Your company account is blocked and you cannot place orders. If you have questions, please contact your company administrator.

Bliv bananfluerne kvit

Bananfluer | Bliv fri for sensommerens summende plageånder | BAUHAUS

Når den store viser siger sensommer, siger bananfluerne goddag. Det er svært at undgå de små fluer i køkkenet, da de lokkes af selv de mindste mængder mad.

 

Sensommeren er dejlig. For- og midsommerens intense kraftudladning er afløst af en rolig periode, hvor de friske, modne frugter afløser hinanden på træernes grene. Desværre er sensommeren også højsæson for hidsige hvepse, og fra tid til anden kan det være dejligt at søge inden døre for at få noget ro.

Det er dog langt fra sikkert, at der er fred og ro inden døre, da du i sommerhalvåret ikke så meget som kan tænke på en vandmelon, uden du bliver invaderet af bananfluer.

Sikkert og vist er det, at det svært at komme summefrit igennem sensommeren, men vi vil i denne guide gøre vores bedste for, at der kommer rimelighed i sagerne.

 

Hvornår kommer bananfluerne?

Du bliver som oftest mindet om bananfluernes eksistens, når vi nærmer os august måned. Her er nemlig det nemlig blevet varmt i vejret, ligesom der typisk er masser rådden og gæret frugt, de kan vælte sig i. Det hjælper sikker heller ikke, at vi måske er lidt mere laissez faire med oprydningen i sommeren, mens vi lever af frugt, is og grillmad med ketchup og søde marinader. Det er den perfekte bananflue-storm.

Bananfluerne forsvinder heldigvis næsten lige så pludseligt igen, som de er kommet. Normalt hærger bananfluerne i et par måneder, inden efteråret får has på dem.

 

Hvor kommer bananfluerne fra?

Bananfluerne bor sandsynligvis i din bolig hele året. Normalt lever de næsten en tilbagetrukket tilværelse i potteplanter, hvor de holder lav profil og lever af råddenskab. Bor de ikke i dit hus i forvejen, sniger de sig nemt ind, hvis de kan fornemme et måltid i farvandet. De skal nemlig ikke bruge megen plads for at tiltuske sig adgang, de kære små.

I sensommeren tager fanden så ved dem, og de parrer sig i ét væk og lægger æg i dine frugter. Det er en vederstyggelig tanke, og den bliver ikke bedre af, at æggene bliver til larver, pupper og siden flere bananfluer, der fortsætter frugtorgiet i det uendelige. Der går cirka 10 dage fra parring, til den næste generation af fluer er flyveklare og fascinerede af din frugtskål.

Bananfluer formerer sig i ét væk, og de ser dit gærede æbleskrog som noget oplagt at fejre med en parring.

 

Hvor længe lever bananfluer?

Den gennemsnitlige levetid for bananfluer er en cirka 40-50 dage, og hun-fluen begynder at lægge æg, når hun er omkring et døgn. Æggene bliver til larver efter cirka et døgn, og larverne bliver til pupper efter 4-5 døgn. Puppestadiet varer 3-4 dage, og så har vi balladen med de nye fluer. Hun-fluen lægger cirka 25 æg om dagen, og hun kan lægge flere hundrede i løbet af sin levetid. Derfor griber det ofte om sig, når du har bananfluer i boligen.

 

Hvordan forebygger jeg en invasion af bananfluer?

Det kedelige og mor-agtige svar er, at du skal undgå at tiltrække dem. Det vil sige, at du skal holde et klinisk hjem, hvor der ingen organisk råddenskab er at parre sig i for bananfluerne.

Der skal nemlig ikke meget til, før bananfluen bliver opstemt og lægger æg i dit rod. Madrester, gammel frugt, beskidte karklude, en bundslat øl eller vin, spildt mælk eller sågår en lille madrest i dit afløb. Der skal altså med andre ord holdes en streng hygiejnestandard, hvis du vil bananfluerne kvit.

Du kan også tage andre forbehold - så som at opbevare din frugt i køleskabet, så den ikke ligger og lokker.

Lykkes det ikke at undslippe bananfluerne, kan du trøste dig med, at de er ufarlige - selvom det er tarveligt af dem at lægge æg i din mad.

Et glas. Hvidvin eller eddike. Opvaskemiddel. Intet andet. Det er faktisk, hvad der skal til for at lave en fælde til bananfluerne. Vinen lokker fluerne, opvaskemidlet fjerner overfladespændingen, og fluerne går til.

 

Hvordan bekæmper jeg bananfluer?

Du bekæmper nemmest bananfluerne ved at holde en hygiejne, der er en operationsstue værdig. Det vil sige, at du altid har et rent køkkenbord, og at du holder frugtskålen i kort snor og kasserer stødt og gammel frugt. At du ikke opbevarer pant og beskidte sylteglas i boligen, og at du anskaffer en skraldespand med låg. Alternativt kan du tømme din nuværende hyppigt.

Har du stadig bananfluer, kan du se, om du kan fange dem med støvsugeren. Og så har vi jo endelig de mere offensive metoder, hvor gift og list kan vende slagets gang i bananfluekrigen. Der findes blandt andet flere fluefangere og -fælder på markedet, ligesom elektriske stødfælder eller giftspray kan komme på tale. Vær dog opmærksom på altid at følge anvisningerne, når du håndterer gift. Og strøm, for den sags skyld.

 

Sådan laver du en bananflue-fælde

I god gør-det-selv-ånd kan du også investere lidt tid og kræfter i at lave fælder, der ordner dit bananflue-problem. Her er to nemme gør det selv-fælder.

  1. Den helt simple. Tag en glas, fyld lidt hvidvin i, og tilsæt et par dråber opvaskemiddel. Vinen lokker fluerne til, og opvaskemidlet fjerner overfladespændingen, så fluerne hurtigt går til. Det er simpelt og effektivt, og den eneste ulempe er signalværdien i at have et glas vin stående 24/7.
  2. Den let øvede. Denne fælde er også simpel, og du skal bare bruge et syltetøjsglas og lidt lokkemad. Lav et par huller i låget, læg lidt gammel frugt og balsamicoeddike i glasset, og skru låget på. Bananfluerne er lige præcis snedige nok til at finde ind, mens de mangler nogle brikker for at kunne finde ud igen.

Ligger du ikke inde med et syltetøjsglas, kan du bruge alternativer. Du kan spænde lidt hullet plastikfilm udover glasset, eller du kan rulle et A4-papir sammen til en tragt, som du sætter over glasset. Her er fidusen også, at bananfluen nemt kan komme ind - men ikke ud.

Der findes et væld af forskellige kombinationer med lokkemidler og låg, men principperne er de samme; med den rigtige lokkemad slipper du nemt af med bananfluerne.

Var denne artikel behjælpelig?

Tak! Vi er glade for du synes godt om det

Tak! Vi arbejder på at forbedre indholdet

Tak for din feedback!

Få del i nyheder, tilbud og konkurrencer

Tilmeld dig nyhedsbrevet og deltag hver måned i konkurrencen om et gavekort på 1.000 kr.