Haveprojekter i efteråret
Selvom bladene falder af træerne, og blomsterne visner, er der stadig masser af havearbejde at lave om efteråret. Efterårsferien er især en perfekt mulighed for at afslutte havesæsonen og gøre din have klar til foråret og sommeren. Du kan her finde 8 projekter, som du kan gå i gang med om efteråret.


Plant forårsløg og forårsblomster
Det er om efteråret, at du skal plante forårsløg og forårsblomster som vintergækker, krokus, tulipaner og påskeliljer. Dermed bliver de klar til at blomstre i foråret og pryde haven med smukke farver.
Plant træer, roser og buske
Efteråret er også en god periode til at plante løvfældende træer, buske og roser. Jorden er nemlig fugtig i denne periode, hvilket gør det nemt for planterne at danne nye rødder. Så længe jorden ikke er frossen, kan træerne, buskene og roserne plantes.


”Blomsterløg skal plantes i det tidlige efterår, fra september til november. Er jordtemperaturen 5 grader eller derover, skal løgene nok klare sig.”
Lav vinterdækning
Hvis du har frostfølsomme planter, som ikke kan rykkes indendørs, kan du dække dem til med bl.a. en fiberdug eller gran. Planter og blomster, der ikke er naturligt hjemmehørende i Danmark – såsom middelhavsplanter og andre eksotiske planter – skal ofte enten vinterbeskyttes eller rykkes indendørs til et frostfrit sted. Krukkeplanter bør også frostbeskyttes, da de er langt mere udsatte for frost end planter i jorden.
Riv blade sammen og genbrug dem som kompost
I efteråret falder bladene fra træerne, og hvis du har mange træer og buske, vil hele din have og dine udendørsarealer formentlig blive fyldt med nedfaldne blade. Disse blade skal du helst fjerne fra din plæne, da du ellers kan risikere, at der danner sig skimmel og svamp på den.
Dog behøver du ikke at køre bladene til den lokale genbrugsstation – i stedet kan du genbruge dem som kompost i f.eks. bedene. Hvis du kører bladene over med en plæneklipper, før du fordeler dem rundt, nedbrydes de hurtigere.
Slå græs for sidste gang i år
Det er også i efteråret, at græsset skal slås for sidste gang i løbet af året. Det er typisk i slutningen af oktober, at du skal slå græsset for sidste gang, når jordtemperaturen kommer under 6-7 grader. Ved en jordtemperatur under 6-7 grader vokser græsset nemlig ikke længere. Vores anbefaling er, at du undgår at klippe græsset under 4 cm ved sidste græsklipning, da en for kort græsklipning kan skade græsset og dets rodnet.
Høst æbler, pærer og bær
Er du den lykkelige ejer af frugttræer og -buske som æble- og pæretræer og bærbuske, er det typisk i efteråret, at du skal høste frugterne fra dem. Hvornår frugterne præcist skal høstes, afhænger meget af den enkelte sort – f.eks. bliver nogle æblesorter modne allerede i august, men de fleste sorter modnes først i løbet af efteråret.
Æbler, pærer og bær giver mulighed for et væld af sjove og kreative projekter for hele familien i efterårsferien. I kan f.eks. presse æblerne til læskende æblesaft, bage lækre frugtkager eller lave marmelade.
Få beskåret buske og træer
Har I træer og buske på området, er sensommeren og efteråret også det bedste tidspunkt at beskære dem. Mange træer har svært ved at hele deres sår fra beskæringen om vinteren. Hvis du beskærer for sent, kan der derfor gå råd i sårene. Samtidig er sensommeren og efteråret det perfekte tidspunkt til at fjerne syge grene, så insekter ikke kan overvintre i dem.
Der er en række forskellige buske og træer, der har bedst af at blive beskåret i sensommeren. Det er blandt andet:
- Blomme
- Kirsebær
- Prydkirsebær
- Valnød
- Birk
- Ahorn
- Solbær
- Ribs
- Syrener
- Forsythia
- Kejserbusk
- Blodribs
For blomsterbuskene gælder, at det er vigtigt at beskære dem i starten af sensommeren, da de senere danner næste års blomsterknopper. Hvis du kommer til at beskære dem for sent, kan du altså komme til at skære næste års knopper af, så der ikke kommer til at være lige så mange blomster.
Sådan beskærer du buske og træer korrekt
Når du skal beskære træer og buske, er der nogle grundregler, der går igen. Det er først og fremmest, at du skal bruge rent og skarpt værktøj til opgaven. Du må ikke bruge værktøj, som du har brugt til at beskære en syg plante uden at have rense det først. Det kan overføre sygdommen mellem de to.
Du bør altid klippe grenene helt ned til basis eller til der, hvor grenen har sit udspring. Hvis du ikke gør det, vil planten højst sandsynligt reagere ved at producere en masse nye skud på det sted. Derfor kan du ikke bare klippe, hvor du synes, at det passer.
Bærbuske og blomsterbuske bør du beskære hvert år, hvor du fjerner cirka en tredjedel af de ældste blade ved basis. På den måde vil buskene sende nye skud, og den vil blive ved med at se frisk ud.
Træerne på området behøver du ikke i lige så høj grad at beskære. Hvis de er ved at vokse ind i bygninger, eller deres grene på anden måde er til gene, er det selvfølgelig nødvendigt. Derudover er det også nødvendigt, hvis der er syge grene. Er det større grene, det drejer sig om, er det nemmeste, at du saver dem af.
Tag havemøblerne indendørs – eller beskyt dem med overtræk
Når det kolde vejr rammer i efteråret og vinteren, er det tid til at tage havemøblerne indendørs, så de er beskyttet imod frost, regn og sne. Hvis du er så heldig at have et skur eller et andet rum, kan du placere dem der. Alternativt kan du anskaffe dig overtræk til havemøbler, så de er i læ for vind og vejr. Hynder kan du putte i hyndebokse.
Kilder: Idenyt.dk
Her finder du beskæregrej
Her finder du frugttræer og hækplanter