Guide: Sådan fælder du et træ


Der er noget særligt ved at fælde et træ. Uanset om det er stort eller et mindre træ. Måske får du det lidt som et urmenneske, når du ser stammen falde til jorden. Måske skulle træet dengang i urtiden bruges til at bygge ly for klanen, måske skulle det bruges til brænde, så klanen kunne holde sig varm, og måske var det bare i vejen for urmennesket, der med værktøj, håndværk og snilde kunne nedlægge et hvilket som helst træ - uden fare for liv og lemmer. Måske er det den følelse, du får, når du fælder et træ. Eller også tænker du ikke så meget over det og vil bare gerne have hjælp til at få fældet dit eget træ.

Hvor urmennesket brillierede med sine håndværksmæssige evner, har det moderne menneske til gengæld stor risiko for, at træfældningen ender i en katastrofe for både liv, lemmer og omgivelser. Det kræver nemlig lidt viden og håndelag, hvis det skal ende godt og uden ulykker. Det er især, hvis du skal fælde større træer. Men alt, du skal vide om fældning af træer, kan du finde lige her.
Hvornår skal træer fældes?

Der er flere ting, der taler for og imod at fælde i henholdsvis sommer- og vinterhalvåret, og det optimale tidspunkt kommer lidt an på, hvad formålet er med fældningen - og hvilken type træ, der er tale om.
Det kan være en fordel at fælde træet om vinteren, når det har smidt bladene - hvis det altså er et løvfældende ét af slagsen. Det gør træet nemmere at overskue, vinden får ikke nær så godt fat i kronen, og der er mindre affald at håndtere, når træet ligger der,

Omvendt kan et saftfuldt træ i frostvejr være en drøj omgang at save i, og træets blade kan på et par uger trække en masse væske ud af det fældede træ, så det hurtigere tørrer, hvis det skal bruges til brænde.

Det er altså mere eller mindre op til dig, hvornår du vil fælde træet.

Kan jeg selv fælde træet?


Ja. Og nej. Et ukompliceret træ i en begrænset størrelse kan du godt kaste dig over som nybegynder, og har du et par sådanne træer under bæltet allerede, kan du godt arbejde dig hen imod lidt større træer.

Er træerne meget store, står de i skel eller tæt på huset, eller er de på nogen måde skæve eller rådne, bør du overlade arbejdet til en professionel. De penge er potentielt givet rigtig godt ud, for det kan hurtigt blive en meget dyr affære, hvis fældningen kikser.

Professionelle har også en forsikring, der går ind og dækker, hvis der sker et uheld, og det er langt fra sikkert, at din forsikring dækker, hvis du selv har kastet dig ud i træfældningen. Du bør som minimum undersøge på forhånd, om din forsikring dækker, hvis du har et træ, der kunne risikere at gøre skade på dit eller din nabos hus.

Du vil blive holdt ansvarlig og skal erstatte, hvis du forvolder skade på din nabos hæk, træer eller hus. Så vær meget forsigtig, når du går i gang med at fælde træet.

Et højt træ i en villahave vil nok kræve en såkaldt topkapning. Her kravler en adræt fagmand højt op i træet, og skærer træet kyndigt ned - bid for bid. Du får ikke den forløsende fældning, men omvendt er der ikke samme faresituation for huse, liv og lemmer i nærheden. Og det er nu altså det vigtigste.

Har du en dårlig mavefornemmelse omkring dine evner - eller mangel på samme, bør du lytte til dem og overlade arbejdet til en professionel. Det bør du gøre, hvis du er det mindste i tvivl.

Hvad skal jeg være opmærksom på, når jeg vil fælde træ? 


Mål altid træets højde, så du ved, hvor langt væk dine kære og nabolaget er i potentiel fare. Brug en form for målestok eller -person, du kan stille op ad træet, og gå cirka 30 meter væk. Herfra kan du vurdere, hvor mange målestokke, træet er højt.

Vær opmærksom på træets udformning. Tilter det, eller er kronen ujævn, skal du have det med i dine overvejelser. Er træet raskt? Et råddent træ kan falde ret uforudsigeligt, så det bør du også holde nallerne fra - hvis det altså er stort. Vindretningen på dagen kan også have stor effekt på din succes, og her bør du gå efter en dag, hvor det er vindstille, eller du har 'medvind', så træet bliver hjulpet i den rigtige retning.

Hvilke sikkerhedsforanstaltninger bør jeg tage?


Sørg først og fremmest for, at der ikke står andre personer inden for den radius, som træet kan risikere at falde i. Du kan have et par hjælpere, der trækker i reb for at hjælpe træet på vej, og de bør placeres umiddelbart uden for træets rækkevidde.

Står træet i tæt beplantning, bør du også rydde en flugtvej, inden du går i gang med fældningen - skulle tingene nu gå skævt.

Motorsave er fede. Meget fede. Der er til gengæld også ret store konsekvenser, når kædesaven kommer på afveje, og du bør passe rigtig godt på. Kom ikke for tæt på hovedhøjde med saven, og brug altid sikre, afmålte bevægelser. Det kan heller ikke understreges nok,  at du skal bruge sikkerhedsudstyr. Handsker, hjelm med visir og et høreværn bør du altid bruge, og sikkerhedsbukser med skæreindlæg, sikkerhedsstøvler og eventuelt også sikkerhedsbenskinner skal du også benytte. Hvis du ved en fejl skærer forkert og saven fortsætter ned mod dine ben eller fødder, kan du komme meget, meget galt af sted. Derfor skal du have sikkerhedsudstyr på, som beskytter dit liv og dine lemmer mod saven.

Er du i tvivl, så kontakt altid en fagmand.

Relaterede produkter

Sådan fælder du et træ


  • Start med at fjerne eventuelle grene, der sidder i vejen. Både for dit arbejde og for træets optimale fald.
  • Er du lidt bekymret for retningen, kan du binde et eller flere reb om træet, som hjælpere så kan trække i. Sæt dem så højt som muligt.
  • Lav dit forhug. Det er den kile, der styrer faldretningen, og den bør maksimalt gå en tredjedel ind i træet. Start med at skære skråt ind fra oven, og lav et vandret snit efterfølgende. Sigt efter en vinkel på 45 grader.
  • Nu laver du fældsnittet. Skær vandret ind fra træet bagside, og læg snittet lidt højere end spidsen i din kile. Snittet skal ende et par centimeter, før træet er savet igennem, men du får nok brug for at banke et par jernkiler ind i træet, når du er omtrent halvvejs igennem, så stammen ikke lukker sammen om savklingen.
  • Skub eller træk træet i den retning, det gerne skal falde i.

 

Husk at råbe 'timber', og klap dig selv på skulderen - hvis det altså gik godt. Så føles fældningen også endnu bedre.

Andre guides

 

Kontakt kundecenteret

Åbent alle dage indtil kl. 20
 
 

Returneringer og reklamationer

Læs mere om, hvordan det fungerer
Luk
Føj til favoritter

Føj til favoritter

Ved at tilføje produkter til Favoritter, kan du nemt få et overblik over udvalgte produkter!

Log ind eller opret konto