Guide: Vælg farver til soveværelset
Farvepsykologi er sjov størrelse, hvor antagelser og hypoteser kan være svære at bevise, mens det samtidigt at svært at afvise, at farver påvirker os.
Der går mange fortællinger om vores forhold til farver. Nogle mener eksempelvis, at gul er energisk, grøn er håbefuld, og pink er romantisk.
Det er relativt omkostningsfrit at prøve hypoteserne af i soveværelset, hvor det først og fremmest er husets beboere, der har deres daglige gang.
Det kunne være, du skulle forsøge dig med en markant farve i soveværelset og en mere dyb farve for at mærke forskellen. Eller også kan du bare læse videre herunder og blive klogere på, hvordan du vælger farver til soveværelset.


Hvilke farver egner sig til dit soveværelse?
Farver har stor indflydelse på vores humør og velbefindende. Mens nogle farver har en beroligende effekt, kan andre skabe energi. Det er vigtigt at vælge farver til soveværelset, der understøtter den rolige atmosfære, som et soveværelse bør have, da det er her, vi hviler og genoplader.
Blå, ofte forbundet med havet og himlen, er en populær farve til soveværelset, da den fremmer afslapning og ro. Denne kølige og ordnede farve er kendt for at hjælpe med at fremme en god nattesøvn og for at skabe en fredelig atmosfære.
Rød er en farve, der symboliserer passion og energi. Selvom det kan være et romantisk valg, er det vigtigt at bruge røde nuancer med omtanke i soveværelset. For stærke eller intense røde farver kan gøre rummet for energisk og forstyrre din evne til at slappe af, hvilket kan påvirke søvnen.
Gul er en varm og energigivende farve, der kan få dig til at føle dig opkvikket og inspireret. Det er en fantastisk farve om morgenen, men den kan gøre det vanskeligere at falde til ro om aftenen, hvilket gør den mindre ideel som dominerende farve i soveværelset.
Grøn, som ofte associeres med naturen, er en afslappende og optimistisk farve. Grønne nuancer kan skabe en beroligende atmosfære og har længe været et populært valg for soveværelser, da de fremmer en følelse af harmoni og velvære.
Når du vælger farve til dit soveværelse, bør du altid tage din personlige smag og præferencer i betragtning. Farver påvirker os forskelligt, og det er vigtigt, at du føler dig godt tilpas i dit rum. Der er dog nogle generelle retningslinjer, som kan hjælpe dig med at skabe den rette stemning:
-
Mørke farver har en tendens til at være mere afslappende end lyse farver.
-
Støvede og dæmpede nuancer er ofte mere beroligende end intense eller skarpe farver.
-
Undgå skinnende overflader i soveværelset. Vælg en mat maling, da den reducerer lysrefleksion og skaber en mere afslappende atmosfære.
Endelig er det vigtigt, at farven på væggene harmonerer med rummets øvrige indretning og møbler for at opnå et sammenhængende og behageligt udtryk.
Relaterede produkter
Sådan vælger du en god farve til soveværelset
Det er som nævnt smag og behag, der bør afgøre dit farvevalg. Der er dog også andre ting, du bør have med i overvejelserne, inden du køber maling.
Er dit soveværelse lille og mørkt, vil en mørk farve forstærke denne opfattelse. Kvadratmeterne forbliver naturligvis de samme, men dit soveværelse kan nemt komme til at virke klaustrofobisk, hvis du rammer forkert med farven.
Vær kritisk, når du lader dig inspirere. Det kan godt være, at et soveværelse i sart lyserød med en fin fingerphilondendron hist og her virker som et godt makkerpar på blogs og sociale medier, men du risikerer at skulle gå til ro i noget, der ikke passer til din smag.
Husk at undersøge, hvordan farven ser ud i henholdsvis kunstigt og naturligt lys. Husk også, at en hel væg eller et helt lokale i en markant farve kommer til at virke mørkere, end du måske havde vurderet farveprøven til.
Gode råd til indretning i soveværelset
Maler du soveværelset i en markant farve, er der stor sandsynlighed for, at du nok også skal gøre lidt ved indretningen i det hele taget. I de senere år har indretningstendensen emmet af bæredygtige signaler, og det vil sige genbrug og naturmaterialer. Den tendens er stadig populær, mens den gode, gamle art deco-indretning for alvor er begyndt at røre på sig igen i 2019.
Nye lamper er et oplagt sted at starte, når resten af soveværelse skal matche de nye farver. Rene linjer, enkle og skarpe former og metaller som kobber og messing er populære, når retningen går mod tidens art deco-begejstring, mens det naturlige og bæredygtige trækker i retning af genbrug, industrielle udtryk og blottede pærer.
Gulvtæpper er også en genvej til begge stilarter. Til art deco-soveværelset er tæpper med store kontraster, geometriske former eller motiver, der sender tankerne i retning af 1920'ernes fjer og flamboyance, et oplagt valg. Til det naturomfavnende soveværelse bør du vælge naturmaterialer som uld og bomuld, ligesom farver bør være mere afdæmpede og motiverne begrænset til et simpelt mønster.
Art deco-look:
Art deco har efterhånden 100 år på bagen, men det lader ikke til, at designstrømningen kommer til at dø lige med det samme. Med årtiers mellemrum dukker stilarten nemlig op igen for fuld udblæsning, og i disse år er stilarten tilbage igen. Det er godt nyt, for art deco er en fornøjelse at indrette med. Stilen er på én gang flamboyant og minimalistisk, og den er kendetegnet ved geometri og luksuriøse materialer og udtryk. Du bliver nok heller ikke så hurtigt træt af udtrykket, som du måske gøre med andre modeluner.
Garderobeskabe i konservativ laminat-hvid kan være lidt af et vådt tæppe for gnisten i din nye indretning. Det er heldigvis til at gøre noget ved, uden du behøver at kassere et ellers godt skab. Klæbefolie er en genvej til at give de kedelige overflader nyt liv, og en mørk og varm træsort med tydelige aftegninger er et valg, der vil passe godt til tidens tendenser. Vær indstillet på, at det kræver lidt umage og omhu at få et pænt resultat.
Naturmaterialer:
Er du ikke færdig med det bæredygtige og naturlige udtryk, kan du overveje at bruge en træstub-skammel som natbord og lade et lammeskind drapere din påklædningsstol. Hvis du altså har sådan én. Et væld af potteplanter er naturligvis også et must, og nogle af disse siges også at være gode for søvnen.