandfangsbrønden fra tid til anden, og det er cirka dét, der er af vedligeholdelse med din sivebrønd - ligesom med en kloaktilslutning.

Andre guides

 

Kontakt kundecenteret

Åbent alle dage indtil kl. 20
 
 

Returneringer og reklamationer

Læs mere om, hvordan det fungerer
Luk
Føj til favoritter

Føj til favoritter

Ved at tilføje produkter til Favoritter, kan du nemt få et overblik over udvalgte produkter!

Log ind eller opret konto