Hold haven tør, og undgå sommerens myggeplage


Sommeren. Du har glædet dig hele året til disse uger, hvor humøret er højt og huden utildækket. Dog glemmer du hvert eneste år i januar, når du fantaserer om sommeren, hvor træls en skabning myggen egentlig er. Den stikker altid i ansigtet dagen inden bryllupper, og den stikker dig altid på fødderne, når du skal have sko på. Den summer altid i dine ører natten inden eksamen eller jobsamtale. Den er kort fortalt tarvelig, og det bliver du hvert år mindet om, når du sidder utildækket og nyder tilværelsen i skumringen.

Hvad tiltrækker myg?


Myggene bliver tiltrukket af vores duft og udånding. Sved og kuldioxid. Mennesker med hang til svedige sommerdage og tung vejrtrækning er typisk mere udsatte for myggestik, end eksempelvis småbørn er det.

Både han- og hunmyg lever egentlig ganske dekadent af ambrosia og nektar, og det er kun i forhold til æglægningen, at hunnen mangler noget i sin frugt- og blomsterkost. Hun skal nemlig bruge blod.

Hvornår er myggesæsonen?


Myggene overvintrer som æg, og de begynder at vise deres grimme ansigter igen, når vi kommer godt op i foråret. Højsæsonen for myggebøvl ligger i maj til august. Når temperaturen kommer under en 10 grader, begynder myggene heldigvis at dø.

Du kan dog være så heldig, at du får myggestik midt om vinteren, for den store husmyg, som ikke går til i løbet af vinteren, kan godt blive lidt gammelsulten i sin dvale. Det går så typisk ud over et sted på din ryg, som du ikke kan nå.

Hvordan holder jeg myg væk?


Myg skal have læ og skygge for at kunne gå på jagt, og du kan forsøge at undgå dette. Omvendt er læ og skygge ofte rart på en sommerdag, så det er naturligvis en afvejning.

Hvis du vil holde myg væk, bør du holde dem helt og aldeles fra livet. Derfor bør du undgå stillestående vand på grunden til æg og larver. Det vil sige, at spande skal tømmes og vendes på hovedet, trillebører stå tomme og dækgynger drænes. Bor eventuelt et hul i bunden af dækket, så der ikke samler sig vand. Skift ofte vandet i dit fuglebad og børnenes soppebasin. Sørg for, at tagrender og flade skurtage ikke byder på vandpytter, myggene kan yngle i. Har du havebassin, bør du smide lidt fisk og en pumpe i, da pumpen sætter bevægelse i vandet, og fiskene æder potentielle æg og larver.

Relaterede produkter

Hvad kan myg ikke lide?


Grundet myggens lille størrelse er vind noget af det, der kan få myggen til at pakke sig. Den kan simpelthen ikke flyve når det blæser. Eller regner for den sags skyld, men det er jo sjældent, at man ønsker at sidde udenfor i blæsende regn. Myggene er heller ikke de store soldyrkere, så du kan roligt bevæge dig rundt midt på dagen, uden at du skal kradse dig halvt fordærvet ved sengetid.

Som du sikkert kan huske fra barndommens myggelys og -sprays, så har myg samme kærlighed til citrus, som vampyrer har til hvidløg. Der findes mange midler og metoder, der tager udgangspunkt i dette faktum. Derudover kan andre kraftige dufte også få blodsugerne på bedre tanker, så smør dig endelig ind i lavendelolie, vanilje eller eukalyptus.

Hvordan bekæmper jeg myg?


Du skal naturligvis først og fremmest sørge for, at myggene ikke kan yngle. Det vil sige, at du fjerner alt det stillestående vand på grunden.

Det havde været fristende at tæppebombe haven napalm og sennepsgas for at blive myggene kvit, men der findes ikke rigtig noget, privatpersoner kan bruge til masseudryddelse af myg. Derfor må du forsøge at lokke dem i døden på den ene eller anden måde.

Du kan købe et væld af insektfælder, der med UV-lys lokker insekterne i en højspændt henrettelse. Det er tilfredsstillende at følge myggenes vej fra summen til gnist til ingenting. Nogle af fælderne har tilkoblet en ventilator, som støvsuger myggen ind i el-fælden.

Du kan også bygge din egen myggefælde. Start med at skære en stor plastikflaske over på midten, så du kan vende toppen om, så den sidder som en tragt ned mod bunden.

Lav dit lokkemiddel, som består fire dele varmt vand til én del brun farin. Opløs sukkeret i det varme vand, og lad det køle ned. Hæld sukkervandet i bunden af flasken, og put lidt gær i blandingen. Sæt toppen/tragten fast med tape, og lad fælden virke. Gæret og sukkeret vil nemlig udlede en masse kuldioxid, som lokker myggene til.

Endelig har du muligheden for at gå lidt mere analogt til værks. En fluesmækker virker nemlig stadig glimrende, og du kan få en elektrisk én af slagsen, som forener det bedste fra fluesmækkeren og el-fældens verdener.

Hvor længe lever myg?


Hunmyggen, der som bekendt er den problematiske af dem, lever typisk 6-8 uger, så derfor kan den samme myg plage dig i månedsvis. En hun-myg vil egentlig gerne nøjes med at stikke dig en enkelt gang ad gangen. Når hun har fået blod nok, lister hun af og lægger sine æg i fred og ro et par dage senere. Så er hun klar til at stikke igen. Forstyrrer du hende til gengæld i blodsugningen, stikker hun gerne flere gange, indtil hun har blod nok, så hun har proteinerne til at lægge sine æg.

Myggen stikker altså en enkelt gang per aften, hvis hun får nok blod. En hun-myg lever typisk i 6-8 uger, så det løber vel cirka op i 20 myggestik - med mellemliggende æglægningspauser - i løbet af hendes levetid.

Hvordan undgår jeg myggestik?


Myggelys, -sprays og spiraler findes stadig, og i dag findes der en masse tricks og tips, der i god tråd med tidsånden undgår kemikalier. Smør lidt citron eller limesaft på dig. Hold myggene væk med halve limefrugter stukket med nelliker.

Citroneukalyptusolie er i de senere år blevet meget populært mod myg, og olien har en dokumenteret effekt som noget af de mest myggeafskrækkende, der findes. Det er endda langt mere effektivt end de bedste syntetiske midler. Olien kan fås i de fleste helsebutikker.

Andre guides

usp_block
 

Kontakt kundecenteret

Åbent alle dage indtil kl. 20
 
 

Returneringer og reklamationer

Læs mere om, hvordan det fungerer
Luk
Føj til favoritter

Føj til favoritter

Ved at tilføje produkter til Favoritter, kan du nemt få et overblik over udvalgte produkter!

Log ind eller opret konto