Guide til slibning og vedligeholdelse af hækkeklipper


Det er træls at klippe hæk. Det kommer vi ikke rigtigt udenom. Det er endnu mere træls, hvis dine redskaber ligger mellem smørknive og børnesakse på skarphedsskalaen, for så skal der bare knokles endnu.

Faktisk kan en lille indsats med fil og fedt i løbet af året spare dig for mange kræfter, når hækkene skal studses inden Sankt Hans.

Du bør nemlig slibe og vedligeholde din hækkeklipper - hvis den altså trænger.

Sådan vedligeholder du din hækkeklipper


Først og fremmest skal klingen være velsmurt på din hækkeklipper. Det er vigtigt, for skærene er under hårdt, og måske fortjent, angreb af plantesaft, der ofte har mildt ætsende egenskaber.

Børst sværdet rent, når du har klippet hæk, så der er ikke sidder planterester, og giv klingen en gang olie. Brug en stiv børste, hvis klingen er belagt, og brug gerne en stålbørste, hvis den ikke er. Det er typisk en ret tynd olie, der kan trænge grundigt ind over alt, du bør bruge, når du smører. Bevæg gerne skærene lidt, eller lad klipperen køre mellem smøringerne, så det hele får en gang olie.

Nogle hækkeklipperentusiaster monterer klingehylsteret på væggen og fylder det op med en blanding af olie og petroleum (én fjerdedel del petroleum til tre fjerdedele olie). Så ryger hækkeklipperen i hylsteret efter brug, hvilket holder den rustfri og velsmurt. Det er effektivt men potentielt noget værre svineri med oliepletter til følge.

Læs godt op på manualen, inden du smører din nye klipper for første gang. Nogle fabrikanter er eksempelvis glade for WD40, mens andres garantier frafalder, hvis du bruger den elskede og rustbekæmpende spray. Husk, at WD40 ikke er en smørelse.

Har du en elektrisk klipper med batteri, bør du undersøge, om batteriet kan tåle kulde og frost. Anbefaler producenten, at batteriet ikke får frost, bør du overholde anbefalingen. Batteriet fylder jo heldigvis ikke alverden.

Hvis du er den heldige indehaver af en benzinklipper, skal motoren også have gode betingelser, hvis alt skal ende lykkeligt. Her består vedligeholdelsen også af ting som at skifte motorolie, oliefilter og tjekke tændrør og lignende - oven i klingeplejen.

Undgå at klippe hækken, når den er våd, undgå meget tykke grene, og undgå trådhegn og dens slags. Så giver du hækkeklipperen de bedste betingelser for et langt og lykkeligt liv på matriklen.

Relaterede produkter

Sådan får du hækkeklipperen skarp igen


Er maskinen rusten, kan du give klingen og skruerne et pift WD40, inden du går i gang.

Undersøg, om du har købt dig en model, hvor du kan tage sværdet af. Kan du det, bør du gøre det, for det gør resten af forløbet betydeligt lettere. Husk for Guds skyld at holde godt øje med, hvor de forskellige skruer og tandhjul sidder. Du kan eventuelt tage et par billeder med telefonen, mens du skiller skidtet ad, så du husker rækkefølgen.

Læg klingen ud på et bord, som gerne må være dækket af, for næste skridt kommer potentielt til at svine. Dette trin er i øvrigt kun nødvendigt, hvis klipperen er blevet rusten. Har du været myreflittig med vedligeholdelsen, kan du springe trinnet over, mens de dovne græshopper må smøge ærmerne op.

Børst den grove rust væk med en stål- eller messingbørste, og smør sværdet ind i petroleum med en pensel. Petroleum og WD40 har mange ingredienser og egenskaber til fælles, og ved at lade et tyndt lag sidde et par minutter, løsner du rusten. Tør klingen af med en klud. Er der stadig rust, kan du slibe med uhyggelig fint sandpapir, og 'vaske efter' med petroleum og en klud.

Endelig skal vi til sliberiet, og her er en skruestik guld værd 503 - alternativt en skruetvinge, for klingen skal sidde godt fast. Slib skæret med en god fil. Følg skærets vinkel, og slib kun i 'fremadgående' bevægelser, altså ikke frem og tilbage, og hold igen med at lægge vægt og kræfter i.

Saml maskinen igen, hvis den har været skilt ad, og smør klingen med en tyndtflydende, syrefri olie. Nyd din skarpe hækkeklipper det næste stykke tid.

Sådan sliber du en hækkesaks


Hatten af for dig, hvis du foretrækker at holde matriklen pæn med håndkraft. Det bør til gengæld også få dig til at stille store krav til dine klinger. Ligustergrenene skal gerne falde med lethed, som var det selveste Edward Saksehånd, der var i gang. Desværre er virkeligheden dog ofte, at hækkesaksen er sløv og skruen, der holder sammen på dele hele, rusten.

Det er der heldigvis råd for. Skil saksen ad i to, hvis det er muligt. Er den meget rusten, skal den måske lige ha' en gang WD40. I så fald bør du også give saksen en gang WD40 eller petroleum, når den er skilt ad, og lad det sidde et par minutter. Herefter kan du slibe rusten af med meget finkornet sandpapir eller smergellærred. Smergellærred er en fleksibel og finkornet, sandpapir-agtig størrelse, der ofte bliver brugt til metal.

Sæt klingen fast i skruestik, og slib den med en mellemfin fil. Alternativt kan en slibeskive på en vinkelsliber også bruges. Slib skæret med nænsom hånd og respekt for skærets vinkel. Kommer der en slibekant på bagsiden, altså en lille kant på bagsiden af skæret, skal du være forsigtig, når du fjerner den. Bruger du fil eller vinkelsliber, risikerer du at lave en tilsvarende kant på dit nyslebne skær, og så er vi jo lige vidt. Saml saksen igen, og smør samlingen med en god, syrefri olie.

Er du ikke tilfreds med resultatet, er det måske på tide at overveje, om der skal en ny hækkesaks til. Er du meget glad for din nuværende, kan du overveje at få den slebet professionelt. Der vil dog ikke være megen forskel på prisen mellem dette og en ny saks.

Andre guides

 

Kontakt kundecenteret

Åbent alle dage indtil kl. 20
 
 

Returneringer og reklamationer

Læs mere om, hvordan det fungerer
Luk
Føj til favoritter

Føj til favoritter

Ved at tilføje produkter til Favoritter, kan du nemt få et overblik over udvalgte produkter!

Log ind eller opret konto