Guide: Sådan holder du rotterne ude

Skal du undgå rotteproblemer i og omkring ejendommen, er det vigtigt, at du gør en rettidig indsats. Tjek kloaksystemet og sørg for, at rotterne ikke kan komme ind ad den vej, luk alle andre potentielle indgange, ryd op på grunden og udsæt aflåste giftkasser langs grundstykket. Læs artiklen og få flere effektive tips til at holde rotterne væk.

Rotte

Rotter skal blot bruge et hul på størrelse med en to-krone for at trænge ind i en bygning. En grundig forebyggende indsats er godt givet ud.

 

Når sensommeren er ved at gå på hæld, er det på tide at få gennemgået ejendommen og udearealerne med henblik på at holde rotterne væk. For så snart temperaturen nærmer sig frysepunktet, begynder de frygtede gnavere at søge indendørs.

Det kan både give store ødelæggelser på bygninger og inventar samt sprede alvorlige sygdomme og være til almindelig gene for både dig, dine eventuelle ansatte og ejendommens brugere eller beboerne.

Sådan holder du rotterne væk

Skal du effektivt sikre ejendommen mod rotter, skal du gennemgå alle de steder, hvor rotterne kan gemme sig, komme ind eller finde føde. Her betaler det sig at gå systematisk frem, så du får:

  • begrænset rotternes muligheder for at gemme sig
  • fjernet rotternes fødekilder og mulighed for at få vand
  • skadedyrssikret bygninger og rottesikret kloakafløb
  • opsat giftkasser og mekaniske fælder ved opdagelse af rotter

Visne blade

Sørg for at der er orden på ejendommens arealer. Krat, visne blade og diverse stakke er perfekte opholdssteder for rotter.

Begræns rotternes muligheder for at gemme sig

Skal du begrænse rotternes muligheder for at gemme sig, skal du have ryddet op på grunden samt have ryddet eventuel bevoksning tæt på bygningerne. Jo mere krat, jo flere visne blade og diverse stakke, du har på grunden, jo nemmere får rotterne ved at komme uset frem til ejendommen og de andre bygninger, der er på grunden.

Så frem med buskrydderen og løvsugeren, så beplantningerne bliver trimmet, og efterårets blade bliver fjernet, efterhånden som de falder ned. Fjern samtidig alt, hvad der er stablet op, hvor der er plads til rotter og andre skadedyr under eller mellem det opstablede.

Gør det desuden til en fast ugentlig rutine at få ryddet op på grunden samt fejet og fjernet affald og blade hele foråret og vinteren igennem. Det fjerner effektivt rotternes mulighed for at snige sig ind til ejendommen.

Fjern rotternes muligheder for at få vand og føde

Det, som rigtig mange oftest overser, er at få fjernet alle former for fødekilder, som rotterne kan spise eller drikke af. Det kan f.eks. være skraldespande, der er beskadiget, så rotterne kan komme ind i dem. Eller skraldespande, hvor låget ikke kan lukke helt, fordi der er fyldt for meget i – eller låget er i stykker.

Hold også øje med om der er nogen, der sætter mad ud til herreløse katte. Det kan lige så godt være rotterne, der får glæde af den mad. Og har I opsat foderbrætter til fuglene om vinteren, er det vigtigt, at de sidder mere end 150 cm over jorden. Ellers kan rotterne hoppe op på dem. Samtidig er det vigtigt, at de f.eks. ikke hænger på en gren, som rotterne kan springe ned på foderbrættet fra.

Få rottesikret bygninger og kloak

Rotter skal ikke have meget plads, før de kan komme ind. Gennemgå derfor alle døre i udhuse og kælderskakte og sørg for, at de er intakte og lukker tæt. Tjek også fundament, murværk og alle former for murgennemføringer. Er der huller eller revner, skal de repareres, så rotterne hverken kan komme igennem eller gøre hullet større ved at grave eller gnave.

Endelig bør du få gennemgået kloaker og afløbsbrønde – eventuelt med hjælp fra en fagmand. Er der skader fra rødder og anden vegetation eller huller og revner i kloaksystemet, som rotterne kan komme ind af? Eller er det muligt for rotterne at svømme op og komme ind gennem kloakken eller afløbsbrønden, når disse er oversvømmede – f.eks. efter et kraftigt skybrud?

I så fald er det en god ide at få opsat rottesikring i kloak og afløb. Den forhindrer, at rotterne kan komme op gennem kloakken eller faldstammen og f.eks. ind i kælderrummene eller de enkelte lejligheder.

Køb et inspektionskamera

Får du rapporter om mærkelige lyde fra faldstammer, kloak eller vægge, bør du straks få undersøgt, om der er tale om rotter. Desværre kan det være svært at finde ud af, uden at du er nødt til enten at igangsætte et større arbejde eller få tilkaldt en fagmand.

Oftest kan du dog foretage en hurtig inspektion selv, ved at ejendommen investerer i et lille håndholdt inspektionskamera. De fås i mange forskellige prisklasser og med en kortere eller længere inspektionsledning på.

Med kameraet kan du forholdsvist nemt tjekke faldstammer, kloakrør og afløbsbrønde for spor efter rotter. Du kan også tjekke f.eks. hulmure ved at bore et lille hul i væggen på det mistænkelige sted og stikke kamerasonden ind. Eller tjekke udluftningskanalerne ved at stikke sonden ind i en udluftning.

Giftkasse

Giftkasser til rotter er én måde at forebygge, at rotter kommer indendørs. Kasserne skal være af den godkendte type i metal.

Opsæt fælder og giftkasser

Som udgangspunkt er det altid en god ide at opsætte giftkasser rundt langs grunden. Derved får du udryddet de omstrejfende rotter, der kommer forbi i løbet af vinteren for at undersøge mulighederne for føde og ly. Har sådan en rotte først fundet en af delene eller begge dele, går der ikke længe, før der kommer flere til.

Rottekasserne skal være af den godkendte, afløste type af metal. Den kan ikke åbnes af børn og andre dyr, ligesom f.eks. huskatte og hunde ikke kan komme til den gift, der er lagt ud i kasserne.

Bliver der observeret rotter på jeres grund, eller hører du om rotter i nogle af naboejendommene, er det en god ide at opsætte mekaniske fælder. Mekaniske fælder er bedre, da rotterne menes at kunne mærke de elektriske impulser fra den slags rottefælder, der anvender strøm.

Husk i øvrigt altid at anmelde rotter via denne formular på borger.dk.

Sådan genkender du spor efter rotter

Rotter er nemme at kende på deres:

  • Afføring – lang, mørk afføring i stil med muselort, bare markant større – typisk mellem 6 og 17 mm lang.
  • Rottehuller – hul på 5-12 cm i diameter, enten gravet i jorden eller gnavet i vægge, plastrør eller lignende.
  • Gnavehuller – rotter efterlader flænsede skraldeposer og aflange gnavehuller. Mus laver helt runde huller i både poser og træværk.
  • Fedtpletter – en blanding af urin og kirtelsekret som rotterne bruger til at orientere sig efter og afmærke territorium.
  • Løbespor – tydelige spor i støv eller som små snavspletter, typisk afsat langs paneler eller murværk.
  • Lugt – meget stærk, karakteristisk lugt, der minder om en blanding af svinestald og kloak.

Derudover er rotter kendt for at yngle i reder, der tit bygges i uforstyrrede bunker i f.eks. mellemværket, under gulvet og i hjørner af f.eks. kælderrum. Tydelige hvin, skrabe- og gnavelyde er også tydelige tegn på rotter.

Registrerer du nogle af disse tegn på rotter, bør du straks tilkalde kommunens rottebekæmpelse. Den er gratis at bruge for både private og virksomheder. I samarbejde med dem kan du finde den mest effektive måde at bekæmpe rotterne.

Kilde: Borger.dk, tryg.dk, Statens skadedyrslaboratorium og boliga.dk

 

Her er vores udvalg af buskryddere.

Her kan du købe effektive løvsugere.

Her finder du inspektionskameraer.

Her kan du finde en rottespærrer.

Her kan du købe giftkasser til rotter.

 

Kontakt kundecenteret

Åbent alle dage indtil kl. 20
 
 

Returneringer og reklamationer

Læs mere om, hvordan det fungerer
Luk
Føj til favoritter

Føj til favoritter

Ved at tilføje produkter til Favoritter, kan du nemt få et overblik over udvalgte produkter!

Log ind eller opret konto