Click & Collect er gratis for Premium medlemmer - Bliv medlem her!

Microcement: Giv dit hjem nyt liv


Hvad er microcement? Microcement er en tynd, cementbaseret belægning, der er blevet populær til renovering i hjemmet. En af grundene er, at microcement kan påføres ovenpå eksisterende overflader i hjemmet såsom klinker og fliser, så man kan give dem nyt liv, frem for at udskifte dem.


Microcement har samtidig mange anvendelsesmuligheder og kan bruges på blandt andet vægge, gulve, bordplader og trapper samt på større arealer som butikker og lagerhaller. Det kan anvendes både inde og ude, så mulighederne er mange, uanset om der er tale om mindre projekter i hjemmet eller større overflader.


Microcement forbindes ofte med de klassiske grå cementtoner, men behøver ikke være gråt. Afhængigt af producenten findes microcement i et bredt udvalg af farver og nuancer.


Påføringsmetoden og arbejdsgangen kan variere fra producent til producent, og det er derfor vigtigt at følge vejledningen til den microcement, du vælger. Herunder kan du blive klogere på microcement og få vejledning til dit eget gør-det-selv-projekt.

Relaterede produkter

Hvad er microcement, og hvor kan jeg bruge det?


Microcement er et mineralsk produkt primært bestående af cement og nedknust naturmateriale. 


Microcement kan påføres på mange forskellige typer underlag, herunder fliser, klinker, gips,  murværk, metal og glas. Træ- og laminatgulve er ikke velegnede som underlag for microcement, da de kan bevæge sig og give efter.


Eksisterende overflader kan i mange tilfælde bevares og bruges som underlag for microcement, hvilket også er en af grundene til, at microcement ofte bruges i forbindelse med renovering.


Microcement påføres i meget tynde lag, typisk med en samlet lagtykkelse på 1–3 millimeter, hvor selve påføringen skaber naturlige variationer i overfladen og giver den liv, spil og et råt, karakterfuldt udtryk. Det er blandt andet denne type overflade, der forbindes med det populære New Yorker-gulv.


Microcement på badeværelset


Microcement er populært på badeværelser, hvor det kan anvendes på både vægge og gulve samt i brusenichen. Med den rette sealerløsning kan microcement bruges på overflader, der udsættes for direkte vand. I vådrum forudsætter det, at underlaget er vådrumssikret, inden microcementen påføres.


Microcement i køkkenet


I køkkenet kan du beklæde væggene omkring vaske og kogeplade med microcement. Du kan også behandle dit eget køkkenbord med microcement. På den måde får du en slidstærk og modstandsdygtig bordplade, der er velegnet til daglig brug i køkkenet.


Microcement på gulve


Microcement kan bruges på gulve i hele hjemmet og fungerer også sammen med gulvvarme. Et microcementgulv er nemt at rengøre og har samtidig det rå udtryk med naturligt liv og spil i overfladen, som gør det til et godt alternativ, hvis du ønsker samme look uden at støbe et betongulv.

Sådan lægger du selv microcement


Når du selv skal lægge microcement, kan processen overordnet inddeles i fire trin. Først klargøres underlaget, derefter påføres primer som forankringsgrunder, efterfulgt af selve microcementen. Til sidst forsegles overfladen med en sealer. 

Det anbefales at bruge beskyttelseshandsker under arbejdet og sørge for god udluftning. Ved slibning bør der desuden anvendes en egnet støvmaske for at undgå indånding af slibestøv.

1 – Klargøring af underlag

Start med at vurdere underlaget. Er det jævnt, eller er der ujævnheder, fuger eller lignende som først skal udjævnes? Grove og ujævne underlag skal spartles, da microcement skal påføres på en jævn overflade. 

Ved meget ujævne underlag eller brede fuger kan der tilsættes 30 % kvartssand. Spartelmassen blandes med 35–40 % vand, og forbruget pr. lag varierer fra ca. 100–250 g spartelmasse pr. m², alt efter om der skal udfyldes små huller og porer eller udspartles større ujævnheder og fuger mellem klinker og fliser. Spartelmassen påføres normalt i to lag med en tørretid på ca. 1–3 timer pr. lag. Mellem lagene skal overfladen slibes og primes.

Er underlaget allerede jævnt, skal du blot sikre, at det er rent, tørt og fri for støv og andre urenheder, inden du går videre til næste trin.

2 – Påføring af primer

Når underlaget er klargjort, skal du påføre primer i et tyndt og ensartet lag med en lak malerrulle. Primer fungerer som en forankringsgrunder, der forbedrer vedhæftningen mellem underlaget og microcementen, så microcementen hæfter ordentligt.

Primeren blandes med vand i forholdet 1:1 på ikke-sugende underlag og 1:3 på sugende underlag. Er du i tvivl om, hvorvidt underlaget er sugende, kan du teste det med et par dråber vand. Trænger vandet hurtigt ind, er underlaget sugende. Bliver vandet liggende på overfladen, er det ikke-sugende.

Forbruget er ca. 100 g opblandet primer pr. m², og tørretiden er ca. 30 minutter.

3 – Påføring af microcement

Microcementen blandes med 36–42 % vand. Det er bedst at bruge en omrører, så blandingen bliver jævn og fri for klumper.

Den microcement, du finder hos BAUHAUS, påføres i minimum to lag. Første lag påføres med en kortluvet malerrulle, mens det efterfølgende lag kan påføres med malerrulle, spartel eller svamp alt efter det udtryk, du ønsker. Tørretiden er ca. 1–3 timer pr. lag. Det anbefales at slibe overfladen let og påføre primer mellem lagene.

Forbrug pr. m² pr. lag (inkl. vand):

•    Malerrulle: ca. 150 g
•    Spartel: ca. 200 g
•    Svamp: ca. 50 g

Ønsker du en anden farve end de fire klassiske gråtoner Drizzly, Alba, Illume og Nightfall, kan microcementen tilsættes farve.

4 – Forsegling af overfladen

Som afslutning skal microcementen beskyttes med en sealer, som danner et beskyttende lag på overfladen. Valget af sealer afhænger af, hvor microcementen anvendes, og hvad overfladen udsættes for.

Til forsegling af microcement kan du vælge mellem tre forskellige løsninger:

•    Diffusionsåben løsning: Lader overfladen ånde og kan anvendes både inde og ude.

•    Slidstærk løsning: Til indendørs overflader, hvor der ønskes ekstra beskyttelse mod slid og kemikalier.

•    Vådrumsløsning: Til badeværelser og vådzoner, hvor overfladen udsættes for direkte vand. Forudsætter et vådrumssikret underlag.

Sealerne påføres med en lak malerrulle i tynde, ensartede lag. Hvert produkt påføres normalt i to lag med et forbrug på ca. 100 g pr. m² pr. lag. Blandingsforhold og tørretider varierer mellem de forskellige forseglere.



Microcement-Guiden

De fire trin giver et overblik over, hvordan du lægger microcement, men den konkrete fremgangsmåde og materialeforbruget varierer alt efter projektet. Derfor kan du bruge Microcement-Guiden, som er et digitalt værktøj, der hjælper dig med at planlægge dit eget microcementprojekt.

Microcement-Guiden kan hjælpe dig med:

•    Visualisering: Tag et billede af eksempelvis dit gulv, dine vægge eller din bordplade, og se forskellige microcementfarver i dit eget hjem.

•    Trinvis vejledning: Få en vejledning, der er tilpasset dit konkrete microcementprojekt.

•    Mængdeberegner: Beregn, hvor meget materiale du skal bruge til projektet.

•    Indkøbsliste: Få overblik over hvilke produkter du skal bruge til dit projekt, og hvad den samlede pris bliver

Andre guides

usp_block
Luk
Føj til favoritter

Føj til favoritter

Ved at tilføje produkter til Favoritter, kan du nemt få et overblik over udvalgte produkter!

Log ind eller opret konto