Guide: Sådan maler du radiatorer

Der er ikke noget, der kan henlede tankerne på tiden før murens fald, som en slidt radiator, hvor radiatormalingen træt hænger i laser. Der er nok af ting her i tilværelsen, der sender skyer af skyld og samvittighed hen over lyksalighedens små solstrejf, og der er slet ingen grund til, at din radiator skal gøre det, når det nu hverken er dyrt, svært eller synderligt bøvlet at få den til at funkle som fin og ny igen. 

Med en god radiatormaling kan du nemlig bringe din triste radiator tilbage til livet. Alternativt kan du altid pakke den væk bag en pæn radiatorskjuler. Dog vil vi her i guiden fokusere på, hvordan du får succes med at male din radiator med radiatormaling.

Hvis du oplever, at din radiator ikke virker, eller at din radiator larmer, kan du klikke dig videre og få hjælp til at løse problemerne.

Hvilken type maling skal jeg bruge til radiatorer?

I vores vidunderlige, moderne verden kan du naturligvis få radiatormaling, der er skabt til tilværelsen på dine varmekilder. Det er nemlig ikke alle malingtyper, der egner sig til de høje temperaturer, du finder på radiatoren, og nogle vil boble op eller frigive giftige dampe. Ved at vælge en egnet slags radiatormaling sikrer du dig, at du ikke får hovedpine og huller i hukommelsen på de kolde dage, når varmen buldrer løs.

Der findes flere radiatortyper, som har hver deres fordele og ulemper, men de to væsentligste at forholde sig til er dem med strålevarme og dem med konvektionsvarme. Strålevarme vil sige, at radiatoren bliver varm, og den varme så stråler ud i rummet og varmer de ting og mennesker, den møder på vejen, op. Det er den gammeldags radiatortype, der typisk findes i gamle huse og lejligheder.

Billede af radiator på badeværelse, der males hvidBillede af radiator på badeværelse, der males hvid

De nyere radiatorer opererer med konvektionsvarme, og det vil sige, at radiatoren trækker kold luft ind bunden og sender varm luft ud af toppen. Dermed sker en opvarmning såvel som cirkulation af luften, og det er næsten så genialt, at det skulle forbydes. Der findes også radiatorer, der kombinerer de to.

Endelig har vi elradiatoren, som efterhånden er forvist til cigarkassebeklædte vægge ude i sommerlandet.

Og hvorfor er dette væsentligt, kan du med rimelighed spørge. Det er det, fordi der er forskel på radiatorernes udformning og ikke mindst temperatur. Det er nemlig vigtigt, at du vælger en maling, der kan tåle de temperaturer, din radiator potentielt skal op på for at holde dig varm på en råkold dag.

Har du fjernvarme, ligger fremløbstemperaturen typisk på 45-60 grader, mens den sagtens kan ryge op omkring de 70, når vinteren for alvor har fat. Olie- og gasfyr opererer typisk med lidt lavere temperaturer, mens den er endnu lavere med varmepumper - helt ned omkring 55 grader. En elradiator kommer ofte meget højt op i temperatur - måske endda op på 80 grader. Derfor bør du skæve lidt til din radiatortype, inden du handler maling - eller købe en maling, der kan tåle det hele.

Endelig har vi den med konvektions- eller strålevarme, og det betyder en del for radiatorens udformning. Hvor konvektionsradiatoren typisk er har en flad eller let-rillet overflade, har strålevarmeradiatoren store lameller, der kan være temmelig besværlige at male med en pensel. 

Så vurder, om du måske skal bruge spraymaling i stedet.

Uanset hvad går du ikke helt galt i byen med radiatormaling, og de moderne af slagsen har også den fordel, at de ikke gulner på samme måde som de gjorde før i tiden. Endelig bør du købe en ret blank radiatormaling, så du nemt kan tørre pletter og lignende af.

Relevante produkter

Hvordan gør jeg radiatoren klar til radiatormaling?

Først og fremmest skal du tage et godt kig på radiatoren og vurdere, om det er nødvendigt at tage den ned. Du bør inderligt håbe på, at det ikke er nødvendigt, for vi er højt oppe på bøvl-skalaen, når en radiator skal afmonteres. Det er endda ikke engang sikkert, at du selv må pille i det. Det kræver nemlig, at du har din egen varmekilde eller fjernvarme, som slutter i en varmeveksler. Du må altså ikke selv pille ved sagerne, hvis du har direkte fjernvarme.

Er du opsat på at afmontere radiatoren, og må du selv pille i det, skal du sætte dig ind i systemet. Der skal nemlig både lukkes for haner og anlæg, tappes vand af, skrues og afmonteres, passes omhyggeligt på det kulørte radiatorvand og gulvene, sættes propper på rørene og fyldes vand på igen, når du er færdig. Den præcise fremgangsmåde, og placeringen af kritiske håndtag og knapper, afhænger af dit anlæg og system.

Men det allerbedste er, at du får en professionel til ovenstående opgave. Det er ikke en opgave for folk, der ikke har erfaring med netop den udfordring. 

Nå, vi skal gøre radiatoren klar til radiatormaling - uanset om den ligger på jorden eller hænger på væggen.

  • Hænger den stadig på væggen, skal den være slukket.
  • Start med at gøre radiatoren grundigt ren med en god grundrens.
  • Slib radiatoren let, så malingen bedre kan hæfte.
  • Tør grundigt af med en hårdt opvredet klud.

Er radiatoren angrebet af rust og afskalninger, gør du følgende:

  • Slib rust og afskalninger helt væk.
  • Var der rust på radiatoren, pletgrunder du med en rusthæmmende grunder på de ramte arealer.
  • Var der bare afskallende maling, kan du nøjes med en almindelig hæftegrunder.
  • Lad grunderen tørre et døgns tid.
Billede af radiator, der bliver malet hvidBillede af radiator, der bliver malet hvid

Sådan maler du din radiator med radiatormaling

Start med at få dækket ordentligt af, for det kan godt blive noget værre svineri, idet radiatoren har så mange vinkler, kroge og kanter. Vælger du at sprøjtemale radiatoren, bør du være særdeles omhyggelig, så du ikke få radiatorfarvet malerstøv ud i hele boligen.

Radiator med flad forside:

  • Mal de store flader med en lille malerrulle.
  • Mal de vanskelige kroge og hjørner med radiatorpensler, der gør arbejdet lidt lettere.
  • Lad radiatormalingen tørre.
  • Slib let, og tør grundigt af med en hårdt opvredet klud.
  • Giv radiatoren et tyndt lag maling til.
  • Gentag om nødvendigt. 

Radiator med lettere bølget overflade:

  • Overvej, om du vil bruge pensel, spray eller begge dele.
  • Påfør et tyndt lag maling.
  • Lad det tørre.
  • Slib let, og tør grundigt af med en hårdt opvredet klud.
  • Påfør endnu et tyndt lag.
  • Gentag om nødvendigt.

Gammeldags radiator med store lameller:

  • Påfør et tyndt lag maling med spray - pas på løbere.
  • Lad det tørre.
  • Slib let og tør af med en opvredet klud.
  • Påfør endnu et tyndt lag.
  • Gentag om nødvendigt.

Andre guides

 

Kontakt kundecenteret

Åbent alle dage indtil kl. 20
 
 

Returneringer og reklamationer

Læs mere om, hvordan det fungerer
Luk
Føj til favoritter

Føj til favoritter

Ved at tilføje produkter til Favoritter, kan du nemt få et overblik over udvalgte produkter!

Log ind eller opret konto