Reducer støj med akustikloft

Mange ting var bedre i de gode, gamle dage, og én af dem er akustikken. Før i tiden havde vi tæpper, klunkemøbler, tunge gardiner og alt muligt andet, der kan afbløde støj og larm. Derudover havde vi færre apparater, ligesom køkkenet - med al dets infernalske maskinstøj - lå for sig selv.

I dag har vi køkken-alrum, persienner og hårde, minimalistiske møbler - og ikke mindst et utal af dimser og apparater, der sender lyden rundt og støjniveauet til vejrs. Det er åbenlyst træls at opholde sig i støjende omgivelser, men det er faktisk også decideret usundt. Det kan nemlig give stress-lignende symptomer og forhøjet blodtryk, når en hverdag med børn og bippende apparater sender decibellene i boligen til vejr. Heldigvis kan du gøre meget for at dæmpe støjen, og her er akustiklofter et oplagt skridt i retning mod lidt roligere tider.

Hvad er et akustikloft?

Et akustikloft er lavet af lydabsorberende materialer, så lyden ikke bare bliver kastet rundt, når bølgerne rammer loftet. Kernen i de absorberende egenskaber er overfladen. Den skal være blød, porøs eller på andre måde ujævn, så lydbølgerne ender der. En 40 millimeter plade i mineraluld absorberer 80 procent af den lyd, der bliver kastet mod den, mens en gipsvæg kun tager 20.

Der findes flere produkter og løsninger, der kan lempe lidt på larmen i dit hjem, hvor nogle er diskrete, mens andre er markante og endda en del af hjemmets udtryk. Akustiklofter kan være hele lofter eller mindre felter, der sidder, hvor behovet er størst. Nogle typer af akustiklofter er nemme og billige at skrue op, mens andre er omstændelige og absolut dyrere at have med at gøre.

Billede af troldtekt pladerBillede af troldtekt plader

Relevante produkter

Hvilke typer findes der?

I dag findes der mange løsninger til støjproblemer i hjemmet. De mest gængse materialer til akustiklofter er perforeret gips, træbeton, mineraluld og akustikpuds.

Traditionelt set forbinder vi nok mest træbetonen med lofter i institutioner, på hospitaler eller andre steder, hvor der er brug for lyddæmpning. Nyere boliger med et hårdt udtryk kan dog sagtens klare lidt træbeton i loftet, hvor materialets krøllede udseende kan tilføre lidt struktur til et ellers glat lokale. Andre vælger plader, der er så fine i udtrykket, at pladerne næsten træder i baggrunden.

Nogle plader i træbeton kommer med en lydabsorberende bagside, mens andre ikke gør. Du bør selv sørge for at have noget mineraluld eller lignende bagved, hvis du vil have fuld valuta for pengene. Uanset hvad er det en relativt skånsom løsning for både bolig og pengepung, og du skal regne med en 1-200 kroner per kvadratmeter for pladerne. Her er det kvalitet og tæthed af fibrene, der afgør priser. Derudover er der selvfølgelig udgifter til bagvedliggende materiale og opsætning.

Lyst og minimalistisk

Hvis man foretrækker et lyst og minimalistisk loft, er et perforeret gipsloft den oplagte løsning, fordi den løser støjproblemer effektivt uden at domineret din indretning. Gips har du sikkert allerede masser af i dit hus. Så du ved, at det er et robust materiale, som sikrer godt indeklima og har lang levetid. De perforerede gipslofter kan genmales igen og igen uden tab af akustikken. Og så er gips et bæredygtigt materiale - brugte gipsplader og gipslofter genbruges til produktion af nye igen og igen. Akustiklofter i gips findes i mange varianter og prisklasser. Et godt bud på et akustisk gipsloft til din bolig er DANOloft® - en færdigmalet loftplade lige til at skrue op. Den kræver hverken spartling eller maling. Det eneste du skal huske, er at du skal montere det på en 20mm forskalling, så der er lidt luft bagved loftspladen.

Mineraluldsplader er også et populært valg til akustikken, og de ligger også i den billigere ende, ligesom de er nemme at opsætte. Nogle af disse plader skal bare limes på, mens andre kan nedsænkes eller hænges fra wirer. Mineraluldspladerne er noget af det mest lydabsorberende, du kan få, mens materialet måske ikke er det kønneste valg til alle lofter. De kan koste fra få hundrede til flere tusinde kroner kvadratmeteren, men for en fin løsning i god kvalitet, som eksempelvis Sonar B fra Rockfon, kan du slippe med godt 200 kroner per kvadratmeter.

Billede af hvidt akustikloftBillede af hvidt akustikloft

Lyddæmpernes absolutte luksusprodukt

Endelig har vi lyddæmpernes absolutte luksusprodukt; Akustikpuds. Akustikpuds bliver mest anvendt det steder, hvor lommerne er dybe og omgivelserne enestående, for det er altså en dyr løsning. Med akustikpuds bliver der sat særlig plader op, hvorefter de bliver pudset med en særlig, åben puds. Det gør, du ikke kan se de lyddæmpende foranstaltninger, og det er guld værd for især restauratører og andre, der vil undgå fornemmelsen af tandlægeklinik og klasseværelse. Det er som sagt en løsning, du får lov at betale for, og du skal nok regne med en pris, der ligger i nærheden af 1.000 kroner per kvadratmeter - afhængigt af opgaven, naturligvis. Men det er så med opsætning.

Kan jeg selv sætte et akustikloft op?

Du kan sagtens sætte et akustikloft op, hvis du er lidt fiks på fingrene. Der er naturligvis valget af loft, der dikterer sværhedsgrad og fremgangsmåde, men det er noget nemmere at håndtere løsninger, der skal limes på eksisterende loft eller skrues op i en forskalling, end de nedsænkede lofter, der hænger løst.

Du skal huske på, at lovkrav siger, der skal være minimum 2,30 meter til loftet i huse, mens der skal være 2,5 meter i lejligheder. Det skal du have med i dine overvejelser, inden du finder din løsning.

Hvis du vælger en løsning med træbeton, bør du have dine plader til at ligge i rummet i et par døgn uden indpakning. Træbeton er et levende materiale, der udvider sig og trækker sig sammen, og ved at lade det akklimatisere i et par dage, undgår du, at pladerne ligger og bøvler for meget, når de først sidder i loftet.

Perforerede gipsplader er noget af det nemmeste materiale at tilpasse med en sav eller en hobbykniv. De findes i handy 60x60 cm plader, som gør til et en oplagt løsning, for dig der gør det selv. Mineraluldsplader er også nogenlunde til at håndtere for gør-det-selv-folk, og her kan du ofte selv afgøre, om de skal limes eller skrues op. Det er også typisk den løsning, du ville vælge, hvis du bare havde brug for et mindre felt - og ikke et helt loft.

Uanset hvad du vælger at sætte i loftet, bør du altid være opmærksom på den ekstra vægt, der følger med. Det er nemlig ikke sikkert, at dit eksisterende loft kan holde til en tung løsning.

Andre guides

 

Kontakt kundecenteret

Åbent alle dage indtil kl. 20
 
 

Returneringer og reklamationer

Læs mere om, hvordan det fungerer
Luk
Føj til favoritter

Føj til favoritter

Ved at tilføje produkter til Favoritter, kan du nemt få et overblik over udvalgte produkter!

Log ind eller opret konto