Click & Collect er gratis for Premium medlemmer - Bliv medlem her!

Guide: Sådan klipper du dine hække


Hække skal klippes med jævne mellemrum, da de ellers kan risikere at blive vildtvoksende, ustabile og for store. I denne guide kan du læse mere om, hvordan og hvornår du skal klippe dine hække, så de kan holde sig pæne og velplejede hele året.

Hvornår skal jeg klippe hæk?

Hvornår du skal klippe hæk, afhænger af hæktypen, hækkens størrelse og dit temperament. De fleste hække har godt af at blive klippet to gange årligt, men du kan dog nøjes med at klippe nogle hække en enkelt gang om året.

Der er mange holdninger til, hvornår på året hækklipningen skal placeres – en gammel huskeregel siger, at den første klipning skal være før Sankt Hans (altså 23. juni). Dog er de moderne anbefalinger, at man venter med klipning af hæk til starten af juli, da der kan være fuglereder og fugleunger i hækken i juni, som forstyrres. Hvis du vælger at klippe hækken i juni, så hold godt øje med fuglereder i hækken, klip forsigtigt og brug en hækkesaks, så du ikke skræmmer fugleungerne med motorlarm.

Anden klipning af hækken vil typisk være i august eller starten af september. Vælger du at klippe hækken to gange på et år, vil det være nemmere og kræve færre kræfter at klippe hækken, da grene og kviste vil være mindre. Du kan nøjes med at klippe hækken en enkelt gang om året, men så vil grenene typisk være noget hårdere at komme igennem.

Hæktyper – og hvornår og hvor ofte de skal klippes

Det er lidt forskelligt fra hæk til hæk, hvor ofte de skal klippes. Du kan her finde en oversigt over tidspunkt for klipning af de forskellige hæktyper.

Hæktype

Tidspunkt og interval for klipning

Løvfældende hæk (f.eks. bøgehæk, hvidtjørn og liguster)

1-2 gange årligt

Juli og august/september

Stedsegrøn hæk (f.eks. gran eller cypres)

1 gang årligt

April eller august/september

Relaterede produkter

Pas på fugle og reder under klipningen


Der kan nemt gemme sig fuglereder med unger i hækken, som du bør tage højde for. Det bedste råd er derfor at vente med hækklipningen til senere på sommeren, hvor fugleungerne har forladt reden. Faktisk anbefaler Dansk Ornitologisk Forening, at man venter med at klippe hæk til efter 1. august.

Hvis du ikke kan vente så lang tid, kan du følge disse retningslinjer under klipningen for at beskytte fuglene:

  • Brug hækkesaks i stedet for hækkeklipper

  • Vær forsigtig under arbejdet

  • Hold godt øje med eventuelle fuglereder med unger eller æg – er der en aktiv rede, så klip udenom

Hvordan skal din hæk klippes?

Hvor høj hækken skal være, og hvordan den skal formes, afhænger til en vis grad af dine egne præferencer. Dog er der nogle generelle råd, som du kan følge, der vil gøre klipningen af hækken nemmere og resultere i en pænere hæk.

  • Brug en snor til højden: Er du ikke så erfaren ud i at klippe hække, kan det være en god idé at have en rettesnor, så hækken får nogenlunde samme højde over det hele.

  • Klip bredest i bunden og smallest i toppen: Hækken skal klippes således, at den er bredest i bunden og smallest i toppen. På den måde sikrer du, at den fastholder en god stabilitet og ikke knækker, hvis der f.eks. falder tung sne. Derudover kommer der også sollys til bunden af hækken. 40-50 cm i toppen og 60-70 cm i bunden er gode bredder til de fleste hække.

  • Klip nedefra og opad: Det er en god idé at klippe nedefra og opad, da du så har mindre bøvl med de afklippede grene under hækklipningen.

  • Start med at klippe siderne, slut med toppen: Du bør starte med at klippe siderne og slutte med at klippe toppen af hækken.

  • Husk hegnsloven ved hæk i skel: Har du en hæk i skel, er der regler for den maksimale højde, ifølge hegnsloven. Tjek derfor op på reglerne, før du begynder at klippe hække i skel.

  • Vær opmærksom på sikkerheden: Særligt hvis du bruger en motoriseret hækkeklipper, bør du være opmærksom på sikkerheden, da en hækkeklipper er skarp og kraftig og derfor potentielt kan forårsage skade. Husk derfor sikkerhedsudstyr som sikkerhedsbriller, havehandsker, høreværn og gode arbejdssko.

I hvilket vejr er det bedst at klippe hækken?

Det er ofte bedst at klippe hækken på en overskyet dag med en smule vind. Du bør undgå at klippe hækken i følgende vejr:

  • Frost: Frostvejret kan skade grenene.

  • Skarp sol: Bladene kan risikere at blive svedet af solen

  • Fugtigt vejr og regn: Det fugtige vejr kan øge risikoen for svamp i hækken.

Hvordan skal du håndtere hækafklip?

Når du er færdig med hækklipningen, vil du stå tilbage med diverse former for hækafklip som grene og blade. Dette kan du håndtere på forskellige måder – du kan f.eks. genbruge det i haven som dækmateriale. Du kan også klippe afklippet i små stykker og gemme det væk under hækken. Har du en kompostbunke, kan du smide afklippet deri, når du har haft det igennem et kompostkværn.

Hvilken hækkeklipper skal du vælge?

Der er ikke som sådan et bestemt svar på, hvilken type af hækkeklipper du bør bruge. Det afhænger i høj grad af størrelsen af hækken, og hvad du finder mest behageligt at arbejde med. Grundlæggende kan du vælge mellem disse typer af haveredskaber til klipning af hække: Hækkesaks, hækkeklipper med batteri og hækkeklipper med ledning.

 

 

Hækkesaks – især god til små hække

En hækkesaks er den mest enkle form for haveredskab til at klippe en hæk. Har du en lille hæk, bør du kunne klare dig med en hækkesaks. Fordelen ved en hækkesaks er også, at den kræver væsentlig mindre vedligeholdelse end en hækkeklipper med motor, og så er den også billig at anskaffe og bruge. Har du en stor hæk, bliver det dog lidt hårdt at bruge en hækkesaks i længden.

 

 

 

Hækkeklipper med batteri – høj fleksibilitet og effektiv klipning

Har du en lidt større hæk, og vil du derfor gerne undgå at bruge alt for meget kræfter på hækklipningen, er en hækkeklipper med batteri et oplagt valg. Hækkeklippere med batteri findes i mange typer, som passer til forskellige typer og størrelser af hække. Batteriet giver en stor fleksibilitet, da du er fri for at bekymre dig om at ramme en ledning under hækklipningen. Typisk er en hækkeklipper med batteri god til mellemstore hække, men hvis du gerne vil udvide din arbejdsradius, kan du tilkøbe flere batterier til hækkeklipperen.

 

 

 

 

Hækkeklipper med ledning – kraftig klipning af større hække

 

En hækkeklipper med ledning kan være et godt alternativ til en batteridreven hækkeklipper. Den har ikke samme grad af fleksibilitet som en variant med batteri, da arbejdsradius er begrænset af ledningen, men du er omvendt fri for at være opmærksom på strømniveauet på batteriet. Derudover har hækkeklippere med ledning ofte lidt mere kraft, så de også kan klare de større grene. Men hold altid øje med ledningen under arbejdet, så du ikke kommer til at klippe den over. 




 

 

Stanghækkeklipper – til den høje hæk


Er hækken blevet meget høj, kan det være svært at nå toppen. Heldigvis findes der en hækkeklipper, som kan være din redning, nemlig en stanghækkeklipper. Med en stanghækkeklipper kan du udvide rækkevidden på hækkeklipperen, så du kan klippe en hæk, der er blevet meget høj. 

 

 

 

 

Husk at vedligeholde og slibe hækkeklipperen før brug


Uanset om du bruger en hækkesaks eller en hækkeklipper, er det vigtigt, at du sørger for at vedligeholde den løbende, så den er klar til brug. Hvis det er et stykke tid siden, at du har brugt hækkeklipperen eller hækkesaks, så tjek lige, om den er skarp og smurt, så den kan klippe mere effektivt. Du kan læse mere om vedligeholdelse i vores guide til vedligeholdelse af hækkeklippere.

Andre guides

usp_block
Luk
Føj til favoritter

Føj til favoritter

Ved at tilføje produkter til Favoritter, kan du nemt få et overblik over udvalgte produkter!

Log ind eller opret konto