Den store guide til fliser


Fliser findes i et hav af materialer, design og farvekombinationer, som kan pryde alt fra badeværelset til entreen, køkkenet og terrassen. Mulighederne er mange, og det er kun din fantasi og dine behov, der sætter grænser. Valget af fliser afhænger nemlig ikke kun af æstetik, men også af, hvor fliserne skal placeres, og hvor stort et rengøringstemperament du besidder.

Det er eksempelvis ikke hensigtsmæssigt at vælge en flise, der kræver særlig pleje, hvis du ikke er indstillet på det arbejde, som det kræver. I denne guide præsenterer vi dig for ni typer fliser, som adskiller sig fra hinanden på en række punkter, når det kommer til anvendelighed, rengøring og meget andet. Til sidst får du gode råd og tips til brugen af farvede fliser samt fliser med mønstre og former.

Hvilke fliser findes der på markedet?


Der findes et væld af forskellige fliser på markedet, og det kan indimellem være en jungle at finde rundt i. For hvilke farver og materialer passer til boligen?

Man kan hurtigt se sig varm på en farve, et mønster eller materiale, men når man så nærstuderer det, finder man måske ud af, at det ikke lever op til ens krav i forhold til slidstyrke, eller at farven slet ikke passer ind i det specifikke rum.

At finde de rette fliser kan altså hurtigt blive et stort projekt, hvor det kan være nødvendigt at låne et par prøver med hjem for at finde ud af, hvad der passer ind.

Det er også uhyre vigtigt at undersøge, hvor funktionelle fliserne er, og hvilken type rengøringsmidler de kan tåle. Ellers risikerer du at stå med nogle fliser, du bliver træt af efter kort tid.

Keramiske fliser (glaserede)


Keramiske fliser består af brændt ler, som efterfølgende glaseres og brændes igen. En glaseret flise kan enten have et blank eller mat ydre, og det afhænger 100 % af, hvilken ler og glasur der bruges.

Fordelene ved keramiske fliser er, at de er vandtætte og nemme at holde både pæne og rene. Ulemperne er derimod, at overfladen er meget glat, eftersom den er glaseret. Det betyder, at hvis du benytter keramiske fliser på gulvet, er gulvet meget glat.

Keramiske fliser er meget anvendelige, og derfor kan de bruges stort set alle steder. Det gælder både i køkkenet, badeværelset, entreen, bag brændeovnen og generelt på vægge og gulve alle steder i boligen.

Relaterede produkter

Keramiske fliser (uglaserede)


Den uglaserede flise er, ligesom den glaserede version, skabt i brændt ler, og eftersom de er uglaserede, har denne flisetype en mat overflade.

Fordelene ved uglaserede fliser er, at de bibeholder samme farve hele tiden. De mister eller skifter ikke farve, når de bliver slidt. Derudover er keramiske fliser også meget stærke og holdbare, og du får altså en flise, som holder i mange år.

Ulemperne ved uglaserede fliser er, at de kun findes i få farver og kan være meget ujævne i kanten. Da flisen er meget hård, risikerer du også, at det påvirker akustikken i rummet.

De uglaserede fliser er slidstærke og solide, og af den grund benyttes de ofte på gulvet i køkkenet, entreen eller bryggerset samt på offentlige steder. Keramiske fliser kan benyttes alle steder – også hvor der er fugt som eksempelvis badeværelset.

Keramiske fliser (beton-look)


Denne keramiske flise kan også fås i et beton-look. Denne flise fås i flere forskellige størrelser, men hvis du er vild med det rå beton-look, er det en idé at gå efter de større fliser. Det er også dem, mange kender fra nyere projektbyggerier.

En af de store fordele ved keramiske fliser i beton-look er, at de kan ”tåle” kalk. Det gælder både i forhold til æstetik og rengøring. Først og fremmest kan fliserne nemlig godt tåle, at der sidder kalk på dem, men derudover falder kalken heller ikke i øjnene på samme måde som på andre fliser.

Derudover har de keramiske fliser i beton-look også færre fuger, hvilket er et stort plus i forbindelse med rengøring. Det er nemlig fugerne, som er sarte over for kalk og andet skidt. Af den grund benyttes denne flise typisk på badeværelser.

Ulempen ved keramiske fliser i beton-look er, at det kan være rigtigt svært at sætte armatur, hylder og andet op, eftersom fliserne risikerer at flække eller slå revner, hvis du skruer direkte ind i flisen.

Terrakotta


Denne flise er skabt i rødt ler, og hvis du vælger den ”rå” udgave, får du en flise med en rød og brunlig lerfarve. Du kan også få glaserede terrakottafliser i alverdens farver. Det unikke ved terrakottafliser er, at ikke to fliser er ens. De har hver især et unikt udtryk, og de fremstår nærmest håndlavede.

En af fordelene ved terrakottafliser er deres smukke, unikke og levende ydre, som skaber en helt speciel stemning i rummet. Ulemperne er til gengæld, at terrakotta er meget porøst. Modsat keramiske fliser er terrakottafliser hverken slidstærke eller solide. Hvis du taber noget på et terrakottagulv kan du altså risikere, at flisen slår revner eller flækker. Derudover er flisen heller ikke egnet til fugtige rum som eksempelvis badeværelset, da den suger vand og fugt til sig.

Med terrakottaflisen er der tale om en pynteflise, som kan pryde væggene i huset. Den er yderst populær bag håndvaske, men grundet dens sugeevne skal du sørge for at imprægnere den og lægge en epoxyfuge, som modvirker, at fliserne eller fugerne suger vand til sig.

Glasmosaik


Fliser i glasmosaik er udarbejdet i glas, og derfor er disse fliser typisk kvadratiske fliser på få centimeter. Du må dog ikke frygte opsætningen, da de heldigvis er sat på net, som blot skal fuges, efter det er sat på væggen.

Glasmosaik har grundet materialet et blankt og til tider gennemsigtigt udtryk, hvilket udstråler eksklusivitet. De findes i et væld af farver, størrelser og former, og fliserne er at foretrække, hvis du gerne vil være kreativ med indretningen. Der er nemlig gode muligheder for at sætte dit eget unikke præg på din indretning med denne type fliser.

Udover at fliserne er nemme at sætte op, så er de også lette at rengøre. Ulemperne er, at de mange små fuger kan være svære at få til at sidde lige ved siden af hinanden. Det kan hurtigt komme til at se uskønt ud, hvis det er tydeligt at se, hvor nettene ender og starter. Derudover skal du også være ekstra forsigtig ved påsætning, da fliser i glasmosaik har meget skarpe kanter.

Generelt kan glasmosaik anvendes alle steder i boligen, men de ses typisk i køkkener og på badeværelser. Mange vælger at skabe en enkelt væg i glasmosaik, som i al sin enkelthed pryder badeværelset eller køkkenet og tilfører personlighed til rummet.

Marmor


Marmorfliser har i mange år stået for eksklusivitet og luksus – både i forhold til pris og æstetik. Marmor er en bjergart, som består af kalk, og den findes i flere forskellige farvenuancer med hvert sit unikke mønster. Den mest almindelige er dog den hvide med sorte og grålige strøg.

Fordelene ved marmor er, at det er et naturmateriale med unikke mønstre og farvespil. Ikke to fliser ligner hinanden. Fliser i marmor er glatte og smukke i materialet, og de udstråler en høj grad af eksklusivitet. Dog er marmor meget porøst og optager meget let farve, hvis du spilder på fliserne. Desuden er marmor et sart materiale, og af den grund kan det ikke klare ret mange typer rengøringsprodukter.

En af de store ulemper ved marmor er nok prisen. Tager man i betragtning, at det er porøst og sart materiale, kan det være mange penge at bruge på en flise.

Marmorfliser er smukke, men de kræver meget rengøring og vedligeholdelse, og det skal man være opmærksom på. Hvis du benytter dig af marmorfliser, skal du overveje, hvor de skal placeres. På badeværelser kan de hurtigt samle kalk, som bliver svært at fjerne, da marmor ikke kan tåle syreholdige midler.

Terrazzo


Terrazzo er en flise, som blev populær i 50’erne og 60’erne. Terrazzofliser er et blandingsmateriale, som består af cement med marmorstykker. Du kan både støbe terrazzo direkte i gulvet eller lægge dem som fliser, hvor sidstnævnte er en mindre robust løsning. Da terrazzofliser består af marmor, får fliserne et rigtigt fint udtryk og farvespil, som giver kant til badeværelset.

Fliserne findes i mange forskellige farver og mønstre, men fælles for alle terrazzofliser er, at de er særdeles holdbare og slidstærke.

Ulemperne ved terrazzo er, at materialet ikke må rengøres med syreholdige rengøringsmidler, eftersom det består af marmor. Af den grund bør du ikke placere fliserne i fugtige rum som eksempelvis badeværelset, medmindre du sørger for at lægge en epoxyfuge, så vandet ikke trænger ind.

Terrazzo har været anvendt som fliser på gulve i køkkener og badeværelser. Det er ikke det oplagte valg til brusenicher eller håndvaske, men hvis du alligevel ønsker det, skal du sørge for kombinere fliserne med en epoxyfuge og ligeledes tørre grundigt af, hver gang fliserne er i berøring med vand.

Granit


Granit kender langt de fleste, og det er en populær løsning hos mange. Materialet er natursten, hvilket betyder, at granit findes i flere unikke nuancer, som især er karakteriseret ved det varierende udtryk – hvis granitten er slebet. Er granit ikke slebet har det et mere mat og groft udseende. Granitfliser skaber liv på gulve, borde og andre overflader, og det stærke materiale gør granitfliser meget anvendelige i boligen.

Fordelene ved granitfliser er, at granit er et slidstærkt materiale, som holder i mange år. Det suger heller ikke fugt på samme måde som andre fliser, og du kan altså uden problemer benytte granit i køkkenet eller badeværelset.

Da granit er et naturmateriale, varierer det meget i udseende. Det betyder, at hvis du køber granitfliser af flere omgange, ender du højst sandsynligt med fliser, som ikke er ens i udtrykket. Derfor er det en god idé at købe samtlige fliser på én gang, så du er sikret de samme farvenuancer.

Skifer


Skifer er også et naturmateriale, som er skabt af flere lag ler. Det er karakteriseret ved dens ru overflade, men det er dog også muligt at få slebne skiferfliser med en mere glat overflade. I modsætning til de andre typer fliser fås skifer primært i sorte og grå nuancer.

Fordelene ved skifer er det stærke og holdbare materiale, som tåler vand og fugt. Det er altså en anvendelig flise, som kan benyttes i stort set alle rum – både indendørs og udendørs. Ulempen ved skifer er de mørke nuancer og ru overflader, som betyder, at kalk og skidt er mere synligt og sætter sig bedre fast.

Hvordan bør fliser rengøres?


Du kan komme meget langt med sæbespåner og almindeligt rengøringsmiddel samt en klud og børste. Du bør til gengæld være mere forsigtig med syreholdige rengøringsmidler. Fælles for mange fliser er nemlig, at de ikke kan tåle syreholdige rengøringsmidler – nogle slet ikke, mens andre fliser kan rengøres ved at skåne fugerne.

Er du i tvivl om, hvorvidt dine nuværende eller kommende fliser tåler rengøring, giver vi dig et hurtigt overblik i dette afsnit. Derudover sørger vi også for at nævne, hvordan og med hvilke midler du kan rengøre de ni typer fliser, som vi netop har gennemgået.

Disse fliser tåler syre: granit, glasmosaik, glaseret flise og uglaseret flise.

Disse fliser tåler ikke syre: terrazzo, marmor og skifer.

Rengøring af skifer

Skifer er nemt at rengøre, og du skal blot bruge sæbespåner, vand og en blød svamp.

Rengøring af granit

Granit er et stærkt og holdbart materiale, som du både kan rengøre med sæbespåner, universalrengøringsmiddel og syreholdige midler som kaustisk soda.

Rengøring af terrazzo

Rengøring af terrazzofliser bør foregå med rengøringsmidler, som er sæbebaserede. Derudover kan du fjerne kalk med et skuremiddel og en børste.

Rengøring af marmor

Marmorfliser bør rengøres med en klud og sæbespåner, og kalk kan fjernes med et skuremiddel og en børste.

Rengøring af glasmosaik

Glasmosaik kan tåle langt de fleste typer rengøringsmidler, men hvis du gerne vil undgå striber på de spejlblanke overflader, bør du benytte et neutralt opvaskemiddel.

Rengøring af terrakotta

Terrakottafliser kan rengøres nemt og effektivt med et almindeligt rengøringsmiddel og en klud eller svamp.

Rengøring af en uglaseret flise

Uglaserede fliser kan rengøres med sæbespåner, vand og en klud.

Rengøring af glaseret flise

Glaserede fliser er nemme at rengøre og de tåler de fleste typer rengøringsmidler. Akkurat ligesom med uglaserede fliser i beton-look skal fugerne dog skånes mod rengøringsmidler, der er syreholdige.

Tips og tricks til brugen af farvede, mønstrede og formede fliser


Du kan give dit badeværelse eller køkken personlighed ved at bruge farvede, mønstrede og formede fliser.

Du skal dog sørge for at tænke dig godt om inden, da det er en både besværlig og dyr affære at skifte fliserne, hvis du bliver trætte af dem.

Man kan uden problemer kombinere farver, mønstre og former, hvis man har lyst. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at komplicerede mønstre i samspil med mange farver og/eller former kan skabe uro – især i mindre rum.

Formede fliser


Hvis du ønsker mere liv, dynamik og spil på dit badeværelse, kan du overveje at kombinere forskellige typer flisestørrelser. Det er nemlig en rigtig god måde at skabe kontraster og liv på. Dog skal du være opmærksom på, at flisestørrelserne passer sammen. I al sin enkelthed betyder det, at bredden på tre mindre fliser skal passe med bredden på en stor flise. Ligeledes skal fugerne naturligvis også stå skarpt ved siden af hinanden, da det giver et roligt udtryk.

Vidste du, at formen på fliser har stor betydning i rummet? Det kan være meget vigtigt at have in mente, hvis man har et badeværelse, der gerne må syne større, mindre, bredere eller længere. Vælger du f.eks. aflange og vandrette fliser, kan du få rummet til at syne bredere, men vælger du derimod høje fliser, kan du få rummet til at syne højere. Formen på fliserne har altså betydning for rumopfattelsen.

Mønstrede og farvede fliser


Der findes mange forskellige typer mønstrede og farvede fliser, der hver især bidrager med noget særligt på badeværelset eller i køkkenet. Du finder både fliser med blomster, fliser med marokkanske prints, fliser med grafiske mønstre, fliser med citater og meget andet. Mulighederne er mange.

Hvis du vælger at benytte dig af mønstrede eller farvede fliser, bør du overveje, hvilket udtryk og stemning du stiler efter. Vælger du at dekorere alle vægge med mønstrede eller farvede fliser, risikerer du nemlig at få et rodet og kaotisk udtryk.

Farven på fliserne samt brugen af mønstre har faktisk også en stor betydning for kalk og snavs. Vælger du f.eks. en flise i en mørk nuance, skjules skidt og snavs rigtig fint, men kalk fremstår derimod tydeligt på de mørke overflader. Vælger du derimod en flise i et farverigt mønster, kan du skjule kalk og snavs i længere tid. I al sin enkelthed handler det om at vælge fliser, der passer til dit rengøringstemperament. Hvis du ikke er interesseret i at skulle rengøre dine fliser i brusenichen efter hvert bad, bør du måske vælge en lysere flise, så du undgår tydelige kalkpletter.

Andre guides

 

Kontakt kundecenteret

Åbent alle dage indtil kl. 20
 
 

Returneringer og reklamationer

Læs mere om, hvordan det fungerer
Luk
Føj til favoritter

Føj til favoritter

Ved at tilføje produkter til Favoritter, kan du nemt få et overblik over udvalgte produkter!

Log ind eller opret konto