Lægning af fliser: Sådan gør du

Det er svært at finde en have i Danmark, hvor der ikke findes fliser. Fliser i indkørslen, i havegangen, på terrassen eller måske i hele gårdhaven. Vores fascination af fliser er fuldt forståelig, for fliser er nemlig en dejlig størrelse. De er dejligt lune at gå på, de skal hverken have maling eller træbeskyttelse, og så har de potentielt en levetid, der får din egen til at virke ynkelig.

Det er altså meget forståeligt, hvis du vil i gang med lægning af fliser på din grund. Herunder kan du læse alt, du skal vide om at lægge fliser selv.

Det er svært at finde en have i Danmark, hvor der ikke findes fliser. Fliser i indkørslen, i havegangen, på terrassen eller måske i hele gårdhaven. Vores fascination af fliser er fuldt forståelig, for fliser er nemlig en dejlig størrelse. De er dejligt lune at gå på, de skal hverken have maling eller træbeskyttelse, og så har de potentielt en levetid, der får din egen til at virke ynkelig.

Det er altså meget forståeligt, hvis du vil i gang med lægning af fliser på din grund. Herunder kan du læse alt, du skal vide om at lægge fliser selv.

Det er fint gør-det-selv-arbejde at lægge nye fliser, men det er et arbejde, der kræver, du gør dig meget umage.

Hvad er der af fordele og ulemper ved fliser og belægningssten?

Vi er kommet ind på nogle af fordelene ved en flisebelægning, og de er faktisk mange. Sten har som bekendt en lang levetid, de er holdbare, de er pæne, de er relativt skridsikre, du kan lægge dem selv, de skal ikke males, de er lette at rengøre, der findes fliser og belægningssten til alle budgetter, og de kan genbruges i en uendelighed.

Træerne vokser desværre ikke ind i himlen, og der også ulemper ved flisebelægning. De fleste fliseejere ved, at fugerne i en stenbelægning har en næsten unaturlig tiltrækning på ukrudt, og du skal ikke sænke paraderne mere end et par uger i højsæsonen, før dine fliser får hjemmet til at se forladt og forfaldent ud. I disse tider får man endda sårende bemærkninger og dømmende blikke, hvis man tillader sig at bade belægningen i Roundup, så du kommer ikke sovende til flotte fliser.

Så har vi myrerne, der ser dine fliser som en anden liebhaverejendom, der leverer både varme og tørre forhold i gangene under. Det kan betyde bøvl med sand, løse sten og myrer i boligen, og i disse fordømmende tider er det ikke længere velset at bruge gift ved terrasser og havegange.

Enhver fliseejer ved også, at alger og flisepest ikke er sene til at slå sig ned, så snart der er lidt fugt og skygge i billedet. Det er et værre slid at blive disse belægninger kvit, som du kan læse om her. Endelig har vi flækkede fliser og skævheder, som du ikke kan undgå at tage stilling til fra tid til anden.

At ulemperne fylder så meget på listen i forhold til fordele skyldes kun, at fordele er så indlysende, og du er altså rigtig godt stillet med lægning af fliser. Eller lægning af belægningssten. 

Hvad er alternativerne til at lægge fliser og belægningssten?

Til terrasser er et støbt betondæk et fint alternativ, der dog ikke er til at reparere på, hvis det går i stykker. En træterrasse er nem at reparere, men træ er forgængeligt og kræver vedligholdelse.

Til indkørsler er beton og asfalt fine alternativer til fliserne, og især asfalt kan være en flot og holdbar løsning i mange år. Alternativt er skærver og perlegrus også populære valg, som lader regnvand trænge hurtigt ned.

Der skal godt med gruslag til, hvis dine fliser skal have en chance for at ligge pænt og plant i de kommende år og årtier.

Relaterede produkter

Hvordan lægger jeg nye fliser?

Det er sådan set ingen sag at lægge fliser selv. Det er til gengæld et stort arbejde at sørge for, underlaget er i orden inden. Du skal bruge mindst to lag grus til dit underlag. Stabilgrus og brolæggergrus.

I nedenstående forestiller vi os, at vi skal lægge en ny stenterrasse, der ligger op ad huset.

Når du har fundet af ud, hvor stor din terrasse skal være, afmærker du området med pinde og rettesnor. Lav gerne udgravning og gruslag cirka 15 centimeter større, end du egentlig har brug for, så stenene kommer til at ligge mere trygt og stabilt - så bliver resultatet bedre. Brug gerne huset som udgangspunkt for afstande og vinkler, når du måler op og mærker af. Det kan være en god idé at tænke flisestørrelsen ind i arealet, så du slipper for at skære dem for meget til.

Nu skal du finde højden på din belægning, og her bør huset også være afgørende. Der skal være minimum 20 centimeter fra dine fliser op til en trævæg, mens mursten kan nøjes med 10 centimeter. Marker højden på soklen og på pindene, og sæt snorene herefter. Det er alfa og omega, at du laver et fald på mindst to centimeter per meter, og det skal naturligvis være væk fra huset. Stikker din terrasse fire meter ud fra huset, ligger de fjerneste fliser altså mindst otte centimeter lavere end dem op ad huset.

Nu skal der graves, og du skal på forhånd vide, hvor meget grus, du vil bruge - og om der eventuelt er brug for bundsikringsgrus. Der er brug for mere bundsikrings- og stabilgrus i en indkørsel, og her på terrassen mener vi at kunne nøjes med 15 centimeter stabilgrus og fem centimeter brolæggergrus - plus din flise, som nok er fem centimeter også. Det er altså 25 centimeter, vi skal ned. Rammer du stadig muldjord dernede, må du grave ud, til jorden er hård igen. Så må du eventuelt fylde efter med mere grus. Er terrassen stor, eller er du barnlig af sind, kan du med fordel leje en minigraver.

Dit hul skal være plant og præcist, og det skal have samme fald som terrassen. Giv eventuelt bunden en tur med pladevibratoren. Nu skal der stabilgrus på, og du skal lægge 20 procent oveni, da det cirka er dét, der bliver komprimeret. Det vil sige 18 centimeter stabilgrus, der skal lægges præcist ud og vibreres. Først på langs og så på tværs.

Nu lægger du to vandrør ned i gruset. Dette punkt er meget vigtigt, og her skal du være meget præcis med dine opmålinger. Rørene skal ligge, så deres overflade passer med dén, stabilgruset skal ende med - inklusive fald, naturligvis. Brug en afretterskinne til at trække overskydende grus af i vippende bevægelser. Mangler der grus nogle steder, kan du give stedets overflade en tur med riven og smide mere grus på. Herefter skal det vibreres.

Kernen i et sundt underlag er, at det er stabilt, plant og i fald, og du kan med fordel styre overfladen med nogle rør og en retteskinne.

Nu skal brolæggergruset på, og det skal afrettes og vibreres efter samme opskrift som foregående lag. Nu er vi klar til stenene, og her er det naturligvis dit valg, der dikterer lægningen. Der er dog nogle universelle ting at forholde sig til. De skal lægges lige, og det kan du sikre ved at bruge rettesnore - gerne for hver femte række sten. Der skal også være en fuge på to millimeter mellem stenene, og du får fugesandet ned mellem fliserne ved feje forsigtig og diagonalt på fliserne. Giv gerne fliserne endnu en tur med vibratoren, og fyld op med sand igen. 

Hvad koster det at lægge fliser?

Det er dit valg af belægning, der er mest afgørende for prisen, hvis du lægger terrassen selv. 25 kvadratmeter med herregårdssten koster i underkanten af 10.000 kroner, og så kommer der eventuelt diverse værktøj og maskinleje oveni.

Kan jeg lægge nye fliser oven på gamle?

Du kan sagtens lægge nye fliser oven på gamle, så længe terrassen ikke bliver så høj, du får problemer med de henholdsvis 10 og 20 centimeter op til mursten og træværk. Der skal et nyt lag brolæggergrus på - cirka 10 centimeter, der skal vibreres og afrettes efter fald, og så skal du have en plan overflade.

Andre guides

 

Kontakt kundecenteret

Åbent alle dage indtil kl. 20
 
 

Returneringer og reklamationer

Læs mere om, hvordan det fungerer
Luk
Føj til favoritter

Føj til favoritter

Ved at tilføje produkter til Favoritter, kan du nemt få et overblik over udvalgte produkter!

Log ind eller opret konto