Udluftning: Med god ventilation får du styr på udluftningen

Frisk luft er så sundt, har mødre og fædre sagt siden tidernes morgen - og som så ofte før har mødrene ret. Det er faktisk vigtigt, at du får gammel luft ud og frisk luft ind, hvis du vil have et godt og sundt indeklima. Luften i dit hus indeholder nemlig al muligt, du hellere vil have udenfor end inden døre. Støv og partikler, kuldioxid, radon og ikke mindst fugt.

En familie på fire afgiver 10 liter vand i døgnet via vejrtrækning, tøjvask, bade og madlavning. Det er en fuld gulvspand, der hver eneste dag slippes løs i luften for at finde vej til vægge og træværk. Det giver grobund for råd og skimmel, og det er som bekendt skidt for huset, indeklimaet og eventuelle allergikere.

Læs mere om indeklimaet i din bolig her.

Det er altså vigtigt at få luftet godt ud, og det er endda blevet endnu vigtigere i dag, hvor vores huse er tættere end nogensinde før. Men skal du gå efter naturlig- eller mekanisk ventilation? Du får svaret herunder.

 Hvad er forskellen på naturlig og mekanisk ventilation?

Naturlig ventilation betyder kort fortalt, at luften får lov til at bevæge sig på egen hånd. Naturlig ventilation får du med indgreb som åbne vinduer og døre, ventilationsåbninger på vinduer og ventilationskanaler i husets ydervæggene.

Mekanisk ventilation betyder, at du har en eller anden form for motor, som sørger for, at luften flytter sig. Mekanisk ventilation kan være alt fra en emhætte eller udsugning i bryggers og badeværelse til store ventilationsanlæg, der med varierende mængder af intelligens og god ventilation kan opretholde et godt indeklima - endda uden det store varmespild. 

Hvor stort er behovet for ventilation i nye huse?

I gamle dage, hvor huller, sprækker og mangelfulde vinduer udvaskede forskellene mellem udenfor og indenfor, var der en nogenlunde udskiftning af luften. Det var koldt, og luften var sikkert ringere, bevares, men der skete altså en naturlig ventilation. I et moderne hus, der både er tæt og velisoleret, står luften fuldstændigt stille. Og det er altså skidt for dit indeklima, da det dermed er svært at få skabt ordentlig ventilation. Du bør skifte luften ud - uanset om huset er nyt eller gammelt.

Hvis du gør det på gammeldags manér, med åbne vinduer og gennemtræk, skal du lufte ud tre gange dagligt á fem minutter. Gerne 10 minutter, hvis det kan lade sig gøre. Du bør lufte ud om morgenen, så al fugten fra din natlige vejrtrækning kan komme ud - og igen om eftermiddagen, når du kommer hjem. Du bør også give huset en gang gennemtræk lige inden sengetid, så vejrtrækning, stearinlys, madlavning, brændeovn og alle de andre unoder kan komme ud af huset. Det er vigtigt med ekstra udluftning eller ventilation i vådrum, hvor der typisk kan opstå kondens på grund af det fugtige miljø.

Rådet om 15-30 minutters daglig udluftning gælder hver dag hele året - uanset hvordan vejret eller måtte være udenfor.

Det er dog ikke altid rart udenfor, og slet ikke i Danmark, og det er måske årsagen til, at mekanisk ventilation vinder indpas. Her sørger møller, mekanik og målere for, at du får suget den brugte luft ud og får tilført noget ny, frisk luft. Så kan du nøjes med at åbne vinduerne, når du har lyst til det.

Sidder du i et nybygget hus, er det svært at forestille sig, at du ikke også har et ventilationsanlæg med varmegenvinding. De er ikke et lovkrav, men det er efterhånden en standard.  

Kan jeg sætte et ventilationsanlæg i et ældre hus?

Det er lige så træls at sidde i gennemtræk i et ældre hus, som det er i et nyt hus. Derfor kan det være fristende at få efterinstalleret et mekanisk ventilation, og det er da også nogenlunde ligetil i etplanshuse med uudnyttede loftrum. Her bliver ventilationsrørene lagt ned i isoleringen, og selve anlægget kan sættes på loftet eller i et skab. Det er en anelse mere omstændeligt, hvis dit hus er i flere plan, og her skal du snakke med en fagperson om, hvordan og hvorledes du kan få god mekanisk ventilation.

Et ventilationsanlæg i et 1970'er-typehus på 140 kvadratmeter koster i omegnen af 50.000 kroner - med installation. Husk at få anlægget lyddæmpet, og køb en stille variant, hvis du nemt plages af støj. 

Hvilke love og regler gælder der for udluftning/ventilation?

I Bygningsreglementet kan du se de efterhånden temmelig omfattende krav for ventilation i nye boliger. Blandt andet er der krav om, at luften skal skiftes ud med 0,30 liter i sekundet per kvadratmeter boligareal. Det er en svær størrelse at forholde sig til, men det betyder, at al luften i huset gerne skulle være skiftet ud i løbet af to timer. Det giver nemlig et godt indeklima. 

Derudover er der en lang række krav til køkken, bryggers, kælder og badeværelser, som nok i sidste ende betyder, du kommer til at lande på en større luftudskiftning end minimumskravet på de 0,30 liter.

Gode råd til godt ventilation og et sundt indeklima

Det vigtigste råd er, at du skal have skiftet luften i boligen ud, hvad end det sker med mekanisk ventilation eller manuel ventilation.

Derudover kan du tage nogle tiltag, som forbedrer dit indeklima betydeligt:

  • Tør ikke tøj inde i huset. Al den fugt, der sidder i tøjet, går i indeklimaet, og det er noget skidt. Her bidrager du faktisk mere til den fugtige luft.
  • Luft ud, når du laver mad. Brug emhætten, hvis den altså leder luften ud af huset, og sørg for, at filteret er rent, så der kommer træk igennem. Hvis du tryller bag gryderne en hel dag, kan der også nemt komme for meget fugt i luften, så vær opmærksom på indeklimaet. 
  • Du bør naturligvis også lufte ud, når du går i bad. Når du går i bad, bliver der dannet ekstremt meget fugtig luft, så her skal du virkelig lufte godt ud.
  • Vær flittig med støvsugeren. Støv og partikler er med til at forurene indeklimaet, og hyppig rengøring kan være med til at holde astma og allergier i skak. Lav gerne en årlig forårsrengøring, og kom helt i bund, så du sikrer, at du kommer af med den forurenede luft.
  • Undgå røg i boligen. Hvad end det drejer sig om tobak, brændeovne eller stearinlys, så er det noget skidt for luftvejene - uanset hvor hyggelige aktiviteterne eller måtte være. Røget luft bidrager heller ikke til et behageligt indeklima for ikke-rygende gæster eller beboere. 
  • Hold en jævn temperatur på 18-20 grader i hele huset. Ellers risikerer du kondens i de kolde rum og på kolde overflader.

 

 

Kontakt kundecenteret

Åbent alle dage indtil kl. 20
 
 

Returneringer og reklamationer

Læs mere om, hvordan det fungerer
Luk
Føj til favoritter

Føj til favoritter

Ved at tilføje produkter til Favoritter, kan du nemt få et overblik over udvalgte produkter!

Log ind eller opret konto